H.C. Andersen centret

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Corsaren no 40 Fredagen den 6te August 1841. Heri på næstsidste side under overskriften: Scene i Odense: - Ifølge Breve fra Fyen reiste Digteren Andersen derigjennem, iført en fuldstændig græsk Dragt, hvorved især udmærkede sig en Hue med en stor forgyldt Kvast, der hang ned paa Digterens Skulder. Denne Kvast gjorde en saadan Opsigt paa Øen, at Folk endog stode stille paa Landeveien, naar han kjørte forbi, og sagde: Nei, see bare hans Kvast.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-2)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter etc. - Portræt af Digteren udført af I. W. Tegner & Kittendorff's lith. Inst. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Smudstitelblad: Mit Livs Eventyr.

Mit Livs Eventyr. / Af / H. C. Andersen. / Med Forfatterens Portrait. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1855.

Titelblad. - Tekst: 589 Sider. - Forneden paa Pag. 1 med smaa Typer: H. C. Andersens saml. Skrifter. XXI og XXII. - 8vo. Pris 1 Rbd. (Udkom 19. 7. 1855). For Købere som ikke var Subskribenter paa Samlede Skrifter androg Prisen 3 Rdl Denne Salgsudgave, som i det Ydre fuldstændig er som den ovenfor beskrevne, adskiller sig dog fra denne ved at den ovenfor omtalte Bemærkning under Teksten paa Side 1 mangler og endvidere er naturligvis Titelbladene til Saml. Skrifter her bortfjernede. (Saml. Skr. I).
Anm. Dagbladet 11. 12. 1855, Nr. 291. - Flyveposten 1. 8. 1855, Nr. 175. - 2. 8. 1855, Nr. 176. - 3. 8. 1855, Nr. 177. ,7. 8. 1855, Nr. 180. - 8. 8. 1855, Nr. 181.
Chambers's Journal of Popular Literature, 13.10.1855. Gengivet i Littell's Living Age, 17.11.1855.

"Jeg vil være berømt!" svarede jeg og fortalte hende, hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, der vare fødte i Fattigdom. "Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem," sagde jeg, " — og saa bliver man berømt!" Det var en aldeles uforklarlig Drift, som drog mig. Jeg græd, jeg bad, og tilsidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, saakaldet "klog Kone" fra Hospitalet hente, og denne i Kort og Kaffe spaae mig min Fremtids Skjæbne.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p. 472)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/509)

Smudstitelblad: Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen. Anden Række. Tredie Samling. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet: Bianco Lunos Bogtrykkeri sed F. S. Muhle. - Tilegnelse til Balletdigteren August Bournonville. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 76 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 17. 11. 1865).
Anm.: Berlingske Tidende 20. 11. 1865, Nr. 292. - Dagbladet 22. 12. 1865, Nr. 300. - Dags-Telegrafen 18. 12. 1865, Nr. 345. - Dansk Rigstidende 6. 2. 1866, Nr. 31. - Illustreret Tidende , Nr. 322, 26. 11. 1865.

Indhold.

891. Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (Saml. Skr. XV, 19). p. 1
892. Veirmøllen (Saml. Skr. XV, 32). p. 21
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 27
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 35
893. I Børnestuen (Saml. Skr. XV, 45). p. 47
894. Guldskat (Saml. Skr. XV, 49). p. 55
895. Stormen flytter Skilt (Saml. Skr. XV, 58). p. 69

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/36, 1971/126, 1971/136, 2000/134, 2000/831)

Philarète Chasles: bigraphie dans La Liberté Paris 26.11.1867. Afskrift af s. 195-209.

HCA omtaler artiklen i dagbøgerne den 1. december 1867: Hos Henriques sammen til Middag med Fru Ernst hos Henriques, hun oplæste Philarchets Chasles Artikkel om mig og ved Udtrykket Vielliard sagde [10] hun alle Dammer maatte protestere derimod med en Skrivelse til Philatre Chales;
I Artiklen er HCA omtalt som "un grand viellard doux".

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/2293)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Syv og Tyvende Bind. Titelblad (ovenfor beskrevet).

Nye Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1868.

Titelblad. (Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle).- Indholdsfortegnelse. - Tekst: 208 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 11. 1868). Anm.: Dags-Telegrafen 21. 12. 1868, Nr. 345.

Indhold.

Iisjomfruen (se Nr. 829). p. 1
Sommerfuglen (se Nr. 814). p. 55
Psychen (se Nr. 830). p. 57
Sneglen og Rosenhækken (se Nr. 831). p. 71
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (se Nr. 891). p. 74
Veirmøllen (se Nr. 892). p. 88
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 90
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 95
I Børnestuen (se Nr. 893). p. 102
Guldskat (se Nr. 894). p. 107
Stormen flytter Skilt (se Nr. 895). p. 116
Theepotten (se Nr. 875). p. 120
Folkesangens Fugl (se Nr. 886). p. 122
De smaa Grønne (se Nr. 964). p. 126
Nissen og Madamen (se Nr. 965). p. 128
Peiter, Peter og Peer (se Nr. 966). p. 133
Gjemt er ikke glemt (se Nr. 911). p. 138
Portnerens Søn (se Nr. 912). p. 141
Flyttedagen (se Nr. 804). p. 162
Sommergjækken (se Nr. 859). p. 166
Moster (se Nr. 913). p. 170
Skrubtudsen (se Nr. 914). p. 177
Bemærkninger (se Nr. 850). p. 185

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Eventyret "Hvad hele Familien sagde" tryktes første gang på engelsk under titlen "What the Whole Family Said" i "Good Words for the Young", 1. juli 1870 (iflg. Elias Bredsdorff: H.C. Andersen og England (1954), pp. 622-23). Udkom på dansk september 1870.

Smudstitelblad: H. C. Andersens nye Eventyr og Historier Andet Bind.- Titelblad: (ovenfor beskrevet).

H. C. Andersens / Eventyr og Historier / Med Illustrationer / efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. / Fjerde Bind. / Med 99 Illustrationer. / Nye Eventyr og Historier. / II. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Thieles Bogtrykkeri. / 1871.

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Rind. Nye Eventyr og Historier. II. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 336 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rd. (Udkom 12. 12. 1871). 1. Bind udkom 1870, se Nr. 1007, 3. Bind udkom 1874, se Nr. 1039.
Anm. Dagbladet 17. 12. 1871, Nr. 303. - Folkets Avis 23. 12. 1871, Nr. 331. - Illustreret Tidende , 17. 12. 1871.

Indhold.

Skarnbassen (se Nr. 819). p. 1
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (se Nr. 820). p. 17
Sneemanden (se Nr. 821). p. 25
I Andegaarden (se Nr. 822). p. 36
Det nye Aarhundredes Musa (se Nr. 823). p. 44
Iisjomfruen (se Nr. 829). p. 54
Sommerfuglen (se Nr. 814). p. 131
Psychen (se Nr. 830). p. 135
Sneglen og Rosenhækken (se Nr. 831). p. 157
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (se Nr. 891). p. 163
Veirmøllen (se Nr. 892). p. 184
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 189
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 196
I Børnestuen (se Nr. 893). p. 207
Guldskat (se Nr. 894). p. 214
Stormen flytter Skilt (se Nr. 895). p. 227
Theepotten (se Nr. 875). p. 235
Folkesangens Fugl (se Nr. 886). p. 238
De smaa Grønne (se Nr. 964). p. 245
Nissen og Madamen (se Nr. 965). p. 249
Peiter, Peter og Peer (se Nr. 966). p. 257
Gjemt er ikke glemt (se Nr. 911). p. 265
Portnerens Søn (se Nr. 912). p. 271
Flyttedagen (se Nr. 804). p. 300
Sommergjækken (se Nr. 859). p. 307
Moster (se Nr. 913). p. 313
Skruptudsen (se Nr. 914). p. 322

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/141b, 1971/142, 1971/143, 1971/17, 1986/237, 1998/39, 2000/138, 2005/62, A-92, XVIII-10, XVIII-18)

Smudstitelblad: Eventyr og Historier. Ny Samling. 1872. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Brødrene Theodor og Carl Reitzel. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 73 Sider. - Anmærkning af Forfatteren S. [75]. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 30. 3. 1872).
Anm.: Dagbladet 2. 4. 1872, Nr. 79. - Dagens Nyheder 3 4. 1872, Nr. 89. - Dags-Telegrafen 10. 6. 1872, Nr. 152. - Folkets Avis 22. 5. 1872, Nr. 134. - For Ide og Virkelighed, 1872. Omslaget til April Hæftet. - For Romantik og Historie, 8. Bind. 1872, 574. - Heimdal 8. 4. 1872, Nr. 81. - Illustreret Tidende , Nr. 654, 7. 4. 1872.

Indhold.

Lykken kan ligge i en Pind (se Nr. 998). p. 1
Kometen (se Nr. 988). p. 5
Ugedagene (se Nr. 977). p. 11
Solskins-Historier (se Nr. 991). p. 14
Oldefa'er (se Nr. 1002). p. 19
Hvem var den Lykkeligste (se Nr. 969). p. 25
Lysene (se Nr. 1005). p. 31
Det Utroligste (se Nr. 1004). p. 35
Hvad hele Familien sagde (se Nr. 1001). p. 41
Dandse, dandse Dukke min! (se Nr. 1012). p. 45
Spørg Amagermo'er (se Nr. 1011). p. 48
Den store Søslange (se Nr. 1014). p. 50
1018. Gartneren og Herskabet (Saml. Skr. XV, 237). p. 64

(Bibliografisk kilde: HCAH 1957/42, 1967/205, 1971/128, 1985/221, 2000/135, 2006/63, A-318, XVIII-42a, XVIII-42b, Anm.: A-189a)

Smudstitelblad: H. C. Andersens nye Eventyr og Historier. Tredie Bind- Titelblad: (ovenfor beskrevet).

H. C. Andersens / Eventyr og Historier. / Med Illustrationer / Efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. / Femte Bind. / Med 110 Illustrationer. / Nye Eventyr og Historier. / III. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Thieles Bogtrykkeri. / 1874.

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Femte Bind. Nye Eventyr og Historier. III. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 340 Sider. - Indholdsoversigt over 1.-5. Bind. S. [341-342]. - 8vo. - Pris 2 Rd. - (Udkom 20. 12. 1874). 1. Bind udkom 1870, se Nr. 1007. - 2. Bind udkom 1871, se Nr. 1013.
Anm.: Berlingske Tidende 11. 1. 1875, Nr. 8. - For Romantik og Historie, 14. Bind. 1875, 108-109. - Fædrelandet 23. 12. 1874, Nr. 299. - Det nittende Aarhundrede. 1874-75, 393. Illustreret Tidende Tillæg til Nr. 796, 27. 12. 1874. - Nær og Fjern, Nr. 129, 20. 12. 1874.

Indhold.

Gudfaders Billedbog (se Nr. 967). p. 1
Laserne (se Nr. 981). p. 48
Vænø og Glænø (se Nr. 930). p. 51
Hvem var den Lykkeligste? (se Nr. 969). p. 55
Dryaden (se Nr. 978). p. 63
Hønse-Grethes Familie (se Nr. 993). p. 99
Hvad Tidselen oplevede (Se Nr. 994). p. 121
Hvad man kan hitte paa (se Nr. 995). p. 128
Lykken kan ligge i en Pind (se Nr. 998). p. 135
Kometen (se Nr. 988). p. 140
Ugedagene (se Nr. 977). p. 149
Solskins Historier (se Nr. 991). p. 152
Oldefader (se Nr. 1002). p. 162
Lysene (se Nr. 1005). p. 169
Det Utroligste (se Nr. 1004). p. 174
Hvad hele Familien sagde (se Nr. 1001). p. 185
Dandse, dandse Dukke min! (se Nr. 1012). p. 191
Spørg Amagermo'er (se Nr. 1011). p. 194
Den store Søslange (se Nr. 1014). p. 196
Gartneren og Herskabet (se Nr. 1018). p. 211
Loppen og Professoren (se Nr. 1031). p. 222
Hvad gamle Johanne fortalte (se Nr. 1024). p. 228
Portnøglen (se Nr. 1025). p. 252
Krøblingen (se Nr. 1026). p. 269
Tante Tandpine (se Nr. 1027). p. 284
1040. Bemærkninger til Eventyr og Historier (Saml. Skr. XV, 297). p. 303

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/141, Anm.: A-779)

Dr. Zeuthen (Fortsættelse af "mine første 25 Aar" og "et Par Aar af mit Liv") Med et Tillæg, af Dr. Zeuthen, Sognepræst. Udgivet af hans Sønner. Kjøbenhavn, I Kommission hos G.E.C. Gad, Trykt hos J. Jørgensen & Co. 1875. Heri s.75-76:

Ved vor Juleaften 1833 ... Nu skulde Sange synges og Skaaler udbringes, men herved var der nogle Ubehageligheder, som fremkaldte en Misstemning. baade Andersen og Herz havde skrevet Sange, men Svenskerne kunde vanskeligt læse de danske Bogstaver, og Andersens var desuden paa en Melodie (Ung Adelsteen paa Thinge stod), som nok kun Én (L. Bødtcher kunde synge. Da Skaalerne skulde drikkes, kom Christensen først med den danske Konges, hvad der ikke ganske var Svenskerne tilpas. "Det er de mange Konger, der er iveien", sagde Thorvaldsen. Det vilde saaledes ikke rigtig gaae med Munterheden,, og en vis Forstemthed indfandt sig, som man dog tilsidst søgte at jage paa Flugten, idet de bedste Sangere samlede sig for at synge Hertz's muntre Vise, hvoraf jeg endnu kan huske de ord: Man maa forholde sig med Bakkus.

(Bibliografisk kilde: HCAH fotokopi)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Ni og Tyvende Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Nye Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Fjerde Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876.

Titelblad. (Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri). Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo. - Pris Kr. 1.00) (Udkom 30. 11. 1876).

Indhold.

Dryaden (se Nr. 978). p. 1
Hønse-Grethes Familie (se Nr. 993). p. 25
Hvad Tidselen oplevede (se Nr. 994). p. 40
Hvad man kan hitte paa (se Nr. 995). p. 44
Laserne (se Nr. 981). p. 48
Loppen og Professoren (se Nr. 1031). p. 50
Lykken kan ligge i en Pind (se Nr. 998). p. 55
Kometen (se Nr. 988). p. 57
Ugedagene (se Nr. 977). p. 62
Solskins-Historier (se Nr. 991). p. 65
Oldefa'er (se Nr. 1002). p. 68
Hvem var den Lykkeligste? (se Nr. 969). p. 73
Lysene (se Nr. 1005). p. 78
Det Utroligste (se Nr. 1004). p. 81
Hvad hele Familien sagde (se Nr. 1001). p. 85
Dandse, dandse Dukke min! (se Nr. 1012). p. 88
Spørg Amagermo'er (se Nr. 1011). p. 90
Den store Søslange (se Nr. 1014). p. 91
Gartneren og Herskabet (se Nr. 1018). p. 102
Hvad gamle Johanne fortalte (se Nr. 1024). p. 110
Portnøglen (se Nr. 1025). p. 126
Krøblingen (se Nr. 1026). p. 139
Tante Tandpine (se Nr. 1027). p. 150
Bemærkninger (se Nr. 1040). p. 163

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

H., P. C. V. [HANSEN], De fundne H.C. Andersen-Manuskripter. Den oprindelige Slutning på "Kejserens nye Klæder". Politiken 20. jul. "Den Dragt maa jeg rigtig have paa hver Gang jeg gaaer i Procession eller træder op i Folkeforsamling!" sagde Keiseren og hele Byen talte om hans prægtige nye Klæder.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

En Læser sender os dette lille nydelige Træk fra H.C. Andersens Barndom: Christiane Winterlich fik et Dukketeater af H.C. Andersen. Om Christiane Winterlich, født omkr. 1801-02, som var H.C. Andersens Legekammerat, og hun tog sig tit af ham, naar de andre Børn drillede ham og lo ad ham, hvad de jo tit gjorde. Til Gengæld viste han, hvor rørende taknemmelig han var overfor Venlighed, der blev vist ham. En Dag, da hun mødte ham, fik han hende med ind i en Port, han tog et Dukketeater frem som han selv havde lavet, og begyndte at spille for hende en Komedie han havde digtet selv, og til Slut sagde han: ”Du, Christiane, skal have det, for du er saa god. Og du skal blive sat i en af mine Komedier, som jeg skriver, naar jeg bliver stor”. Han var dengang 9-10 Aar gammel. Dagens Nyheder, 20.4.1930.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

RODE, HELGE, H. C. Andersen sagde -. Jydske Tidende 22. jan.
Tale holdt for landets boghandlere; om HCA's Syn paa Nutiden.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,

Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

En Læser i Jelling har sendt Vejle Amts Folkeblad følgende Anekdote, som stammer fra Søndagsbladet (Ugeblad for Land og By) den 17. December 1899: Kongen gik sammen med et par andre mænd hen ad Jelling Gade, H.C. Andersen blev staaende stille noget derfra ... Kongen mødte en Flok Drenge ..., slog H.C Andersen paa Skulderen og sagde: "Naa min gode Andersen, nu staar De nok og digter et nyt Eventyr" ... Den grimme Ælling ... [Myte: DgÆ blev digtet i 1843, og Frederik den VII blev konge i 1848, var i Jelling 1861, og da var HCA i hvert fald ikke i Jelling]. Svendborg Avis, 25.2.1943; Bogense Avis, 27.2.1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tre Eventyr. Med Forord af BO GRØNBECH. Tegninger af HERLUF JENSENIUS. Rasmus Naver, København. 54 pp.
Forord pp. 7-10. - Indhold: Nissen hos Spekhøkeren, Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen og Hvad man kan hitte paa. - Anm.: Hans Brix, Berlingske Aftenavis 27. okt.; Kai Flor, Berlingske Tidende, 26.10.1947; Chr. Kirchhoff-larsen, Børsen, 4.11.1947; Ekstrabladet, 6. nov.; Fyens Stiftstidende, 4. dec.; Fyns Venstreblad, 8. nov.; Kristeligt Dagblad, 10. nov.; Nationaltidende, 12. nov.; Politiken, 4. dec.; Aalborg Amtstidende, 13. nov.;

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Inger Bentzon: Forfatterinden skriver om de Forhold, Børnebogsforfattere arbejder under, og anstiller Betragtninger over Biblioteksafgiften. Forfatteren skal - som H.C. Andersen sagde - kunne vælge et Emne for Voksne og behandle det for Børn. Information s Kronik 14.7.1947.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Elna Schrøder fortæller i Nationaltidende om en Historie i hende slægt: for 100 Aar siden, to unge tyske Piger fra den lille Flække Cappeln i Slesvig sad i toget fra Roskilde til København. ... En ældre mand sagde til bybudet: "Følg disse unge Piger til Knapstedgaard [gæstgiveri, hvor Palace Hotel nu ligger], hils Værten og sig, de skal bo der, til de finder en Plads, og siden skal jeg betale ham det alt sammen.". Siden gik det op for de unge Piger, at denne mand var H.C. Andersen. Viborg Stifts Folkeblad, og Herning Folkeblad, 5.4.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

K.-J., [KRAGH-JACOBSEN, Sv.] SV., Ukendt H. C. Andersen-Arbejde dukker frem. En Ungdomsparodi paa Nestroys Eduard og Kunigunde-Arie [Del af "Skilles og Mødes". Manuskript til visen gengivet i facsimile.

Eduard og Kunigunde,
(Ideen efter Nestroys Lumpacivagabundus af H.C. Andersen
-
(Orchestret spiller i Mol Bertrands Afskedsqvad)
derpaa declameres
Der var engang to Elskende, jedg dem jo nævne kunde,
Den ene hedte Eduard, den anden Kunigunde.
En Aftenstund de tvende gik, der var saa smukt i Skoven,
En Nattergal, et Kildevæld og Maaneskin foroven.
De satte sig ved Kildens Bred og deres Kinder brændte,
De sagde disse skjønne ord, de skjønneste de kendte.
(Han synger med Udryk til Mel. af Salomons Dom: Smilende i Søvnens Arme).
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Erik (talende)
Da traadte hendes Fader frem, de troede de var ene.
Han sagde disse haarde Ord, som kunde knuse Stene.
(synger i et hurtigt tempo Mel. af Robert le diable.)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor (ligeledes)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard!

Berlingske Tidende 17. jul. [Heri omtales et brev til Niels Peter Møller indholdende manuskript med anvisninger til opførelsen af "Eduard og Kunigunde".] Viborg Stiftstidende, 21.7.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fyens Stiftstidende, 23.7.1952; Uden for H.C. Andersens Hus mødte Dannye Kaye to Skostensfejere med Humør. han byttede Hat med en af dem. Nedenunder ses Danny Kaye, der havde lagt sig mageligt til Rette i H.C. Andersens Seng med hans Paraply over sig.
Danny Kaye satte Odense paa den anden ende - [beskrivelse af hele optrinnet - og den høje hat, der var gemt væk] Fyns Venstreblad, 23. juli 1952.
H.C. Andersen-Samfundet ved Hellan Kolby protesterede mod at han

respektløst endevendte Inventaret, som jo ikke maa berøres. Billederne af hans Opførsel i Museet og Omgang med den døde Digters efterladte Ejendele og Mr. Kayes Mimik deruden - særligt Billederne i Sengen, hvor han spiller Idiot - ønsker vi at sende til den amerikanske Ambassades Kulturafdeling med Ønsket om Viderebefordring til Kultusministeriet i Washington og nærmere Bedømmelse der.

Aarhuus Stiftstidende, 24. juli 1952.
Uværdigt angreb mod Danny Kaye, siger Mogens Lichtenberg, der tager kraftigt til genmæle mod protester fra H.C. Andersen-Samfundet. Aftenbladet, 24. juli 1952.
Taktløs optræden af Danny Kaye i H.C. Andersens hus. Brugte de uvurdelige minder om eventyrdigteren til platte klovneløjer. Land og Folk, 25.7.1952.
Umuligt at placere ansvaret for Danny Kayes hurlumhej - Protest fra H.C. Andersen-samfundet vækker genlyd over hele landet. - Det var en stormflod som ingen kunne dæmme op imod. Fyns Social-Demokrat, 24. juli 1952.
Dønningerne ruller stadig efter Danny Kayes besøg. Ansvaret for optrinene i Odense placeres hos besøgets arrangører , Kristeligt Dagblad, 25. juli 1952.
Danny Kaye blev "opfordret" til at agere her i Odense. Museumsdirektør Svend Larsen: Der var ikke paa forhaand truffet aftale med mig. Fyns Social-Demokrat, 29.7.1952.
Mon Poul Reichardt fik lov at endevende Metropolitan-museet, spørger dr. Kolbye. Den københavnske turistchef betegner Odense-protesten som grov og uværdig. Fyns Venstreblad, 25.7.1952.
Aabent brev til turistchefen. og nogle indlæg om filmskuespillerens optræden i H.C. Andersen-museet. Politiken, 26.7.1952.
Museumsdirektøren overvejede politiindgreb mod Danny Kaye og hævder, at Mogens Lichtenberg overværede episoden. - Lige hårdt nok! siger turistchefen. Aftenbladet, 29. juli 1952.
Ingen Sans for Humor, siger Danny Kaye - I H.C. Andersen Seng efter Fotografernes Ønske. Børsen, 29.7.1952.
Hvad Danny Kaye sagde, da han kom hjem fra besøget i Odense - "Lille gruppe, der gaar under navnet H.C. Andersen-Samfundet" havde ødelagt besøget i Danmark. Fyns Tidende, 6. aug. 1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1997/236)

HCA skrev i almanakken 28.5.1859: Kjørt om Formiddagen til Frederiksborg til Taffels; Kongen forærede mig sit Navnechiffer i en Ring; vi seilede paa Søen og derude læste jeg Waldemar Daae og hans Døttre, siden i Haven, Børnesnak, Et Stykke Perlesnor, den grimme Ælling og det første Besøg hos Taarnvægteren Ole.
Tilbudt til Goldwyn, der sagde nej tak, men ejeren haaber alligevel at gøre god forretning i USA. Politiken, 15.10.1953. Ekstrabladet, 21.10.1953. Fyns Stiftstidende, 22.10.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Theob.: Saadan sagde en gammel Kone om den fattige Dreng. Og Spaadommen gik i Opfyldelse. (uddrag af Mit Livs Eventyr). H.C. Andersen og hans Mor. Viborg Stifts Folkeblad, 8. og 12. marts 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

JESPERSEN, KR., Skriv ikke eventyr, sagde H. C. Andersens venner. Randers Dagblad 21. mar.
Med oplysning om, at HCA's eventyr er oversat til 36 (!) sprog. Samme i: Flensborg Avis, 1. og 2. april 1955; Lollands Tidende, 21.marts 1955; Horsens Folkeblad, 19.3.1955; Vejle Amts Folkeblad, 21.3.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

- sagde H.C. Andersen, det ved Det kgl. Teaters store Kjeld Abell Festspil - "Andersen og hans Eventyr" i Anledning af 150 Aars-Dagen i den kommende Uge, faar sit Livs maaske mest eventyrlige Sukces i sin ellers delvise ulykkelige Kærlighed til Teatret. Prægtigt Eventyrshow paa den gamle Scene, hvor baade Skuespil, Ballet og Kapel er i Ilden og Kjeld Abells Dramatisering, Knudåge Riisagers Musik og Svend Johansens festlige Dekorationer - men hvor ellers H.C. Andersens egne Ord faar Lov at tale. - Gunnar Buchwald, Berlingske Tidende 27. marts 1955.
Programhefte fra forestillingen.
Indledningen til festspillet. Information, 2.4. samt anmeldelse v. Ulf Ekman 4.4.1955. - Anm: Anne Chaplin Hansen, Jyllands-Posten, 4.4.; Carl Stuhr, Kristeligt Dagblad 4.4.; Jørgen Budtz-Jørgensen, Dagens Nyheder, 4.4.; Kai Berg Madsen, B.T. 4.4.; Ulla Bjerre, Næstved Tidende, 4.4.; A.F. Hauch, Børsen, 4.4.; Sven Møller-Kristensen, Land og Folk, 4.4.; j-s, Fyns Tidende, 4.4.; Social-Demokraten, 4.4.; Harald Engberg, Politiken, 4.4. og Henrik Neiiendam 5.4.; Billedbladet, 19.4. Svend Johansens dekorationer, Berlingske Tidende, 30.3.; - Chr. Svanholm, Nidaros, Trondheim 14.4.1955 Dagens Nyheter, Morgon-Tidningen, Sydsvenska Dagbladet Snällposten, 4.4.1955.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Oh det er mageløst, sagde Eventyrdigteren og aabnede sin gamle slidte Bog. H.C. Andersens Rolle udførtes af Lærer Steen Jørgensen. H.C. Andersen blev fejret i Byens Skoler. Vejle Amts Folkeblad, 2.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fra tidlig morgen til midnat festede Odense for sin berømte søn, eventyrdigteren, hvis navn var paa alles læber. "Digteren hjælper os fri for djævlespejlets splinter", sagde Kongen. "En verdensborger og dog saa ægte dansk. Kongens hilsen til hele verden fra H.C. Andersens Hus i Odense." Ung skuespiller fik Redgraves hele honorar som et rejselegat. H.C. Andersen fejret overalt i København. Et festspil - Dæmonisk eventyr med lykkelig udgang: Finn Methlings festspil "Skyggen" paa Odense Teater. Bodil Ipsen læste "Den grimme Ælling" paa Odense Teater. Er du med i børnenes eventyr-konkurrence? Han fik laserne til at tale - og digtede livet et tilskud af rigdom, sagde undervisningsminister Julius Bomholt. Odense Teater i Fest. Glimt fra festdagen. [det nyindvidede] Raadhuset i H. Andersens by. Berlingske Tidende, Faaborg Avis, Fyens Stiftstidende, Fyns Social-Demokrat, Jydske Tidende , Fyns Venstreblad , Fyns Tidende og Dagens Nyheder, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et Forkert Navn i et Brev har hidtil medført, at Sporet efter Digterens Hjem endte blindt. Hvad man kan finde i en Tandlægestol. I aftes redegjorde Ove Lange for sine H.C. Andersen-undersøgelser ved en festaften i Københavns Tandlægeforening i anledning af dennes 50 aars jubilæum. [HCA blev angiveligt født i brandmajor Chr. Jørgen Fenkers hjem, Vestergade nr. 268 a. HCAs moder sagde, at hun tjente hos Selcher, det tolkes ny som en talefejl for Fencker.] Jyllands-Posten, 1956. Lollands Tidende, 27.9.1956. -
Odense-kommentar til tandlæge Ove Langes forsøg paa at finde H.C. Andersens fødested. Fyns Tidende, 29. sep. 1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et spørgsmaal, om vor raa tidsalder kan slaa sig til ridder paa rationalismen, hvor dyden var et ideal, sagde dr. Helge Topsøe-Jensen i gaar paa Hindsgavl. Festlig afslutning paa F.O.F.s sommerkursus. Dagens Nyheder 5.7.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

C.H. Detlev af Trampe: H.C. Andersens säng. Dagens Nyheter, 30.7.1958; grev Adam Frederik Trampe stod på lit de parade i juni 1807 i Odense Domkirke. Da hans enke, Gertrud Trampe, stod ved kisten, kom en ung mand hen til hende og sagde, han hed Andersen, var skomagermester og havde været gift i 2 år. Han havde en dårlig seng og havde ikke råd til at købe en ny. han spurgte, om man ikke efter begravelsen ville forære ham katafalken. Det lovede grevinden. .... Senere traf HCA en datter af grev Trampe, Clara Charlotte, der var gift Skeel - og fra hende havde han beretningen om faderens henvendelse i Odense Domkirke. Hun stod nemlig ved moderens side den pågældende dag. Dagens Nyheter, 30.7.1958; Kristeligt Dagblad, 14.8.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jacob Tønnesen, Skagen: Eventyrdigteren H.C. Andersen stod ved Anna Brøndums (Anna Anchers) vugge, den 18. august 1859. Derfor maa hun blive til noget stort, sagde hendes fromme moder. Fyns Tidende, 18.8.1959; Aalborg Amtstidende, 19.7.1959.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I en artikel i Fyns tidende fortælller H.P. Schmidt, Hårby om, hvordan H.C. Andersen underholdt sine venner. H.C. Andersen fik opgivet en række rimord - f.eks. stjerne - rimede med fjerne, hug - suk osv. og så skulle han forme et improviseret digt over ordene.

En Fejekost:

Som grønne Grene under nattens Stjerne
Vi sentimentalt saae op mod det Fjerne
En Mand med en Økse gav os et Hug
Vi forfaldt - jeg forsikkrer - det var med et Suk
Vi sagde til Manden: Føl dog, hvor vi lugter
Vi bærer ogsaa med Tiden Frugter
Men næppe han svared "Kis" til sin Kat
end sige til os, hans eneste Skat
han band os til en kost for det gav Penge
ahn sagde, at vi ville vare saa længe
Som Mindet lever om Skjold og Helt
Som alle Smaastjerner paa Himmelens Telt
Saa gik han - den MNand han kaldte sig - Peter
Og det var en Mmand uden Fejl eller Beter
Men har vi Slud, uden Ly eller Læ
Nu nejet og fejet for Folk og for Fæ
I Stue, paa Gade - og I maa vide,
Aldrig vi fik at drikke og bide
aldrig vi fik tak eller sang
kostens gang, det er verdens gang.

Glorup, juli 1850.

Sorø Tidende, 14.1.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Niels Birger Wamberg: H.C. Andersen sagde: Jeg vil være berømt. Mon han vidste, at berømmelsen ikke blot udødeligggjorde, men tillige tog livet af? Jo - han skrev jo Skyggen .... Aktuelt, 2.4.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Knud Meister: "Jo, der kom da for resten ogsaa et brev fra Paven!, sagde komtesse Louise Lerche-Lerchenborg. Vi sad og snakkede om en enorm korrespondance, den unge dame for tiden er indviklet i. Hun har sat sig til skrivebordet og skrevet breve til alle tænkelige mennesker rundt om paa kloden og spurgt dem, hvad de synes om H.C. Andersen og hvilket af eventyrerne [!], de holder mest af." Berlingske Aftenavis lørdag 22. oktober 1960; Middelfart Venstreblad, 13.10.1960.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Poul Knudsen: Sådan sagde den nu glemte Elisaeth Jerichau-Bauman, der var genial kvinde i en tid, der ikke kendte til kvindesamfund og kvindelig frigørelse. Og dog praktiserede hun frigørelsen - på sin egen måde, genial og mærklig sammensat som hun var. Flittige Hænder, 1.12.1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ernst Philipson: Rabindranath Tagore sagde engang: Hvorfor har De saa mange fag i skolerne her i Danmark? De behøver jo kun eet: H.C. Andersen. Fyens Stiftstidende, 31. december 1965.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udstillingskatalog fra Louisiana, 1967 med illustrationer til "De røde Skoe", "Den lille Havfrue", "Sneedronningen", "Skrubtudsen", "Den grimme Ælling", "Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen", "Pigen som traade paa Brødet" og "Ole Lukøie". Helsinki 1967.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Louisiana 11.3.-18.4.1967: Udstillingskatalog, Louisiana, 1967. 1) De røde Skoe, 2-3) Den lille Havfrue, 4-5) Sneedronningen, 6) Skrubtudsen, 7) Den grimme Ælling, 8) Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen, 9) Pigen som traadte paa Brødet, 10) Ole Lukøie. [Det ene billede fra Sneedronningen: Prinds og Prindsesse, er genoptrykt af "New Art Gallery", Odense juni 1972.]

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/12)

sagde Asger Jorn, da han så et maleri af forlagsdirektør M.K. Gudmundsen, men karateristikken passer på en hel række andre områder. På mandag fylder han 75 i fin form. Interview ved Mulle Liebmann. [Gudmundsen var museets mæcen ved indkøb af Skougaard-samlingen]. Fyens Stiftstidende, 3.1.1976.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Beras: Regntunge skyer truede filmoptagelserne, da Victor Borge var i H.C. Andersen-kvarteret. Man måtte ty til paraplyerne - eller som Victor Borge sagde: Vi må ha' et par plyer. Fyens Stiftstidende 10.7.1976. - Foromtale: Filmen med Victor Borge i USAs TV. Optagelserne i Odense skal antagelig finde sted i første halvdel af juli. Fyens Stiftstidende 12.6.1976.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen . Illustreret af Chr. Würgler Hansen. Bent Carlsens Forlag, København 1980. 55 pp. (Historien bag historien, 1.) - Heri: Ole A. Hedegaard, En historisk kommentar [..], pp. 27-55.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.

Johannes Møllehave: Humoren er saltet i mine evntyr, sagde H.:C. Andersen. Johannes Møllehave har været i eventyrdigterens krydderiskab. Aalborg Stiftstidende, 18.8.1985.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Eskelund, Lotte, Nej, sagde Andersen. Politiken 2.4.1991.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/177)

Hansen, Uffe, Det tomme hus. Om H. C. Andersens eventyr 'Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen'. Nordica , 12, 1995, pp. 229-49.

Ringblom, Hilding, "Fjeren, der ofte blev til 5 høns". Mytedannelsen om personen H. C. Andersen. (Hvad danskerne sagde.) Et litterærpsykologisk indblik - på baggrund af samtidens og de nærmeste slægtleds omtale af ham . Attika, Vordingborg 2000. 224 pp. – Anm.: Sørine Gotfredsen, Aktuelt 2.9.2000.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

ASKGAARD, EJNAR STIG, Artikler à 2 A4-sider skrevet 2005-08 til Mønthuset Danmark til guld- og sølvmedaljer udsendt i anledning af 200-året. Vedrører: "ABC-Bogen", "De vilde Svaner", "De Vises Steen", "Den flyvende Koffert", "Den lille Idas Blomster", "Den lille Pige med Svovlstikkerne", "Den lykkelige Familie", "Den standhaftige Tinsoldat", "Den uartige Dreng", "Det er ganske vist!", "Det gamle Huus", "Det nye Aarhundredes Musa", "Det Utroligste", "Dynd-Kongens Datter", "Elverhøi", "En Historie fra Klitterne", "Et godt Humeur", "Fyrtøiet", "Gemt er ikke glemt", "Grantræet", "Gudfaders Billedbog", "Historien om en Moder", "Holger Danske", "Hun duede ikke", "Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige", "Hvad hele Familien sagde", "Hyrdinden og Skorsteensfeieren", "Iisjomfruen", "Keiserens nye Klæder", "Kjærestefolkene", "Klods-Hans", "Klokken", "Lille Claus og store Claus", "Lille Tuk", "Lykkens Kalosker", "Nissen hos Spekhøkeren", "Ole Lukøie", "Paradisets Have", "Pen og Blækhuus", "Prindsessen paa Ærten", "Reisekammeraten", "Sneemanden", "Sneglen og Rosenhækken", "Stoppenaalen", "Svinedrengen", "Tante Tandpine", "Tolv med Posten" og "Tommelise",

Fyens Stiftstidende fødselsdagstillæg 2. april 2005. Hanne D. Frette: "H.C. Andersensk anderledes" (om Piet Heins tilknytning til HCA) - "I H.C. Andersens hjulspor" (Bergholdt kører busture i HCAs spor); Malene Birkelund: "Lyset fra komediehuset" - "Hvad skorstenen gemmer" (om HCA-klip i restaurant) - "Legekammeraten var en prins" (HCAs mor arbejdede på Odense Slot)- "Man skal passe sin have" (om Barndomshjemmet) - "Festfyrværkeri af en fødselsdag" (om fejringen i Odense) John Borgkilde: "Hendes Livs Eventyr" (om Anette Wilhjelm Jahn); Rikke Hyldgaard "Drømmen om et andet liv" (om Kirsten Thorup) - "Ved Andersens og egen hjælp" (om Carsten Bech og Flittig Skoledrengs legat) - "Middag til Andersen" (om menuen til 70 års fødselsdagen) - "En drøm om Balletten"; Marianne Koch: "Jeg kunne måske have lært Andersen noget om kvinder - "I digterens fodspor (rute gennem Odense med og uden guide) - "På fynsk herregårdstur" (i bil og til fods på fynske herregårde) - "Tolv med motorsaven" - en udgået elmeallé ved HesteHaveGård er af Allan Bo Jensen blevet bearbejdet til eventyrfigurer link ; "Her lå H.C. Andersen på ærten" (Claudia Sehestedt Juul viser rundt på Lykkesholm) - "Et kig ind i Andersens Glorup" (Alice Moltke-Hvitfelt på Glorup) Mads Graves Larsen: "Et godt sted for syge børn" (om H.C. Andersen børnehospital); Ivar Juel Nordentoft "Angstens Damp" (rejser på jernbane); Helga Wilson Svindinge "Andersenland som skæbne" (om Lykkesholm).
Rikke Hyldgaard: "Kvinden bag Lars Seeberg"; Malene Birkelund: "Figurerne sagde stort tillykke"; Ivar Juel Nordentoft: "Rock, ild og kaos på havnen" og "Da Odense festede i 1955", Helle Andersen om "Odense Fortællekreds" der kom til Åløkkeskolen; Marianne Koch: "Andersen og Kierkegaard er ens" (om Harold Blooms forelæsning på SDU); Lene Dalsgard Jensen: "Eventyrbibliotek klædt på til fest, Digterens forelskelse i Riborg Voigt i centrum, når han fejres i Faaborg"

(Bibliografisk kilde: HCAH + guiden)