H.C. Andersen centret

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Trykt i Portefeuillen for 1840. 4. Bind, 41. Hæfte, 11. 10., 25.

Dybt fra Hjertets Grund fremspringer
Sangen, som en Blomst;
Konge, Dig vi Sangen bringer,
Ved din Atterkomst!
Hurtigt visner Sangens Lilie,
men vort Hjertes rene Villie
Rigt et Blomster-Flor dig sender,
Det ei Løvfald kjender.

Dronning, Borgens lave Stuer
Hjemmet der Du veed,
uforandret Alt Du skuer,
Selv vor Kjærlighed!
Meer end før den ei kan flamme,
Som Naturen er den samme,
Maatte det herinde blive,
Meer vi ei kan give!

Konge, som Du trykt kan blunde
Her hvor Du kom hen,
i hver Hytte Du det kunde,
Tryg, som Hyttens Ven!
Gid i Drømme kun Du skue
Sorger Dig og Danmark true,
Men at vaagen Lykken trives,
Som dit Danmark gives!

Hvad en lille Kreds der beder,
Beder Folket med:
Konge-Par! Gud følge Eder!
Gud, hver Tid, hvert Sted!
Hver Gang Skoven her er grønnest,
Denne Dag blandt alle skjønnest
Blev os, da vi her vor Droning
Saae med Danmarks Konning!

H.C. Andersen.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/288)

543. (Den ældre Søster med sin Broder staaer). (Saml. Skr. XII, 138).
544. (Hen over Blomsterbed, Græsplet og Gange). (Saml. Skr. XII, 138).
545. (Jeg rider i Solskin, i Regn og i Blæst). (Saml. Skr. XII, 138).
546. (En Engel tæt ved os begge stod). (Saml. Skr. XII, 138).
547. (Ja naar var dog det? Og hvor var dog det?). (Saml. Skr. XII, 139).
548. (Piger og Knøse lege tag fat). (Saml. Skr. XII, 139).

Trykt i 6 Characteerstykker componerede som Studier for Pianoforte, af J. P. E. Hartmann. 1-2. Hæfte. Op. 50. Kjøbenhavn. Forlagt af C. C. Lose & Delbanco. (Udkom Februar).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1982/182, 2000/781)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Sextende Bind. - Titelblad (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 198 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Gurre (se Nr. 416). p. 1
Soldaten (se Nr. 52). p. 3
Lille Viggo (se Nr. 197).p. 4
Rigmor (se Nr. 645). p. 5
Hjemmet (se Nr. 598). p. 6
Silkeborg (se Nr. 639). p. 8
Jeg er Skandinav! (se Nr. 364). p. 8
Sang ved de skandinaviske Naturforskeres sidste Møde (se fr. 381). p. 10
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 12
Den Ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 13
Havblik (se Nr. 101). p. 16
Deviser med Presenter paa et Juletræ:
1. Med et Dame-Guld-Uhr (se Nr. 449). p. 17
676a. 2. Med Lamartines Reise i Orienten (Imellem Bogens Ryg og Rand) (Saml. Skr. XII, 202). p. 17
3. Med Hegels Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 17
677. 4. Med en Tøffel. (Dertil er Du dog ei istand) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
678. 5. Med en Pidsk. (Du faaer en Pidsk, som det sig bør) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
679. 6. Med en Bog-Kniv. (Med denne Kniv kan Du sprætte op) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
680. 7. Med en Felt-Flaske. (Mens Sneen fyger hid og did) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
8. Med Thieles Folkesagn, givet en Digter (se Nr. 451). p. 18
681. 9. Med H. C. Andersens Eventyr. (Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige) (Saml. Skr. XII, 204). p. 19
10. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 19
11. Med en Bog Skrivpapir (se Nr. 148). p. 19
12. Med et Exemplar af Schillers Gedichte (se Nr. 494). p. 19
13. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 19
682. 14. Med en Smørkande. (Vers og Smør ei passe sammen) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
15. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 20
683. 16. Med en Visker. (Du som staaer der og smidsker:) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
684. 17. Med et Speil. (Lykkens Yndling er Du af Naturen) (Saml. Skr. XII, 206). p. 20
18. Med en Østers (se Nr. 143). p. 21
19. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil, syet af en Datter til hendes Moder (se Nr. 506). p. 21
20. Med et Par Thekopper (se Nr. 490). p. 21
685. 21. Med en Bronce-Hest som Papirpresser. Til en dansk Statsmand. (Her kommer en Hest paa flyvende Fire) (Saml. Skr. XII, 207). p. 21
22. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 22
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 22
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 24
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 26
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 27
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 27
Du skal lee! (se Nr. 343). p. 29
Den lille Pige i Asylet (se Nr.424). p. 30
Bregentved:
686. I. Paa Grevindens Fødselsdag. (Der er et Sted paaen af Danmarks Øer) (Saml. Skr. XII, 215). p. 31
II. Sølvbryllupsfesten 1848 (se Nr. 537). p. 32
687. III. (En Glædes-Fest i Dag vi har) (Saml. Skr. XII, 217). p. 34
Hjemvee (se Nr. 121). p. 35
Langelandsk Folkemelodi (se Nr. 659). p. 36
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 37
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 39
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 40
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 41
Kunstnerlivet (se Nr. 31). p. 42
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 46
Et Vinterparti (se Nr. 151). p. 47
De tre nordiske Rigers Skaal for A. Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 48
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 49
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 51
Runerne. Cantate (se Nr. 419). p. 52
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 55
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 56
Morten Lange (se Nr. 69). p. 56
I Brudehuset:
I. Frøken Jonna Drewsen og Hr. Baron Henrik Stampes Bryllup (se Nr. 562). p. 59
II. Frøken Lovise Jacobson og Hr. Proprietair Vilhelm Wolfhagens Bryllup (se Nr. 590). p. 61
III. Frøken Augusta Bournonvilles og Hr. Pastor M. P. Tuxens Bryllup (se Nr. 611). p. 61
Pigen fra Albano (se Nr. 525). p. 63
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 65
Pandebeen, Øiesteen (se Nr. 466). p. 67
Geheimeraad J. Collin:
688. I. (Der et et Huus afsondret ved et Gitter)(Saml. Skr. XII, 248). p. 68
II. Alverden reiser nu, det er jo Moden) (se Nr. 527). p. 69
689. Med Molbechs Eventyr. (Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale) (Saml. Skr. XII, 251). p. 71
Hytten (se Nr. 120). p. 72
Stambogs-Blade i Efternævntes Stambøger:
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 73
II. Felix Mendelssohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 73
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 73
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 74
690. V. Herman Løvenskjold. (Du gav Sylphiden smukke Tonevinger) (Saml. Skr. XII, 253). p. 74
VI. Christiani (se Nr. 496). p. 75
691. VII. Georg Carstensen. (Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi).(Saml. Skr. XII, 254). p. 75
VIII. Den yngste af Casalis Tuteins Sønner (se Nr. 508). p. 75
692. IX. A. Böttger. (Du førte os til Byrons Guld) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
693. X . B. v. Beskov. (Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
694. XI. Fru v. Beskov. (Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
695. XII. Miss Ross. (Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
696. XIII. Fru Bournonville. (Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
697. XIV. Frøken Christy Hohlenberg. (Fra Hindostan, --- som Digterne jo sige) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
698. XV. I Fru Tesdorphs Stambog. (Hvor Luther talte og hvor Goethe sang) (Saml. Skr. XII, 257). p. 78
Kong Christian den Ottende:
I. Bøndernes og Fiskernes Sang ved Slottet Sorgenfri (se Nr. 403). p. 78
II. (Da han laae døende paa Sygeleiet) (se Nr. 528). p. 79
Det har Zombien gjort! (se Nr. 323). p. 80
Danmark (se Nr. 614). p. 89
Kjærlighedens Vægtervers (se Nr. 194). p. 90
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 92
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 93
Digterskibet (se Nr. 89). p. 95
Risens Datter (se Nr. 66). p. 98
Aftenen (se Nr. 11). p. 99
Ballade (se Nr. 73). p. 101
Fem og tredsindstyve Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portrait (se Nr. 351). p. 106
2. Korfits Ulfeld (se Nr. 443). p. 106
699. 3. (Dagen stiger, Mulmet viger) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 107
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 107
700. 6. (Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
701. 7. (Jeg gav dem mit fulde Hjerte) (Saml Skr. XII, 283). p. 108
8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (se Nr. 492). p. 108
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 108
10. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 109
702. 11. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
703. 12. (Amagerbonden har hollandsk Blod) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 109
704. 14. Til Fru Mortier de Fontaine foran i et tydsk Exemplar af I Sverrig. (Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand) (Saml. Skr. XII, 284). p. 110
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 110
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 110
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 110
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 111
19. I en ung Dames Stambog (se Nr. 495). p. 111
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 111
21. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 111
22. Med Lindgreens Portrait (se Nr. 374). p. 112
23. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 112
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 112
25. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 112
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portrait (se Nr. 377) p. 113
705. 27. (Imellem fattigt Græs og Urt) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
706. 28. Med I Sverrig til en dansk Maler. (I Nabolandet er en Billedskat) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 113
30. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 114
31. Med Phisters Portrait (se Nr. 350). p. 114
707. 32. (Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind) (Saml. Skr. XII, 289). p. 114
33. Ved Tassos Grav (se Nr. 498). p. 115
34. Da hun dandsede (se Nr. 499). p. 115
708. 35. Storken. (Storken bringer os alle de Smaa) (Saml. Skr. XII, 290). p. 115
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare?) (se Nr. 41). p. 115
709. 37. Til H. C. Lumbye foran i et Exemplar af Ole Lukøie. (Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
710. 38. (I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
39. Med mit Portrait til en ung Dame (se Nr. 502). p. 116
40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 117
41. Sangerinden (se Nr. 504). p. 117
42. (Paa Gade, Mark og Tage nu ligger Sneen hvid) (se Nr. 71). p. 117
43. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 117
44. Til en ung Dame, med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 118
45. Efter det Russiske (se Nr. 190). p. 118
711. (Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden) (Saml. Skr. XII, 293). p. 118
47. Regnveir (se Nr. 46). p. 118
48. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 119
49. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (se Nr. 507). p. 119
712. 50. Paa Ballet.(Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
51. Bøn (se Nr. 452). p. 120
713. 52. Indskrift paa en ny Bygning. (Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
714. 53. Til Axel Fredstrup. (Er Lykkens Blomst end kastet hen) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
715. 54. Dampskibet Gudenaa. (Det var, som en Fultons Baad vi saae) (tidligere trykt i Silkeborg, se Nr. 637. Saml. Skr. XII, 295). p. 121
716. 55. Under en ung afdød Piges Portrait. (Igjennem hendes Øines Dyb man saae) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
717. 56. Broderet paa et Guitarbaand til en Kriger. (Sang i Hjerte, Sværd i Haand) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
718. 57. Foran i et Exemplar af Eventyr til min Boghandlers yngste Søn. (Bogladen er en sand Aladdins Hule) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
719. 58. Ved et Barns Død. (Dit Øie loe, din Kind var rød) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
720. 59. Til Sangerinden Madam Simonsen. (At Nattergalens Sang og Droslens Slag) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
721. 60. Til Fru J. L. Heiberg, da hun efter sin Sygdom igjen betraadte Scenen. Den 30te Marts 1853. (Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
722. 61. Cavaleren til sin Dame paa et Bal for de Vandlidte. (Jeg kom herhen for de Vandlidte) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
723. 62. I Dandsen. (Jeg dandser længe, jeg dandser kort) (Saml. Skr. XII, 297). p. 124
63. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 124
64. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 124
724. 65. Inscriptioner i Bazaren for Sygehjemmet 1854:
Over en Conditor-Boutik. (For Pengene, som til Conditoren gaaer) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Over Tombola. (Her vinder Du altid - Dig Lykken er huld!) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Veni creator! (se Nr. 74). p. 125
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 126
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 127
Thorvaldsen: I. Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 128
II. I Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 132
III. Dandserinden - Ganymed - Amor og Psyche (se Nr. 489). p. 134
Graat Veir (se Nr. 39). p. 135
Østergade (se Nr. 26). p. 136
En Hustru (se Nr. 442). p. 139
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 140
725. Den unge Herr Petersen. (Og det var den unge Herr Petersen) (Saml. Skr. XII, 315). p. 144
Indledningsord ved Julehilsen til Store og Smaa fra danske Componister 1849 - 1850 - 1851 (se Nr. 541, 558, 572 / 577). p. 145
Cantate i Anledning af Dronning Caroline Amalias høie Fødselsfest (se Nr. 421). p. 148
Prologer:
726. I. Ved en Forestilling af Familien Price. (Nu er det Vinter, det vi Alle føle) (Saml. Skr. XII, 320). p. 150
727. II. I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price.
(Prologen er altid en Slags Bouquet) (Saml. Skr. XII, 321). p. 151
728. III. Ved en givet Forestilling til Indtægt for den blinde Soldat. (Tillad jeg siger hvad De alt veed) (Saml. Skr. XII, 322). p. 152
729. IV. Fremsagt af Hr. Chr. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853. (Borddansen kjende De! ja De har kjendt den) (Saml. Skr. XII, 323). p. 153
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 154
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). 158
Farvel til H. P. Holst (se Nr. 389). p. 161
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 161
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 163
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 163
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 164
Fædrelandske Digte under Krigen: For Danmark! (se Nr. 535). p. 166
Den Frivillige (se Nr. 536). p. 167
Herregaards-Skytterne (se Nr. 581). p. 168
Fremad! (se Nr. 582). p. 168
Matrosen (se Nr. 583). p. 169
Nytaars-Aften 1848 (se Nr. 584). p. 169
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 170
Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 171
Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 172
Ved Juletræet (se Nr. 585). p. 172
Nytaars-Aften 1850 (se Nr. 586). p. 173
Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 174
Hilsen af norske og svenske Frivillige (se Nr. 587). p. 175
Til Hendes Majestæt Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 552). p. 176
Til Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 176
Sang til Landsoldaten (se Sr. 592). p. 177
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 179
Ved Maleren Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 180
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 180
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 181
Admiral P. F. Wulff (se Nr. 511). p. 181
Maleren F. Petzholdt (se Nr. 334). 182
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 182
Giuseppe Siboni (se Nr. 344). p. 183
Madame K. M. Iversen (se Nr. 310). 183
Ved Botanikeren J. W. Hornemanns Grav (se Nr. 324). p. 184
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 184
Digteren A. v. Chamisso (se Nr. 324). p. 185
Fru Lindegaard (se Nr. 313). p. 186
Ingeborg Mimi Collin (Se Nr 425) p. 187
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 187
Fru Conferentsraadinde Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 188
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 189
Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 190
730. Grev Joachim Moltke-Bregentved. (Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt) (Saml. Skr. XII, 355). p. 190
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 191
H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 192
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 192
A. W. Hartmann (se Nr. 571). p. 193
Admiral Zahrtmann (se Nr. 627). p. 194
Digteren F. Høegh Guldberg (se Nr. 613). p. 195
Julecantate (se Nr. 319). p. 196
Psalme (se Nr. 631). p. 196
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 197
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 198

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Den ringe Lykke, som "Lykkens Blomst" gjorde paa det kgl. Theater for 13 Aar siden, da Skuespillerne ydede det al den Støtte, som kan gives et dramatisk værk, burde have afskrækket Hr. Prof. Andersen fra at lade det komem til Opførelse paa et Theater, hvor det er Stykket, som maa understøtte Skuespillerne, i det mindste naar det er saadanne høitravende Ting. Men det er ogsaa et Misgreb af Directeuren, at antage et saadant Stykke, og spilde sine Skuespilleres Kræfter paa et Arbeide, som dels ligger udenfor deres Omrrade, dels ikke er megen Anstrængelse værdt. - Hr. Edv. Hansen kunde slet ingenting udrette med sine 3 Roller, selv Hr. Hagen og Mad. Smith vare ikke paa deres Plads, og spillede derfor mindre heldigt, Hr. A. Smith gav derimod Valdemar alvorlig og kraftig; men Glandspunktet i denne, desværre ikke fornøielige, Fremstilling, var Jft. A. Price, der spillede liden Kirstin saa smukt og varmt, at man havde sin Fornøielse deraf. Sceneforandringen maa gaae, ommuligt, mindre slet end første Gang, ved de faa Opførelser, som dette Stykke sandsynligvis kun vil opleve, førend det ogsaa her lægges hen. Fædrelandet, 17.12.1858.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-699h)

Trykt i Illustreret Tidende . 3. Bind, Nr. 118, 29. 12. 1861. 106. Med Tegning. (Saml. Skr. XII, 383. - Nr. II af Ved Aarsskifter).

1862.

Igjen et Aar udfolder sine Vinger,
Det flyver frem med Morgenrødens Glands;
Igjen vi spørge: Hvad mon Aaret bringer?
Hvor falder Sørgeflor, hvor Brudekrands?

Skal Krigsraab eller Fredens Hymne lyde?
Hvad mejsler det i Verdens Marmorblok?
Hvad vil det rejse og hvad vil det bryde?
Far hen hver Frygt! Vorherre hjælper nok.

Han er i gode og i tunge Dage
Det Hjerte, vi os trygt tør hælde til;
Igjennem Mulmet vi til Klarhed drage;
Vort Liv er ei Tilfældighedens Spil!

#

[Afskrift i museet: A-618]
Det nye Aar udfolder sine Vinger,
Det flyver frem mod Morgenrødens Glands,
Og Alle spørger om, hvad mon det bringer,
Hvor falder Sørgeflor, hvor Brudekrands?

Skal Krigsraab eller Fredens Hymne lyde,
Hvad meisler det i Verdens Marmorblok,
Hvad vil det vise og hvad vil det bryde,
Far hen, hver Frygt, Vorherre hjelper nok!

Han lyse ind i vore Modgangs-Dage,
Han styrke os i Prøvelsernes Stund!
I Alt hvad Godt er ingen Sjæl forsage,
Guds Kjærlighed er Hjertets Klippegrund.

Du nye Aar, flyv hen paa stærke Vinger,
Tilfældighed har ingen Magt og Spil.
Tak for hver Gave! Du fra Gud den bringer,
I Verden skeer alene hvad Gud vil.

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-53, XXI-a-21, A-618)

Digt offentliggjort i Fiona, Ugeblad for underholdende Læsning, nr. 4, side 30, 27. januar 1867.

Tanker

Ved det mægtige Hav
Mange Tusindes Grav,
Har jeg staaet med Taarer i Øiet!

Mod Guds Himmel den blaa
Med Smaastjerner paa
Saae jeg op, dog helt underligt bøjet!

Skal mit Liv som et Blad,
Der paa Løvtræet sad,
Være glemt, Har da Kjærlighed løjet.

Skal, hvad jeg nys udsang,
Som en Gjenlyd, en Klang
Vejres hen med et smil saa Fornøjet.

Siig mig Stjerne, hvad hist
Jeg skal skue tilsidst!
Skal jeg gjensee de Skjæbner, jeg døjed.

Eller vækkes fra Død
Hver en slumrende Glød.
Skal det løses, hvad sammen er føjet.

H.C. Andersen.

Dette er omtalt i Berlingske Tidende, 24.2.1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Vort Blad igaar bragte i sine første Linier til offentlig Kundskab, at Danmarks berømte og elskelige Digter, H.C. Andersen i forgaars sov stille og roligt hen, lidt over 70 Aar gammel. Kolding Avis 6.8.1875.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

London: Richard Bentley and Son, Chiswick Press, London, 1876. 399 p.

Pp. 3-246: Poems by Bushby. Pp. 328-399: Translations fromt he French, Danish, Spanish and German [including poems by Oehlenschlager, Boye, Heiberg, Ingemann, Baggesen, Guldberg.

Pp: 247-328: Translations from the Danish of Hans Christian Andersen.
The Bride of Rörvigh Church [bfn 112, Bruden i Rørvig Kirke ]
What I Love [bfn 110, Hvad jeg elsker.]
The Storm [bfn 126, Stormen]
The Blind Mother [bfn 232, Den blinde Moder ]
The Cottage near the Beach [bfn 120, Hytten ]
The Moment of Death [bfn 45, Dødsøieblikket ]
The Son of the Desert [bfn 136, Ørkenens Søn ]
The Mermaid at Samsö [bfn 92, Havfruen ved Samsø ]
"Veni Creator" [bfn 74, 'Veni Creator' ]
Holger Danske [bfn 59, Holger Danske ]
The Priestess in the Consecrated Grove [bfn155, I de hellige Guders Lund ]
The First and the Last [bfn 138, Det Første og det Sidste ]
Twilight [bfn 95, Aftendæmring, See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaa]
The Danes and their King [bfn67, De Danske og deres Konge ]
The Man from Paradise [bfn 81, Manden fra Paradiis ]
Love [bfn 130, Kjærlighed. See Solen blusser saa elskovsrød ]
The Snow-Queen [bfn 25, Snee-Dronningen]
My Aunt's old Screen [bfn 65, Mosters Skjærmbræt ]
The Werewolf [bfn 171, Vaerulven ]
The Soul [bfn 17, Sjælen ]
The Dying Child [bfn13, Det døende Barn ]
A Sketch on the West Coast of Jutland [bfn90, Malerie fra Jyllands Vest-Kyst ]
The Wild Rose [bfn 188, Rosen ]
Morten Langé [bfn 69, Morgen lange ]
Flitting Day in April [bfn 60, Flyttedagen i April ]
Melodies of the Heart [bfn 131 To Brune Øine, bfn 132 Min Tanke er et mægtigt Fjeld, bfn 137 Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige, bfn 135 Henvisned er de Blomster Du mig gav, bfn 105 Man har et Sagn, et Eventyr ]
The Elf-King's Bride [bfn 163, Elbkongens Brud ]
New Year's Night [bfn 23, Nytaarsnat ]
The Soldier [bfn 52, Soldaten ]
Lines [bfn 872, Nu kommer Kongens Liig, Du Folkekjære ]
The Boy in the Churchyard [bfn 172, Barnet ved Kirken ]
Written in the Cathedral of Cordova [bibid 9635, Fra domkirken i Cordoba ]
The Lotus and the Pomegranate [bibid 9625, Som en Lotus paa den stille sø ]
Andalusian Eyes [bibid 9261, Hvo skal jeg tro? ]
On Granada [bibid 9628, Held mig, Granada jeg ser ]
Written at Burgos [bibid 9614, Det fyger så voldsomt derude ]
Spain [ bfn 866, Spanien, hvilken Rigdom har Du]
In Africa [bfn 853, I Africa, Jeg er ovre i Marocco ]
Consolation [bfn 871, Fortrøstning ]

Plus: P. 386: Approach this Coffin, [bfn 441, Træd hen til Kisten her]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.C. Andersens "Samlede Skrifter" er udgivet i to danske udgaver (men udkom før på tysk: Gesammelte Werke fra 1847, inklusive supplementer 50 bind!): Samlede Skrifter bd. 1-33, 1853 (påtrykt årstallet 1854) - 1879 og Samlede Skrifter. Anden Udgave bd. 1-12, 1876-1880. Birger Frank Nielsen henviser konsekvent til andenudgaven af Samlede Skrifter , når han henviser til trykte versioner af tekster, han omtaler i H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875 (1942). Henvisningerne er en hjælp til den læser, der vil finde og læse en tekst, og en del tekster, især lejlighedsdigte, er da heller ikke til at finde andre steder (eller var det ikke før udgivelsen af Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, Kbh. 2000). Det er standard at henvise til andenudgaven af Samlede Skrifter fremfor førsteudgaven, og det må skyldes forskellen i overskuelighed. Førsteudgaven er en lidt sær og rodet udgivelse, idet den indeholder førsteudgivelser af flere af de større værker, der hen ad vejen blev indlemmet i Samlede Skrifter i stedet for at trykkes som selvstændige publikationer: romanen At Være eller ikke være (1857, SS bd. 23) og rejsebøgerne I Spanien (1863, SS bd. 24) og Et Besøg i Portugal (1868, SS bd. 28). Det sidste bind i førsteudgaven, bd. 33: Digte. Tillæg (1879), supplerer bd. 15 og 16 (1854). Det udkom (nogenlunde) samtidig med andenudgavens eneste digtbind, bd. 12, der således samler digtene, der fylder tre bind i førsteudgaven.

Birger Frank Nielsen beskriver førsteudgaven nærmere i sin bibliografi, se http://www.andersen.sdu.dk/forskning/bib/bfn/vis.html?p=634&show=1 , og Gesammelte Werke beskrives yderligere her: http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/register/info.html?vid=801 . Andenudgaven beskrives nedenfor:

1. Bind.

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Første Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Mit Livs Eventyr s. 1 - 554

Indbundet i samme bind, men udkommet senere, nemlig maj 1877: Mit Livs Eventyr. / af H.C. Andersen. / Fortsættelse / (1855-1867). / Udgivet af / Jonas Collin. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877.

2. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Andet Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Improvisatoren s. 3 - 343

3. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tredie Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

O.T. s. 1 - 283

4. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjerde Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Kun en Spillemand s. 1 - 304

5. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

De to Baronesser s. 3 - 259

At være eller ikke være s. 263 - 508

6. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Sjette Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Billedbog uden Billeder (1.-33. aften) s. 1
Lykke-Peer s. 41

Biographiske Skizzer s. 123

1. En Periode af Ole Bulls Liv s. 125
2. Henriette Hanck s. 128
3. Jens Adolph Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann s. 130
4. Johan Peter Emilius Hartmann s. 141
5. Bernhard Severin Ingemann s. 147
6. Bertel Thorvaldsen s. 149

Fodreise fra Holmens Canal til østpynten af Amager s. 161
Reiseskizzer s. 271
Silkeborg s. 273
I Schweiz (Ragaz, Løven i Luzern) s. 283
Festen i Obergammerau s. 292
Charles Dickens s. 299
I Danmark, (Skagen, Vænø og Glænø) s. 328
Jura Bjergene s. 343
Nürnberg s. 347

7. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Syvende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

En Digters Bazar s. 3 - 385

8. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 s. 3
I Sverrig s. 123
I Spanien s. 255
Et Besøg i Portugal s. 483

9. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret s. 1
Fire Aarstider s. 37
Festen paa Kenilworth s. 69
Skilles og mødes s. 169
En rigtig Soldat s. 245
Den Usynlige paa Sprogø s. 271
Mulatten s. 303
Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris s. 391
En Comedie i det Grønne s. 399

10. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tiende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Maurerpigen s. 1
Vandring gjennem Operagalleriet s. 83
Fuglen i Pæretræet s. 99
Kongen drømmer s. 133
Lykkens Blomst s. 167
Den nye Barselstue s. 237
Liden Kirsten s. 271
Kunstens Dannevirke s. 297
Bryllupet ved Como-Søen s. 311
En Nat i Roskilde s. 367
Meer end Perler og Guld s. 393

11. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ellevte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Ole Lukøie s. 1
Hyldemoer s. 77
Nøkken s. 123
Indledning til Carnevalet s. 157
Paa Langebro s. 169
Han er ikke født s. 255
Da Spanierne varher s. 317
Ravnen s. 385
I Vetturinens Vogn s. 425
Kong Saul s. 435
Agnete og Havmanden s. 467
Ahasverus s. 549

12. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tolvte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[digte]

13. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Trettende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[eventyr/historier] - i bd. 13-15 i en rækkefølge, der ligger tæt på teksternes oprindelige udgivelseshistorie.

14. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjortende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

15. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femtende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

Assens Amts Avis, 4. April 1905 fortæller om en lille Bog i Oktavformat, helt igennem skrevet med H.C. Andersens Haand. Han forærede selv Bogen i 1830'erne til daværende Politifuldmægtig Rist, og den ejes af dennes Søn, Oberst Rist. I den lille Bog finder man bl.a. nogle af Andersens første Digte, deriblandt et, som han kalder "Mit Liw" (!), og som er digtet 1822.

Taare trille naar jeg mindes / Barndom dig med al din Fryd. /Da var jeg saa rolig, Herrens Engle trolig, /Skjærmede om mig - - -
Naar Aftensolen hist i Vesten sank,/ Og Maanens Skive skinned klaer og blank, / Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng / Og bragte ham til lune, bløde, Seng; / Og medens udenfor lød' Naattergale-Chor, / Hun lærte mig at bede Fader-vor. / Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed', I Lue brøn den Gnist, som havde dulmet; / Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel / Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel! / Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede, / Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede / Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød / Og græd veemodig ved skøn Valborgs Død. / Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte, / Jeg Verden kun af Digterværker kjendte / Og var derfor saa lykkelig og fro, / Og ilede fra Barndoms søde Boe / Allene ud i Verden vide. /
Naadig Herren var og god, / Mig hans Engle fulgte, / De i Drømme gav mig Mod,/ Haabet ei sig dulgte. / Naar jeg i den dunkle Nat / Syntes mig saa rent forladt, / Knæled jeg paa Sengen, / Modig da jeg Harpen tog, / Strængene med Haanden slog, / Sang min Smerte, sang min Lyst, / Og det lindrede mit Bryst. /
Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,/ Og lyttede til Barnets svage Sang; / De saae hvor Sjælen gennem Støvets Zoner / Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang. / Thi tog de Barnet fra sin raae Natur / Og satte ham bag Templets lune Muur, / Hvor Aanden kunde classisk dannes ud, / Og eengang kraftfuld stige mod sin God, /
Jeg græd af Glæde, / Mit Hjærte bævet (!) ; / Er Gud tilstæde?! / Hans Engle svæved' / Jo mildt om mig. / Sig Veien høiner / men Maalet øiner / Dog Sjælens blik. -
Heelt uvant var' de første Skridt at gaae, / Og nu jeg først min hele Svaghed saae: / Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg / Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg: / Mon ogsaa du har Kræfter værdig er, / Alt hvad der for dig Svage gjøres her?
Men snart en Klogskabs Stemme, / Den mørke Taage brød / o aldrig kan jeg glemme, / Hvad for mit indre lød. Nu har man planten prøvet, / Men den kun Ukrud er, / Thi har man den berøvet / Sit Haab, sit Stjerneskjær /
Fortvivlet drog jeg dag i Verden ud, / Og glemte Naadens store,milde Gud; / Da lød din Stemme faderlige Ven / Og atter mig til Livet kaldte hen; / Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro, / At Evner end hos Ynglingen skal boe, / Men det er dog en sød en salig Trøst, / At høre venskabs vennehulde Røst, / jeg synker veed jeg - men med roligt Bryst, / Jeg gjorte hvad jeg kunde, er min Trøst. / Jeg var stupid, forvirret uden Sands, / Og derfor drømte om en Digterkrands.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Viceskoledirektør H.A. Svane: Fejringen af H.C. Andersen på Holsteinsgades Skole, Gasværksvejens Skole, Vigerslev Alles Skole, Skolen ved Nyboder, Skolen paa Enghaveplads og Grøndalsvængets Skole. - Paa de skoler, der har Radiomodtager, oprandt Dagens mest festlige Stund hen mod Skoledagens Slutning. Lidt over eet læste Professor vilhlem Andersen baade "Den lille Pige med Svolstikkerne" og "Svinedrengen". b Berlingske Tidende, 5. april 1930.
Ingeborg Spager: H.C. Andersen fejredes inden for Skolens Mure: Metropolitanskolen, Tunghøreskolen, Hillerødgades Skole, Ny Carlsbergvejs Skole, Mellm- og Realskolen paa Forchhammersvej, Kommuneskolen i Nørre Alle. Berlingske Tidende, 12.4.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Harald Tandrup fortæller om artikel "Storken fløj hen over Odense By den 2. April 1805. Den skulde aflevere et Barn hos Byfoged Pfefferkorn." Siden har der dannet sig den tradition i familien, at Pfefferkorn var fader til Andersen! Berlingske Tidende, 6. juni 1932.

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,

Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

Heri dele af afd. Professor Einar Christiansens engelske bibliotek. Katalog Nr. 83 [1940]. Andr. Fred. Høst & Søn. kataloget s. 3: "Nye Eventyr og Historier, Anden Samling" 1858. Med dedikation til Frøken Agnes Dunlop:

[Michael Rosing, Digter og pindar-Oversætter blev 1863 konstitueret som adjunkt ved Sorø lærde skole. Samme år ægt3de han Agnes Dunlop, der var ddatter af plantageejer på St. Croix John Balthazar Dunlop]

Frøken Agnes Dunlop:
Ved Slagelse, den gamle Skole-Stad,
Just, som vi begge to paa Vognen sad,
Faldt disse Blade bunden i Bouquet,
Bragt fra min Haves bedste Blomster-Plet,
ned til Dem - og nu her hvor nydeligt!
Fortællingen derom er straks et Digt.

fra H.C. Andersen.

kataloget s. 4: Improviseret vers skrevet i bogen

Missis seer til Lovdi hen,
Han kjæmmet var og vasket,
Hun siger "Var han en Ungersvend,
Til Gretnagreen vi trasket!"

Missis sidder saa luunt og godt,
klapper Lovdis Manke,
Hen er for hende som Æblekompot,
Han er hendes stadige Tanke.

Missis kjører i Sharabank,
Og det har der gjort saa mange,
Hun kysser paa Lovdis Pusselank,
Og taber Shawlet to Gange.

Missis og Lovdi sættes paa Vers,
De sidde til Verdens Ende,
ingen maa komme de to paatvers.
Han gøer og hun vil skjende.

H.C. A.

Basnæs Juni 1862.

En Læser i Jelling har sendt Vejle Amts Folkeblad følgende Anekdote, som stammer fra Søndagsbladet (Ugeblad for Land og By) den 17. December 1899: Kongen gik sammen med et par andre mænd hen ad Jelling Gade, H.C. Andersen blev staaende stille noget derfra ... Kongen mødte en Flok Drenge ..., slog H.C Andersen paa Skulderen og sagde: "Naa min gode Andersen, nu staar De nok og digter et nyt Eventyr" ... Den grimme Ælling ... [Myte: DgÆ blev digtet i 1843, og Frederik den VII blev konge i 1848, var i Jelling 1861, og da var HCA i hvert fald ikke i Jelling]. Svendborg Avis, 25.2.1943; Bogense Avis, 27.2.1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Folmer Schiøtt: Mæt af dage, plaget af gigt og med 60.000 på kistebunden sov den gamle digter stille hen. Horsens Social-Demokrat, 3. august 1950; Fyns Socialdemokrat, 30.7.1950; Faaborg Social-Demokrat, 2.8.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

På Nationalmuseet, blandt meget andet: To Glasrruder med inskription fra "Norske Løve" i Korsør. Thomasine Gyllembourg sad en dag i "Norske Løve" og ventede paa Postvognen. I sin Jammer over den lange Ventetid gav hun sig til at skrive paa en af Ruderne, og det blev til den berømte Sætning: "O Gud, O Gud i Køge". I 1835 omtalte hun Episoden i "Ekstremerne", som HCA læste. Da han en Dag i 1836 var i Køge, opsøgte han Norske Løve og kunne ikke finde Ruden; uden videre Vrøvl satte han sig derfor hen til Vinduet og skrev en ny Inskription, dog noget modificeret, idet det kun blev til "O Gud, i Kiøge". B.T. 13.10.1954. [de to Ruder er vist i hæftet: 11748 ]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

C.H. Detlev af Trampe: H.C. Andersens säng. Dagens Nyheter, 30.7.1958; grev Adam Frederik Trampe stod på lit de parade i juni 1807 i Odense Domkirke. Da hans enke, Gertrud Trampe, stod ved kisten, kom en ung mand hen til hende og sagde, han hed Andersen, var skomagermester og havde været gift i 2 år. Han havde en dårlig seng og havde ikke råd til at købe en ny. han spurgte, om man ikke efter begravelsen ville forære ham katafalken. Det lovede grevinden. .... Senere traf HCA en datter af grev Trampe, Clara Charlotte, der var gift Skeel - og fra hende havde han beretningen om faderens henvendelse i Odense Domkirke. Hun stod nemlig ved moderens side den pågældende dag. Dagens Nyheter, 30.7.1958; Kristeligt Dagblad, 14.8.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dagens Jonas: København har for lidt at viese om H.C. Andersen, siger aut. turistfører Esther Vinter Johansen i 'Berlingske'. Hans statue i Kongens Have bør flyttes hen til indgangen. Alle turister spørger: Hvor er Andersen? Men kunne turistførerne ikke i Andersens ånd bruge deres fantasi. Aktuelt, 13.8.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.

Dirk Heisserer: Wellen, Wind und Dorfbanditen. Literarische Erkundungen am Starnberger See. Diederichs. Stuttgart 1996. 328 s. Heri s. 302-09: Eine Erinnerungsblume - om besøget i juni 1852 hos Kong Max II på "Der Roseninsel". Dagbog 19. juni 1852 kombineret med MLE

"Vor den Ruinen einer alten Wallfahrtskirche stand ein blühender Holunderstrauch, der König brach einen Zweig ab und gab ihn mir zur Erinnerung."
Das Gefolge hielt sich etwas zurück, der König lud mich ein, neben ihm auf einer Bank dicht am See Platz zu nehmen, er sprach von meinen Dichtungen, von allem, was Gott mir verliegen hatte, sprach davon, wie wundersam das Los der menschen ind er Welt sich gestaltete und von dem Trost, der darin liege, wenn man sich an den herrgott halte. In der Nähe von dem Platz, wo wir saßen, stand ein großer blühender Holunder, der Anlaß gab, von der dänischen Dryade darin zu sprechen, wie sie sich im Märchen "Holunderweibchen" offenbarte, ich erzählte von meiner letzten Dichtung, der dramataishcen Behandlung derselben Figur, und als wir am Strauche vorübergigngen, bat ich um die Erlaubnis, eine von seinen Blüten zur Erinnerung an diese Stunde pflücken zu dürfen; der König brach selbst eine ab und reichte sie mir, sie wird nun zwischen lieben Andenken verwaht und erzählt von dem Abend hier.
Ved Taflet hædrede Kongen mig med at udbringe en Skaal for min Musa, og da vi reiste os, indbød han mig til en Seiltour; det var graat Veir, men Skyerne i Flugt; ved Søen laae en stor lukket Baad, pyntelige Roerkarle presenterede med Varerne og snart og let glede vi hen over Vandet; jeg læste ombord Eventyret: "den grimme Ælling" og under livlig Samtale om Poesie og Natur kom vi til en Ø, hvor just paa Kongens Befaling en smuk Villa blev bygget; tæt ved var gjennemgravet en stor Høi, man antog den for en Kæmpegrav, som de hos os i Norden, her var funden Knokler og en Flintesteens Kniv. Følget holdt sig noget tilbage, Kongen bød mig tage Plads hos sig paa en Bænk tæt ved Søen, han talte om mine Digtninger, om Alt hvad Gud havde givet mig, talte om, hvor forunderligt Menneskenes Lod i Verden blev, og den Fortrøstning, der laae i at holde sig til Vor Herre. I Nærheden af, hvor vi sad, stod et stort blomstrende Hyldetræ, det gav Anledning til at omtale den danske Dryade deri, som den aabenbarer sig i Eventyret "Hyldemoer ", jeg fortalte om min seneste Digtning, den dramatiske Benyttelse af samme Person, og da vi gik Træet forbi, bad jeg om Tilladelse til at plukke een af dets Blomster til en Erindring om denne Stund; Kongen brød selv een af og rakte mig, den gjemmes nu mellem kjære Minder og fortæller om Aftenen her.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smidt, Claus M. & Mette Winge, Hen over torv og gade. Mennesker og huse i Guldalderens København . Gyldendal, København 1996. Pp. 20-23, 32-33 og 123-26. Cf. reg.

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 532.

Christel Wiinblad: Kan man brodere nutidige historier for unge hen over kanoniserede forlæg af H.C. Andersen, Blicher og Pontoppidan. Både og: Cecilie Eken: Din for evigt. Gyldendal ... er både sprogligt, kompositorisk og sanseligt en virkelig fin lille roman. Den er skrevet med afsæt i H.C. Andersens 'Snedroningen' og har fasthodlt eventyrets karakteristiske opbygning i syv små historier. ... Politiken, 25.2.2012.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl-Göran Ekerwald: Da H.C. Andersen kom til Uppsala, gik han hen og hilste på æstetikprofessoren Nybloms danske hustru med ordne: "Jeg erFanden selv. Vil De se min hale?". Kristeligt Dagblad, 18.8.2012

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jens Andersen: Regeringen siger, at alt for mange unge stiler efter en ph.d.-afhandling i stedet for et svendebrev. ... Gå dine egne veje, kammerat! Gennem tromlen og røret, ned i mørke kældre, hen over lysende tage. Ligesom skorstensfejeren, der har blik for livets eventyr ... Politiken, 25.8.2013.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Traduit du danois et présentés par Michel Forget. Classiques du nord. Percée. Paris. Les belles Lettres. 2013. 166 s.

L'enfant mourant = Det døende barn
L'instant de la mor = Dødsøjeblikket
Nuit de Nouvel An = Nytårsnat
La rue Østergade considérée d'un point de vue poétique = Østergade
Phantasus (L'Imagination et la Folie) = Phantasus
Paysage du soir = Aftenlandskab
Temps gris = Gråt vejr
La reine des neiges = Snedronningen
L'âme = Sjælen
L'étudiant = Studenten
Le voleur = Tyveknægten
Qu'est-ce donc que notre vie ...? = Hvad er vort liv
Critique littéraire = Recension
Étude d'après nature = Studie efter naturen
Violettes = Martsviolerne
Le soldat = Soldaten
Vie de nomades = Vandrerliv
Le violoneux = Spillemanden
Mélodies du cœur = Hjertets Melodier: I J'ai vu, naguère, deux yeux bruns = To brune øjne jeg nylig så
II Mes pensées sont une montagne imposante = Min tanke er et mægtigt fjeld
III Tu m'as donné des fleurs = Du gav mig blomster
IV Tu es devenue la pensée de mes pensées = Min tankes tanke ene du er vorden
V Elles se sont fanées les fleurs que tu m'as données =Henvisnet er de blomster
VI Tu ne comprends pas le cours éternel des vagues = Du fatter ej bølgernes evige gang
VII Je t'aime - toi dont je ne pwux pas dire le nom = Jeg elsker dig - dig, som jeg ej tør sige
VIII Il est une légende - une conte = Man har et sagn - et eventyr
En premier plan et un brin de verdure = En forgrund og en smule grønt
Stances à la musique = Stanzer for musik
Tableaux imaginaires = Fantasibillede
Une halte sur la lande = Hvile på heden
Une scéne en hiver = Et Vinterparti
Le lourd, l'amer chagrin de l'homme = Mandens dybe bitre sorg
Le voyageur et l'habitant de la lande = Den rejsende og hedeboeren
Octobre = Oktober
La tempête = Stormen
La rose = Rosen
Le pouvoir du poète = Digterens magt
Le fils du désert = Ørkenenes søn
Dans la clarté de l'été = I skærsommer
Le berger = Hyrden græsser sine får
Et toi, puissante mort ... = Du stærke død
Le dernier chant d'un poète = En digters sidste sang
Loin, bien loin ... = Langt fra
Poésie = Poesien
La rose sur le cercueil = Rosen på kisten
Le vieil arbre = Det gamle træ
Psaume = Salme
Îles humides du nord ... = Op til de våde øer
Monsieur Petersen le jeune = Den unge Herr Petersen
Mon arbre = Mit træ. Imellem havens buske
Accords = Stemninger
Henriette Wulff =
Malaga I = Ved husets mur stod en hæk af geranier
Malaga II = Ingen kender mig, ingen kender jeg
Grenade = Granada. Den, som jeg gav af mit hjerteblod
Ma pensée, où s'envolera-t-elle ...? = Hvor flyver min tanke i morgen den dag?
Lorsqu'elle chantait = Da hun sang.
La fermière et ses œufs = Konen med æggene.
Souvent, parmi l'herbe maigre ... = Imellem fattigt græs og urt
Danemark, ma patrie = Danmark, mit fædreland
Jutland = Jylland mellem tvende have
Voyager, c'est vivre = Det er liv at rejse
La nouvelle année = Det nye år kommer susende
Excursion au Vesuve = Vandring på Vesuv
Odense = Du kære, gamle fødeby
Chaque Automne ... = Hvert efterår siger løvet, der faldt
Fionie et Suisse = Fyn og Schweiz
Pareille angoisse, jamais je n'ai connue ... = Jeg har en angst som aldrig før
Pour l'album de Mme Grove, née Fenger = Fru Grove, født Fenger
État d'âme = En Stemning
Tout passe comme le vent = Alt farer hen som vinden
Paris = Susende, vekslende, trættende, broget
La maison de mon enfance = Mit barndoms hjem.
Heures sombres = tunge timer
La nuit la plus courte = Den korteste nat
Le miracle = Miraklet. Fra pyramiden i ørkenens sand
Au printemps à Køge = I foråret i Køge. En lille lærke kvidrende kom
Dans les rayons du couchant ... = I aftensolens stråler
Si d'aventure .. = Hvis højt i juletræets top
Sans cesse la vie quotidenne = Friskt skyder hverdagslivet sine ranker
Le chant de la sirène = Havfruesang. Hvor bøgen hælder isn friske gren.

(Bibliografisk kilde: HCAH)