DK | EN
Indlæg fra de internationale HCA - konferencer
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Indlæg fra de internationale HCA - konferencer

Hop forbi menu og nyheder

Sjælen på livseventyrets vej

Det er et stående paradoks i min oplevelse med bøger, hvor utroligt mange der har virket direkte betydningsfulde, når jeg første gang læste dem, og hvor alligevel yderligt få der i praksis har grebet kompakt og uforglemmeligt ind i mit liv. Eigil Nyborgs indgående analyse af syv H. C. Andersen-eventyr, som første gang udkom sytten år efter 2. verdenskrig, blev for mig en bog af sidstnævnte art. Den blev, inden for de nærmeste par år, slet og ret anledningen til, at jeg gjorde mig fortrolig med Jungs teorier om det kollektive ubevidste, - som med årene dernæst løbende blev suget op i mine egne teorier omkring den fantastiske litteratur, efterhånden som disse tog form. Fremfor alt Jungs Psykologiske Typer blev også en sådan grundstensbog, men uden Eigil Nyborgs Jung-læsning af H. C. Andersen var det hele aldrig begyndt.

Efter et langvarigt og til sidst afbrudt ikke-litterært universitetsstudium blev jeg så småt omsider lovformelig litteraturstuderende, men allerede i løbet af de første tre semestre beseglede skæbnens uudgrundelige gang i virkeligheden, at det ret og slet ville blive Den fantastiske Litteratur, som for mange år frem skulle komme til at fæste mig i sin tjeneste. En tidligere forhåndsvejviser ind i dette skæbnevalg var mit møde med Kafkas romaner, i årene straks inden mødet med Nyborgs bog; til denne første hovedfaktor sluttede sig nu, i indledningsfasen af mit nye litteraturstudium, yderligere følgende fire hovedfaktorer. Først mødet med Gullivers Rejser, fremfor alt den dybdepsykologisk-fantastiske udformning af dette værks afsluttende fjerde del. Dernæst Knut Hamsuns herostratisk gådefulde roman Mysterier, hans første efter den indledende Sult; den læste jeg con amore, og egentlig kun ved en ren tilfældighed. Den tredje hovedfaktor blev mit møde med den tyske romantiks fantastiske fortællere; og i umiddelbar forlængelse heraf fulgte så den fjerde, - nemlig dén samlede tilbagevenden til H. C. Andersen, som dette møde automatisk udløste. Og alle disse faktorer lå jo så tilsammen inden for den jungske indfaldsvinkel, som Nyborg oprindelig havde vist mig vej til.

Den klage, som vi alle har set formuleret i oplægget til nærværende H. C. Andersen-konference, klagen over, at H. C. Andersens litterære ry uden for Norden næsten udelukkende er forbundet med hans egenskab af forfatter for børn, bliver særlig tankevækkende netop i lyset af den personlige indfaldsvinkel, som jeg har lagt ud med at lyn-sammenfatte i tilbageblik her. En universalnøgle i låsen til Andersens karrière som eventyrfortæller var netop, ikke blot hans brug af folkeeventyret i videre forstand, men herunder fremfor alt brugen af trylleeventyret. Det allerførste forsøg i denne genre, den senere "Reisekammeraten", forelå allerede inden 1830, i skikkelse af "Dødningen", som den først hed. I 1835 lægges der så ud med "Fyrtøiet". I symbolmæssig henseende er dette eventyr simpelthen det mest svimlende guf som kan læses gennem et par Jung-briller, men i sit symbolapparat rummer det én detalje, som rækker endnu mere svimlende ud over dette apparat i sig selv; nemlig den særlige omstændighed, at det var heksens mormor, der i sin tid havde glemt fyrtøjet i underjorden under det hule træ, og hverken heksens egen mor eller hun selv har åbenbart i de mellemliggende evigheder haft grundstyrke nok til at hente det op igen ved egen hjælp: denne sunkne urkvindelige gnist skal der med skam at melde nu en repræsentant for patriarkatets magt til at hente op igen af underjorden, og ved selve denne ilds indgriben lykkes det, som vi ved, så i sidste ende vor soldat at omstyrte den patriarkale konge- og dronningemagt, som stod i vejen for hans erobring, ikke blot af prinsessen og det sædvanlige halve kongerige, men endda af rub og stub på én gang - altså det dobbelte af den fadermagt, som det klassiske trylleeventyr normalt lader sig nøje med. Resten overlades jo traditionelt til vores fantasi, - så sandt som trylleeventyret kun lægger vægt på denne grundlæggende start på voksenpersonlighedens udvikling, eller individuation som det også kaldes, i jungsk forstand: opgøret med skyggen, integrationen af heltens indre seksuelle modpol, og begyndelsen på voksenovertagelsen af forældreautoriteten. Lad os et kort øjeblik forestille os, at vi ville digte videre på det forbløffende symbol, som selve fyrtøjet udgør; i så fald måtte der spindes en lang, lang fortælling om de helt særlige udfordringer, der mødte vor soldat på hans videre vej gennem livet, i hans dobbelte rolle som fyrste i en patriarkalsk samfundsorden og agent for matriarkatets genopstandne ildkraft. At en sådan romanfortsættelse på Andersens berømte eventyr ikke rent faktisk allerede forlængst er bragt til verden af enten Fay Weldon eller Inge Eriksen, er en litterær gåde, men fra i morgen kan de altså nu bare tage fat.

Hvordan ville vor soldats samlede livssaga egentlig så komme til at se ud? Ja, i starten af den ville vi jo fortsat have Andersens indledning som en fantastisk specialindvielse til en meget omfattende og vidtstrakt livsopgave, hvis forvaltning henad vejen ville måtte omsætte sig i et tilsvarende omfattende og vidtstrakt liv, altså netop en livssaga. Sådan en fortælling kalder jeg livsepisk, og fortællemåden, der udløser selve oplevelsen af et sådant i særlig grad episk liv i læseren, kalder jeg livspanoramisk. I fortællingens begyndelse vil der naturligt ofte ligge et usynligt kald, som dernæst bliver synligt; tager helten det så på sig - og det gør han jo netop, det er jo i kraft heraf at han bliver helten - må han dermed først gå igennem den fantastiske indvielse, mødet med udviklingsdybets underjordiske kræfter i ham selv; denne første runde er identisk med trylleeventyrets fantastiske optakt til personlighedsudviklingen, men spindes der så, med selve kaldet som uformindsket drivkraft, videre på heltens fortsatte liv, forbi indvielsen, så får vi altså først selve sagaen, med andre ord: vi får da en samlet livssaga, der begynder i det fantastiske og fortsætter sig i det livsepiske. Tilsammen er disse tre momenter - altså kaldet, den fantastiske indvielse og den livsepiske videreførelse - udtryk for livet i dets muligheders maksimale målestok, det fuldtudbyggede liv i stor skala, kort sagt livet i selve det livseventyrliges uindskrænkede tegn. - Og som det afsluttende fjerde kommer så, som selve det livsepiskes fuldbyrdelse, genforeningen med den tilværelsens kosmiske alheds-urgrund, som hele livets rejse er begyndt i. Den sjæl, som vil et sådant samlet liv, må kort og godt kunne kaldes syvmilesjælen, eller ildsjælen; ja, selve den livsarketype, som et sådant liv virkeliggør, måtte endog kunne kaldes ildsjælens arketype. - Det er min opfattelse, at fortællinger der spænder hele vejen mellem disse to livsgrundlæggende yderpoler, det fantastiske og det livsepiske, er ligefrem sjældne i litteraturen. Måske kunne der argumenteres for, at Andersens første roman, Improvisatoren, rummer antydningen af en sådan struktur. Men det er karakteristisk for Andersens forfatterskab som helhed, at disse to yderpoler, det fantastiske og det livsepiske - der begge netop springer frem som hovedlandmærker i hans digtning - tillige næsten udelukkende optræder hver for sig. Og her er det altså netop de fantastiske fortællinger - dvs. såvel trylleeventyrene som de dybdeforvandlingspsykologiske eventyrfortællinger uden forlæg, som han videre dernæst skabte helt på egen hånd - der i den førnævnte klages forstand har tegnet hans internationale berømmelse som forfatter for børn. Den samme skæbne, på en næsten identisk baggrund, er blevet en række andre berømte værker til del. I tilfældet Swift er den fortryllelsespsykologiske sidste del af romanen om Gulliver ganske vist helt blevet udrangeret, her har børnelitteraturen kun kunnet fordøje del I og II. I tilfældet Carroll er den voksne læsers rolle sunket ned til den blotte og bare højtlæsning af romanerne om Alice i Eventyrland og Bag Spejlet for sine børn. I tilfældet Stevenson kender det voksne læserflertal i bedste fald Dr. Jekyll og Mr. Hyde fra nogen af filmatiseringerne. Og i tilfældet Dumas er den livsepiske del II og III af trilogien om d'Artagnans liv blevet koblet ud på et sidespor, mens den trylleeventyrligt udformede indledning De tre Musketerer er gledet ind som klassiker i børne- og ungdomslitteraturen. Bortset fra del IV af Gulliver, som allerhøjst engelskstuderende har været tvunget til at finde vej i, har disse trolddomsagtigt forvandlingspsykologiske klassikere kunnet opleves, intuitivt, af yngre læsere, mens de voksne har manglet bevidst indsigtsværktøj til at kunne få noget væsentligt ud af dem. Lad mig tippe på, at noget tilsvarende kunne være sket med Kafkas Forvandlingen, hvis den var dukket op i god tid inden psykoanalysens gennembrudsepoke, i stedet for et stykke inde i denne.

Det er således først inden for de allerseneste årtier, at f.eks. H. C. Andersens fortællinger i det fantastiskes dybdepsykologiske genre er kommet inden for en direkte indsigtsanalytisk voksenrækkevidde. Endnu har Nyborgs berømte rejsefører på den magiske mystery tour ind i syv af disse fortællinger mindre end tredive år på bagen. Lad os ikke glemme det! På svensk har man et formidabelt ord, som vi på dansk beklageligt savner, til betegnelse af især fantastisk litteratur med spændvidde nok til at give ubeskåret udbytte på forskellige alderstrin: allålderslitteratur, hedder det i Sverige. Det er dér vi skal hen med børnenes H. C. Andersen.

Men dette gælder så sandelig også i den omvendte retning. For der er et overvejende stort antal af, hvad jeg kalder Andersens livsepiske eller livspanoramiske fortællinger, som ville være den rene inspirationsgave for et alvorligt undrende og åbent barn på vej ind i livet - i samme åndedrag som de kunne være en inspirerende hjælp til heling af mangt et livsoverbliksamputeret voksent sind i netop vor forfladigende, forflygtigende og frem for alt fragmenterende tidsalder. Er man faldet væk fra, som noget førhen spontant selvfølgeligt, at anskue livet i dets organisk fulde, livsalderspektrale udstrækning, så gælder det om at genvinde kontakten med den bagvedliggende arketype - hvis indledende arbejdsnavn, ildsjælens - eller syvflammesjælens! - arketype jeg nu (hvor jeg alene taler om det livsepiske) vil modificere til livshelhedens arketype. Ser vi bort fra den trylleepiske eventyrhelts bogstavelige fantastiske indvielse til et episk liv i helt særlig målestok, så er det lidt mindre eventyrligt iøjnefaldende liv jo stadigvæk - i kraft af selve sin udstrækning og sit tilbud om en samlet helhed - en potentiel livssaga, et fuldt muligt livseventyr. For er det i virkeligheden ikke i selve denne mulighed, at det, som vi i daglig tale så uhåndgribeligt svævende refererer til som "livets mening", til syvende og sidst håndgribeligt ligger gemt? Andersens livsepiske fortællinger er en skat uden lige, fordi de i så enestående original og anskuelig en form åbner os vej til den forløsende tilbageerobring af en panoramisk måde at se livet på; en vej ud af en forarmende lokalcelleindespærring, en vej til genvunden overordnet selvforståelse og selvforvaltning i den enkeltes liv.

Men først og fremmest må enhver gøre op med sig selv, i hvilken udstrækning hun eller han vil søge sig sin egen vej gennem livet. Enhver, der ikke ligefrem ønsker at være flokdyr med hver en dråbe af sin livskrafts flod, må give sig sin egen usynlige indre klokkes kalden i vold og følge den, indtil han finder, at den er blevet ham synlig. Og enhver vil så kunne indstille opdagelsesrejsen og slå sig ned dér, hvor han mener, at dette er blevet opfyldt. Da er man gået sine egne aleneskridt så langt som man føler, at det var påbudt - nemlig for at kunne fortsætte, i samklang med sit fundne selv, resten af sit livs skridt i fællesskabets fodslag. - I fortællingen om "Klokken" er det på ligeså enkel som sindrig vis anskueliggjort, hvor forskellig udstrækningen af denne personlige lytten sig frem bliver for forskellige slags individer. Set med kongesønnens og den fattige drengs øjne ville de vekslende menneskeskabte legemliggørelser af klokkens klang, som successivt får deres kammerater til at slå rødder, være for ret og slet erstatnings-tingeltangel at regne - i forhold til dén eneste ene, der så uimodståeligt får de to til at fortsætte. Hvorfor må netop disse to trænge videre så langt ud i skoven, så lang vej gennem det ukendte, for at nå i mål? Hvordan kan netop de så usvigeligt sikkert fastholde den autentiske enhedsklokkes klang og aldrig forveksle den med alle efterligningerne på vejen? Svaret må være, forekommer det mig, at deres erindring går tilbage til før deres jordiske livs begyndelse. Den enhed, de kom ind i verden fra, erindrer sig selv i dem i uforfalsket udgave. Og genforeningen med den, ved udgangen af deres møje, bliver da en nu fuldt bevidst opvågnen, en fuldt vågen personlig overtagelse af den styrende faktor, som de indtil nu i virkeligheden jo alligevel hele tiden allerede havde bekendt sig til. Er det inderst inde noget sådant, man ønsker at leve ud og virkeliggøre, så ville det jo i sandhed også være en ulykke at gå fejl af det.

Lad os nu, fra denne programerklæring om selve den livsepiske enhedsudfordring, vende blikket mod en programerklæring, der på én og samme gang omfatter denne udfordring og resultatet af at følge den.

I sin forening af originalitet og klarhed er fortællingen om "Kometen" ligeså overrumplende en indgang til dette usædvanlige emne som den om "Klokken". Bevidst vækkes den livsepiske udfordring i den lille dreng af hans mors rækken ud efter de farvestrålende sæbebobler, han blæser i hendes køkken, som metafor for de livsår, hun ønsker ham. Med sin livspanoramiske fantasi griber drengen lynhurtigt fat om denne flyvende og skinnende fremtidsmetafor og lever sig i sin leg omgående helt personligt ind i den. Nu har han allerede bevidst skabende kontakt med det livsepiskes arketype. Men lige akkurat i dette øjeblik bliver der kaldt af naboerne, en i ugevis ventet komet viser sig just nu på himlen; i "den lysende Ildkugle med den straalende Hale" møder han et om muligt endnu mægtigere livspanoramisk symbol, - men dels er jo dette symbol, netop, så helt og udelukkende symbol, i modsætning til de måske nok lidt mere allegorisk blødgjorte sæbebobler, dels er han naturligt nok uden enhver tanke om et kommende gensyn med kometen i sin alderdom. Tilsammen må altså hans tidlige livsepiske vækkelse således kunne antages at finde sted gennem den bevidste registrering af sæbeboblesymbolet, og den indtil videre ubevidste lagring af kometsymbolet. - I sin voksne livsgerning som skolelærer udfolder han sig overalt som den generalist - ja, i grunden helt uindskrænkede universalist endda - som han af personlighed såvel som fagligt har videreudviklet sig til. Hans i ét og alt selvformulerede pædagogik er forankret i forskellige typer af overbliksmodeller - historiske, geografiske, kosmiske - som han henad vejen udpønser, ligeså originale i deres tilsnit, som de er sjove og ligetil for børnene at forstå. Hans altomspændende mesterskab ligger nemlig i selve hans forening af sand jordforbindelse med det store overblik. Og ved udgangen af sit liv når han da frem til selv at få lov at opleve den altomfattende store tilbagebliksfuldbyrdelse, da kometens genkomst finder sammen med hans barndoms første stævnemøde med den til en sluttet indramning af det lange liv, han har gennemlevet mellem disse to begivenheder; nøjagtig den samme indramningsteknik, i øvrigt, som Andersen havde brugt til afgrænsning af den hovmodige Ingers umærkelige udvikling i Helvede, i "Pigen som traadte paa Brødet". - Vor senere skolemesters usædvanligt tidligt anede kald blev altså dette at give udtryk til overblikkets mulighed overalt, hvor det var muligt, - men den, der kan vækkes til et sådant kald så tidligt i sit liv, må helt bestemt også allerede have haft det med sig ind i livet! At det er sjælen, som reelt i sin tid var kommet ind i verden med dette kald allerede klart til sin første bekræftelse, fornemmes da også uudtalt i selve den afsluttende klang af fuldbyrdelse, i hvilken vi hører, at den gamle skolemesters sjæl er på vej, ad større baner end kometens, tilbage ud i evigheden.

Andersens livspanoramiske landskab standser altså netop på ingen måde nødvendigvis op ved det jordiske livs grænse. - Undertiden, som i "Engelen", ser vi fra dette hinsides, fra dette sjælens astralt udenfor-jordiske rige, ned over menneskelivet. På sin vej mod himlen med en lille, netop afdød dreng fortæller en engel drengen en tidligere afdød lille drengs livshistorie, og først ved udgangen af denne viser dens første og dens tredje person sig at være identiske: det var sin egen afsluttede livshistorie på jorden, engelen fortalte. - I den monumentale "Barnet i Graven" giver det afdøde barn i dødens sortdraperede hal, på tærsklen til evighedsriget, moderen den indsigt i livets og dødens vilkår, som Døden selv ikke for alvor havde kunnet yde den i bund og grund forvirrede moder i "Historien om en Moder". At se ind i sit eget og et fremmed barns potentielle, kommende livshistorie - side om side, og uden at måtte få afsløret, hvilken der var hvilken - havde, dengang i Dødens Have, i den grad berøvet hende den sidste rest af dømmekraft, at hun ligefrem havde måttet bede Gud om ikke at lytte til hende, når hun bad imod hans vilje; i den anden af disse to nøje forbundne fortællinger opnår hun da til slut det totale udblik, over det jordiske og det evige under ét, som lukker op i hende for hele "fortrøstningens væld" og genindsætter hende i centrum af den livets opgave som hun selv må fortsætte og fuldføre: denne gang er det lykkedes den sørgende moder at blive løftet til en suverænt bærekraftig højere forankring i sin egen tilværelse. - I det fabelagtige lille mesterværk "Peiter, Peter og Peer" tager Andersen det livsgrænseoverskridende skridt fuldtud til begge sider; her får vi ret og slet en nøje indføring i, ikke blot sjælens vidererejse fra sit jordiske liv, men fremfor alt dens indtræden i det. Som den selvfølgeligste sag af verden fortæller Andersen os, at det, vi til daglig kalder stjerneskud, i virkeligheden er signalet for en sådan sjæls krydsning af sit kommende, eller tilendebragte, jordlivs grænser. - Udadtil kommer ingen af de tre små brødre i fortællingen til at udmærke sig i opsigtsvækkende grad; men den topmålt bundløse konformitetsopportunisme i deres far har umiskendeligt tidligt vakt deres vilje til et personliggjort eget livsløb, de søger sig fra starten egensindigt og målbevidst ind i hver deres livssaga og gennemlever den, i en rørende blanding af protest og særpræg. Allerede i selve denne fastholdelse af viljen til et sammenhængende eget liv, viser Andersen os, ligger en opfyldelse af den bestemmelse, med hvilken sjælen var kommet ind i verden; det er dette dens personlige livseventyr på jorden, med eller uden sekstencylindret søgang, som er opgaven fra det høje.

"Sjælen på livseventyrets vej" - næsten to år før disse sider her nu skrives, lykkedes det mig omsider at fortætte mine tanketogter gennem mange år til denne sammenfattende devise over dem. Det var ikke nogen nem fødsel, men det var en formel, som ret og slet ville til verden, fordi den samlede oplevelsesmasse bag den var så ubønhørligt stærk i sin aftegning, - det er nøjagtigt sådan, en navnløs arketype presser på fra dybet for at få løftet sin betydningssammenhæng op i navngivelsens lys ... - Men hvor kom så denne oplevelsesmasse fra? Den kom fra netop de to troldmænd, hvis dobbelte digtkejserdømme i min fantasi var en dobbelt hjørnesten mange, mange år før litteratur i almindelighed kom ind i mit liv, den kom fra det livsepiskes to store orakler bag min egen livssaga, H. C. Andersen og Alexandre Dumas. - Nogle år tidligere, under forberedelsen af en foredragsrække om musketér-trilogien, var det brudt endeligt igennem i min bevidsthed, at det metafysiske grundsyn bag dette værk var, nøjagtigt, en sådan sjælens rejse gennem sin himmelske opgaves jordiske livseventyr. Jeg begyndte at blive helt klar over, at der var en sfære, hvor netop disse mine to ærkemagikeres grundsyn omkring mennesketilværelsen smeltede sammen i en fællesnævner, hvis helt præcise navn jeg simpelthen måtte og skulle finde. Hos Andersen møder man dette grundsyn åbent bragt til torvs i fortælling efter fortælling, hos Dumas møder man det diskret, i vidt adskilte passager: pludselige, men så meget desto mere overrumplende. Man må læse Alexandre Dumas' egne erindringer for at komme helt på sporet af den så tidligt grundlagte naturlighed, hvormed han så det dennesidige og det hinsidige i en selvskreven sammenhæng. Det er nøjagtigt fra dette fællesområde, at disse to digteres forunderlige kilder af indre overskud springer, den fælles vidsynets og djærvhedens åre i deres guddommelige digteriske temperament.

Men inden jeg følger grundlinierne i dette fællesskab helt op, vil jeg kort vende tilbage til en helt besynderligt særlig af de litterære planeter, som jeg til indledning udpegede i kraftfeltet omkring min vej ind i litteraturen.

Ved siden af Dumas og Andersen kan der vel næppe være noget værk jeg har gennempløjet så mange gange som Knut Hamsuns Mysterier. Gad vidst om man ikke slet og ret, med en lodret selvmodsigelse, ville kunne kalde denne mærkelige roman for det berømteste uopdagede mesterværk i nordisk litteratur! Mange er kommet ridende med flotslyngede konstruktioner i forsøget på at tolke den, men den befriende træsko har i stedse rekordagtig målestok glimret ved sit fravær. Jeg tror, at min forklaringsmodel, "Sjælen på livseventyrets vej", er denne træsko, og jeg tror, at Mysterier handler om en mand, Johan Nagel, hvis grundlæggende drivkraft er ildsjælsarketypen bag den, og som leder efter denne forklaringsmodel uden at kunne finde den. - Hvad Nagel i sidste instans helt åbenbart har brug for, er at kunne tilegne sig en sandsigeragtigt begrundet undtagelsesniche i det samfund, som han skiftevis bombarderer og gør kur til; men uden den bevidstgjort præsentérbare livstolkningsformel for dén instinktive totalvision, som besjæler ham, kastes han ustandselig frem og tilbage mellem sine to pseudoalternativer total borgerliggørelse og total fredløshed. - Det allerværste af det hele var dog imidlertid, at Hamsun selv heller ikke i tilstrækkelig grad forstod sin egen hovedperson, endsige den søvngængersikre genialitet, hvormed det i denne roman var lykkedes ham at skildre et menneskes kaotiske havari ansigt til ansigt med sin sjæls tilsyneladende forfejlede livsopgave; denne klarhedsbrist i forholdet til sit eget digtværk skulle umærkeligt brede sig videre ind i digterens eget liv og langsomt styre det henimod dets afsporing. Også for mig blev Hamsuns supernova-roman en næsten halsbrækkende udfordring, men set i tilbageblik er det helt åbenbart, i hvor høj grad jeg netop også her kom til at måtte kalde Andersen og Dumas til hjælp for at møde den. - Det kan jo vel næppe være nogen overdrivelse at sige, at for de største af vore nordiske nabodigtere efter Andersen - Hamsun, Selma Lagerlöf, Strindberg, ja endog den uudgrundeligt forskansede Ibsen - er Andersen lige så magtfuldt nærværende en kilde, som Sibelius har været det for dem, der har skullet tegne tonekunsten i Finland efter ham. Men for disse nordiske sværvægtsdigtere må også Dumas have været en helt umiddelbart nærværende kraft, og netop stilen i Mysterier, det fandenivoldske og den til bristepunktet spændte lidenskabelighed i de glødende kærlighedspassager, gør dette så uden videre tydeligt. Hamsuns egen mægtige slagmark på liv og død i Mysterier er i samme åndedrag en slagmark, hvor den stræbende sjælsoprindeligheds kræfter hos Andersen og Dumas mødes.

Hamsuns tragedie var og blev utilstrækkeligheden af hans selvforståelse i relation til netop denne sjældne sjælsoprindelighedens diamant i ham selv. Hverken i hans digtning eller hans liv bliver den for alvor holdt fast og videreudviklet efter Mysterier. Ser vi tilbage på Andersens og Dumas' liv og digtning, er det overalt umiskendeligt, hvor ren og klar en kontakt de i hvert fald havde med denne diamantklingende streng i deres eget indre. Det særlige kald, som det er, ikke blot at klæde en i sig selv materialismeanfægtende livspanoramisk tænkemåde i digtning, men endog at indsætte den i en fuldt timelighedsoverskridende kosmisk sammenhæng, udøvedes af Andersen, i fortælling efter fortælling, på en umiddelbart langt mere åbenlyst forkyndende måde end af Dumas. Kun hist og her viser Dumas os hastigt et glimt af det eviges usynlige rum bag livets scene, men netop i denne metodemodsætning supplerer de hinanden så smukt. Mellem Fru Bonacieux's død i et af de sidste kapitler i De tre Musketerer og d'Artagnans død på sidste side af Vicomte de Bragelonne, eller Ti Aar efter, er usynlighedsriget, hvorfra disse udsendte er trådt ind i livet, stiltiende udspændt, kun udtrykt i den ubrudte episke vilje, med hvilken d'Artagnan med lange mellemrum bryder ud af sit livs langsommelige labyrint for at løfte sig til et tindrende nyt plan af handling. Det er uforanderligt sjælsoprindelighedens flamme, der - hviskende på vågeblus eller gnistrende i lys lue - våger over hans livs sammenhæng.

Dumas' syvmilesaga om d'Artagnans liv tager fat i "Fyrtøiet"s let tilsløret trylleeventyrlige univers og fortsætter sig, gennem sine resterende to kæmpedele, i det livsepiske. Trylleeventyret De tre Musketerer kan ikke bringes til afslutning, fordi den afgørende af dets integrationsopgaver ikke bliver fuldført. Forsoningen med skyggen - i Greven af Rocheforts skikkelse - lykkes så småt, og opgøret med fadermagten - i den mægtige Kardinals skikkelse - til dels også. Men d'Artagnan ønsker bogstaveligt talt ikke at hugge hovedet af heksen, han vil ustandselig hellere, gennem hende, lære den mørke Mylady i sig selv at kende; og derfor ender det da også med, at han mister sin lyse eventyrprinsesse, Constance, og i resten af sit livsløb - og undertiden jo da rigtignok formidabelt genforenet med sine tre uforlignelige krafthunde - langsomt må søge sig tilbage til det kvindeliges sunkne ildkraft i ham selv. Musketér-trilogien er en fantastisk-livsepisk livseventyrfortælling af ligeså enestående stor spændvidde som fortællingen om Moses' vej, fra floddybsspejlets og den indre ildstemmes fantastiske indvielser, gennem ørkenen frem til den sidste bjergtinde før det forjættede land - eller som fortællingen om Beowulfs livssagatogt, fra uhyrekampens indvielse i vanddybet frem til slutopgøret, i den høje alderdom, med den sidste drage. På mine egne strejftogter gennem digtningens riger og lande har jeg aldrig mødt noget magtfuldere end den klarhed og den kraft, hvormed Andersen og Dumas op mod vore egne dage formåede at lukke op for denne livshelhedens så helt unikke arketype og lade den komme til udtryk. Gennem denne indsats bidrog de til, at et livssyn, som i den materialistisk-empiriske videnskabeligheds tidsalder forlængst allerede var trængt tilbage i en blot og bar detroniseret religiøs livsforståelses marginale afkroge, kunne overvintre i kunstens legitime regi - uænset af mildt sagt mange, men usvækket i sin hemmelige påvirkningsevne, og fremfor alt: uskadt den dag, hvor en modnet, en langvejs avanceret videnskab så småt er ved at være rede til at møde udfordringen fra den usynlige verden. En civilisation, på vor klode, med en fælles kosmisk-universalhistorisk livs- og helhedserkendelse svarende til "Sjælen på livseventyrets vej" er noget, som næsten endnu trodser vor mest yderligtgående forestillingsevne. Med deres livspanoramiske digtning i det 19. århundrede har H. C. Andersen og Alexandre Dumas i mine øjne indskrevet sig blandt de profetiske vejvisere på vor vandring gennem verdenshistorien frem mod et fuldbårent verdenssyn. I historiens ørken er det sandsigere af denne så heltigennem enestående art, der holder sammen på historien, på bevidsthedsudviklingens prekære kontinuitet, og holder dens lys brændende. De er som skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten. Hvis du vil lære påny at tænke livshistorisk, så er de altid rede. Fra tid til anden tænder de mindernes flamme eller overblikkets syvmileild i en ny sjæl - som skolemesteren i "Kometen", eller som den gamle kavaléragtige mand fra et svundent århundrede, der fik den lille dreng overfor på besøg, og den tinsoldat til skænks af ham, som drengens unge kone så mange år senere skulle genfinde i jorden, hvor "Det gamle Huus" havde stået. - Vi kender også navnet på den livslysets historiske muse, som herskede i vore to digteres sjæl og gennem alle aldre og årstider lod tusinder og atter tusinder af billeder afspejle sig i deres øjne og hjerte, under den syngende besværgelse: "Det vil du aldrig glemme!" Det er jo da såmænd vor gamle, evigtunge grønne veninde, dryaden i den flyvende hyld, pigen i træet, som vokser og vokser - nogle kalder hende ganske vist Hyldemor, andre dryade, "men egentlig," røber hun, "hedder jeg Erindring" ...

Den lille dreng i køkkenet, som i et syn begreb sin fremtid i sæbeboblernes flugt og så ildkuglens øje med den mægtige hale drage forbi på himlen, blev skolemester - og den stilfærdige pionér for det, vi drømmer om som "skolen for livet". - Hvordan det senere, som voksen, gik den forkølede lille skoledreng med hyldeteen, som i sin feberdrøm red græspletten rundt i Danmark - gennem landskaber, gennem epoker, gennem årstider - med Erindringens Muse, får vi intet at vide om. Men vi må vel have lov at forestille os, at han er blevet livspanoramisk fortæller.1

1. Bidraget her er ikke identisk med forfatterens "Sjælen på livseventyrets vej. Et trylle-essay om livsrejsens og det åbenbaringsromantiskes essens i H. C. Andersens og Alxandre Dumas' digtning", Anderseniana, 1992, s. 47-72 (engelsk resumé s. 73-74). tilbage


  top Top

Bibliografisk information om teksten:

Grabowski, Simon: "Sjælen på livseventyrets vej", pp. 394-405 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top