DK | EN
Indlæg fra de internationale HCA - konferencer
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Indlæg fra de internationale HCA - konferencer

Hop forbi menu og nyheder

Standhaftighed på flere ben. Om Karen Blixens reception af H. C. Andersen

Efter alt at dømme der findes spor af en H. C. Andersen-reception hos Karen Blixen, i den fortællende fiktionsprosa, i erindringerne, i essays og breve. Men uanset om den findes der eller ej, kan man regne med, at litteraturen om Karen Blixen på en eller anden måde forbinder disse to danske superstars til en narrativ konstellation. Blixens værk er så rigt på eksplicit, kompleks intertekstualitet, at hvis man ikke tog hensyn til den, ville man underkende og misfortolke værkets intentionalitet. Kulturgeografisk retter det sig mod både vesterlandsk og østerlandsk verdenslitteratur, epokemæssigt mod det før- og antirealistiske og genremæssigt mod det gammel- og kort-episke.1 Så derfor burde Andersen da have været lige den rigtige. Og det var han også. Denne romantiske, idealistiske eventyr- og historiefortæller imødekom hendes interesser og viste sig at være nyttig, brugbar - og ikke mindst hendes modsigelser værd.

Når man påviser denne kommunikation i en kontekst uden for Norden, så er det ikke en hvilken som helst forbindelse, man nævner, men man giver bare en empirisk bekræftelse på et "parforhold", som i denne kontekst har eksisteret i lang tid. For læsere uden for Norden er det nemlig simpelthen en alt for nærliggende kobling til, at man ville undlade den, når der er tale om dansk litteratur uden den viden hos afsenderen, modtageren eller begge to, som kan forudsættes inden for Norden. Ude i verden er det let at opnå gensidig forståelse ved at aflede Blixen af Andersen og derved oven i købet hele den måde den danske mentalitet laver poesi på. Jeg vil nævne to tyske eksempler. Det danske bind fra 1977 i den ansete antologiserie Moderne Erzähler der Welt indledes med en "Einführung", hvori udgiveren Heinz Barüske anvender dette par som en slags forståelsesramme, og det ved hjælp af en tredje, ligeså kendt amerikansk autoritet:

Ernest Hemingway (1898-1961), der 1954 für seine "kraftvolle stilbildende Beherrschung der modernen Erzählkunst" den Nobelpreis für Literatur erhalten hatte, sagte zu einem Korrespondenten der dänischen Zeitung "Politiken", der ihn nach Bekanntwerden der Entscheidung von "De Aderton" auf seinem Hof "Finca Vigia" in der Nähe von Havanna besuchte: "Wissen Sie, wen ich lieber als Nobelpreisträger gesehen hätte als mich? Blixens dänische Frau, der ich nie begegnet bin - Pseudonym Isak Dinesen. Sie ist eine großartige Schriftstellerin!"

Damit hat ein Angehöriger einer der größten Nationen unserer Erde auf ein kleines Land gezeigt, das, was seine Bevölkerungsanzahl angeht, noch nicht einmal mit der größten Stadt der USA konkurrieren kann.

Daß geistige Kräfte und daraus entstehende Gestaltungen nicht an die Größe eines Volkes gebunden sind, ist eine altbekannte Tatsache, wird aber häufig und gern übersehen. Hemingway verwies auf Karen Blixen (1885-1962) und meinte vor allem ihre kürzere Prosa. Er hätte ebenso gut noch hinzufügen können, daß die Heimat dieser Dichterin auch einen ganz großen Erzähler hervorbrachte, der wie kein anderer den Namen Dänemarks in alle Welt hinausgetragen hat und dessen Erzählungen wohl zu den am weitesten verbreiteten Prosawerken unserer Welt - die Bibel ausgenommen - gehören, sind Teile von ihnen doch in nicht weniger als 100 Sprachen übersetzt! In alle Winkel der Welt drangen sie, und keiner vermochte es wohl so sehr die Herzen der Menschen zu rühren, wie der Verfasser dieser Geschichten, der Dichter Hans Christian Andersen (1805-75).2

For nylig har Ulrich Sonnenberg i en "Nachbemerkung" til sin antologiDänemark erzählt (som ligeledes indgår i en serie) valgt en lignende, omend mindre eksklusiv fremgangsmåde:

[...] Der Band beginnt mit einer über einhundertfünfzig Jahre alten Geschichte, mit einem der ersten Märchen des sicherlich bekanntesten dänischen Erzählers, Hans Christian Andersen. Denn auch das Märchenhafte und Phantastische hat in der erzählenden Literatur Dänemarks eine Tradition: über die von allen literarischen und politischen Strömungen unberührte moderne Märchenerzählerin Tania Blixen bis hin zu einer Gegenwartsautorin wie Dorrit Willumsen, die zeitkritische und phantastische Elemente miteinander verbindet.3

Men lad os nu forlade den slags vage pardannelser af fortæller og fortællerske, lad os spørge efter konkrete tekststeder hos Blixen, der kan bevise hendes Andersen-reception, og lad os se, hvilken karakter de har. Der findes en hel række sådanne steder. Der findes mange digtere, som Blixen kommunikerer med ved referencer (henvisninger, benævnelser, allusioner, citater) af forskelligt tekstomfang og på forskellige tekstplaner i sit værk. Og Andersen indtager en fremtrædende position iblandt dem. Med min egen, lidt idiosynkratiske tællemåde har jeg for nogle år siden i en større undersøgelse forsøgt at kvantificere disse og lignende referencer. Jeg vil stort set ikke operere med tal her, fordi de kun giver mening inden for et grundigt defineret kvantifikationssystem. Men jeg vil med støtte i mit talmateriale hævde, at man kan bestemme den intertekstuelle interesse, som hans værker har for hendes værker, gennem følgende relationer: Andersen indtager fjerdepladsen, langt bag efter Shakespeare og lige bag efter Homer og Goethe, men lidt foran Snorri Sturluson, Heinrich Heine og Søren Kierkegaard.4

Blixen var ingen litteraturforsker, der under beskæftigelsen med sin mest berømte landsmand (og konkurrent) ville yde ham videnskabelig retfærdighed. Men hun henvendte sig til ham, når enkelte elementer i hans tekster ifølge hendes tolkning kunne tjene bestemte formål på visse steder i hendes egne tekster. På denne måde falder der lys i begge retninger, intertekstualitet fungerer som kommunikation, og der aftegner sig fortolkninger, der forudsætter hinanden. Herved viser der sig også noget karakteristisk for Blixen, at hun nemlig ikke bare henter hjælp hos andre digtere, men også profilerer sin egen digtning over den påkaldte. På højeste referenceplan, hvor det drejer sig om hele historier, arbejder hendes kreativitet gerne med såkaldte "modhistorier".5 I det følgende, hvor jeg må begrænse mig til de tre vigtigste anvendelser af Andersen, skal jeg komme ind på to sådanne modhistor0ier.

Blandt Eventyr og Historier (som er den eneste Andersen-genre hun har dyrket) er det "Keiserens nye Klæder", som fik langt den største interesse for hende - med en fjerdedel af alle Andersen-referencer til følge. Derved tilslutter hun sig jo dette eventyrs vedvarende og udbredte anvendelse, som har bevist dets moralske og endnu mere dets politiske potentiale - for her er tale om en sjælden og dristig, "vormärzlich" parabel i forfatterens produktion, skrevet i de sidste, defensive årtier af enevælden, dansk absolutisme. Parablen har en typisk borgerlig målretning, den er moral-politiserende, og den rammer det tilsyneladende og ceremonielle ved aristokratiet ud fra kravet om naturlighed, oprigtighed og intersubjektiv empiri. Kejseren (dvs. kongen, men ikke nogen eventyrkonge), hans hof og hans regering afslører i bogstavelig forstand, at de "ikke duer i deres embede eller også er utilladelig dumme",6 hvor det andet betinger det første.7

Blixen derimod benytter parablen til at "illustrere" sit centrale emne: æsteticismen, det uløselige og netop derfor kunstnerisk frugtbare hovedproblem livet igennem. For hende var æsteticismen ambivalent.8 I hendes fortolkning hører kejseren til dem, der erklærer realiteten for at være idealiteten - for at bruge noget nær hendes egne begreber.9 På den ene side godkender hun denne illusion som en eksistentiel nødløsning, især kvindernes, som en taktisk code de femme, som "et uundværligt Husmiddel i Livets Husholdning".10 Tilfældet, der provokerer denne terminologiske udredning, som så til gengæld gør det selv til et eksempel, er Fransine Lærke i "Digteren" (Syv fantastiske Fortællinger). Men også mænd kan repræsentere typen, f.eks. skuespilleren (!) Kasparsen (!) i "Syndfloden over Norderney" i samme samling - Kasparsen med sin kendte parole: "Paa din Maske skal jeg kende dig".11 Dét er ellers en modsigende, en blasfemisk reference til Bjærgprædikenens ord, som i deres snævreste kontekst lyder således: "Men vogter Eder for de falske Propheter, som komme til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve. Af deres Frugter [dvs. deres sandhed] skulle I kjende dem. Kan man og samle Viindruer af Torne, eller Figen af Tidsler?"12 Typen repræsenteres endvidere af en anden hersker, som Blixen påberåber sig i samme afsnit - og i det hele taget lige så tit som hun påberåber sig Andersens kejser -, kaliffen Harun al Raschid af Bagdad med alle sine nye klæder. Dette er den side, hvor Blixen op imod realitetsprincippet hævder fantasiprincippet, den aristokratiske "Willen zur Maske", viljen til at bære en maske og spille en rolle som realiserende accept af den idé, skaberen havde med hver af sine skabninger.

Denne æsteticismens ene side kalder hun i "Digteren" en teologi, den anden en filosofi. Og denne sidste forkaster hun. Den repræsenteres samme sted ved Fransines mandlige modstandere: helten, justitsråd Mathiesen, der går til grunde som følge af sine illusioner om Goethes Weimar, og hans karikatur, den i virkeligheden kun svagt mandlige greve Augustus von Schimmelmann i rollen som kvindehelt. Tre referencer til dette eventyr forekommer i forbindelse med ham.

Lige så mange, og med samme fordømmende funktion, findes der i "Syndfloden over Norderney", hvor vi kan studere det første relevante tilfælde af en modhistorie, nøjere betragtet et historiepar, to dialektisk forbundne indskudte historier. Komtesse Calypso, heltinden i den anden, vokser ensomt op ved greve August von Platen Hallermunds hof, der består af filosoferende, umandige (og det vil desværre igen sige: usande) unge munke, der vil forvandle hende til en yngling ved at lade, som om hun ikke har noget på, nemlig to bryster. Men her gælder: Sandheden, den nøgne sandhed, er kvindeligheden. Jonathan alias Timon, helten i den første af de to historier, flygter ligesom hun fra lignende omgivelser, fordi de hele tiden misfortolker hans eksistentielle udtryk, misbruger det til en modeskabers kreationer. De to levnedsløb er kun tilsyneladende modsætninger, både han og hun bliver ofre for andres illusioner. Således går fortællerinden nemlig fra "Historien om Timon fra Assens", som Johathan selv beretter, over til sin egen, "Calypsos Historie":

De beklager Dem over, at Folk ser paa Dem, men hvad vilde De føle, hvis den stik modsatte Ulykke havde ramt Dem? Sæt at ingen i hele Verden kunde eller vilde se Dem, skønt De selv var forvisset om, at De var til. Der er andre Forsmædelser til end den, De har gennemgaaet, Misantrop fra Assens. De har maaske læst Eventyret om Kejserens nye Klæder af denne højt begavede Digter Hans Christian Andersen? Men her har vi det omvendte Tilfælde. Her gaar Kejseren omkring i al sin Pragt med Scepter og Rigsæble i Haanden, og hans Klæder tør Folk til Nød nok se, men ingen i Verden vover at faa Øje paa ham selv, for de tror, at kan de det, maa de enten være uduelige i deres Embede eller utilladelig dumme. Her sidder min lille Kejser, Processionen har et slet Menneske sat igang, ham skal jeg fortælle Dem mere om sidenhen. Og De, Timon, skal være det uskyldige Barn, som raaber: "Men der er jo en Kejser!"13

Og hvad er hensigten med Calypsos historie, nej, med den nye historie om kejserens nye klæder? "Den skal bevise Dem den menneskelige Forfængeligheds uhyre Stolthed."14 Altså en ret borgerlig, moraliserende, samtykkende holdning. Om ikke ubetinget en modhistorie, så dog i hvert fald en kvindelig, måske sågar en feministisk version.

Den anden modhistorie går derimod igen ud på æsteticismens budskab, nej, den synger - eller bedre: danser - dens højsang, med en ulykkelig kærlighedshandling og hovedsagelig støttet til et andet Andersen-eventyr. Man finder den dér, hvor man først ville lede efter den, i Vinter-Eventyr, Blixens bog med næsten gennemført intertekstualitet mellem værk og værk. Alle egentlige vintereventyr, dvs. de otte fortællinger inden for den poetologiske ramme, negerer anden litteratur.15 Dette signaliseres i flere titler: "Heloïse", "Alkmene", "Sorg-Agre"samt, dog kun på dansk, "De standhaftige Slaveejere", som forholder sig til "Den standhaftige Tinsoldat".16 Der er mange paralleller. På figurplanet modsvares trekanten soldaten-danserinden-trolden af trekanten Axel-Mizzi-Lotti i rollen som Fräulein Rabe, ligesom kontrastfarverne hvid og sort i begge tekster karakteriserer de to sidste figurer. Parallellen fungerer dog kun, når man lægger mærke til, at perspektivfiguren - den unge mand - i begge tekster er af lavere stand og derfor elsker nedefra, når man altså hos Andersen tager hensyn til, at den elskede tegnes som "en lille Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør", og det efter en udførlig beskrivelse af hele slottet, at hun med andre ord er konnoteret som prinsesse, eller med A. J. Greimas' klassiske terminologi: hun, objektet, er danserinde som aktør, men prinsesse som aktant. Hun er tilmed den eneste af slagsen, mens han er én ud af femogtyve, og oven i købet den eneste mislykkede. Det efterfølgende billede af hendes krop - næsten kun ben, det ene strakt så langt opad, at det forsvinder - dette billede blev nok forbillede for den detaljerede, groteske beskrivelse af en kvindekrop, der er enestående i Blixens værker - heltinden Mizzi:

Hun havde et Skjørt paa af det klareste Linon og et lille smalt blaat Baand over Skulderen ligesom et Gevandt; midt i det sad en skinnende Paillette, lige saa stor som hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru strakte begge sine Arme ud, for hun var en Dandserinde, og saa løftede hun sit ene Been saa høit i Veiret, at Tinsoldaten slet ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde eet Been ligesom han.17

.. hendes slanke, kraftige, svulmende unge Person var klædt paa i den tydeligste Uoverensstemmelse med hendes virkelige Alder, tre eller fire Aar tilbage for den, som en Skolepiges paa tretten Aar, i korte Skørter og med Haaret ned ad Ryggen. Hendes Klæder gav hende en fantastisk Lighed med en Dukke, og fremkaldte hos Selskabet i Havesalen den samme humoristiske beskyttende Ømhed som den, hvormed de vilde have betragtet en stor, dejlig Dukke.

Den unge Pige var i sig selv snarere stor end lille, en højstammet Rose. Man kunde, naar man betragtede hende, tænke sig at hun, i det Øjeblik, da hendes Skaber var færdig med hende, og stolt holdt hende op til Beskuelse, var gledet gennem hans mægtige Haand, og i Farten havde faaet alle sine unge Former skudt lidt opefter. De fine Lægge var placeret højt oppe, ligesom Hofternes halvtudviklede Fylde, men Laar og Knæ, der under hendes raske, lette Gaang røbede sig tværs igennem Kjolens Garneringer, var smalle og strakte. Hendes unge runde Barm knejsede lige under Armhulerne, højt over en smækker Midie. Den mælkehvide Hals var lang, og mærkelig stærk og monumental hos et saa ungt Væsen, en dyb Fure, en saadan som kaldes: "collier de Venus", løb rundt om den. Selv hendes Haar syntes at trodse Tyngdeloven - bag det Baand, som holdt det fra Panden, flød det næsten horisontalt i Luften [...]. Hendes Kindben selv var høje, og Næsetippen havde den fineste lille Opadstræben. [...]

Hendes korte, hvide Kjole, det brede Silkeskærf, som var bundet om hendes slanke Liv og knyttet i en Sløjfe bagtil, de hvide Strømper og de smaa nette Remmesko - , alt hvad hun havde paa var udsøgt fint og pynteligt, som om Dukken lige var pakket ud af sin Æske.18

Disse to kroppes symbolik er den samme: "Das Ewig-Weibliche", som "zieht uns hinan". Deres idealitet beror på en unaturlig, artificiel forvridning af skønhed, og derfor er deres seksualitet udstillet ("prostitueret") og samtidig umuliggjort. Begge piger - såvel som tinsoldaten - er dukker, skulpturer, kunstværker (både Mizzi og hun kommer op af en æske) og som kroppe ikke blot stivnede, men defekte. Det, som figurerne hos Andersen mangler til kærlighedens normale udøvelse, det andet ben, svarer hos Blixen til Mizzis forskudte proportioner. De kan kun elske halvt - dvs. dobbelt, idealiseret, transcenderet. Eller, som den to gange gentagne læresætning af Hesiod udtrykker det hos Blixen: "Daaren kun ved ej, hvor meget det halve er mer end det hele".19 Den halve kærlighedens merværdi opnås som resultat på handlingsplanet, på forskellig måde: 1) I forbilledet sker det i ovnen, dvs. i dødens og kærlighedens sammensmeltende ild, hvor anden-sorterings tinsoldaten transformeres til det perfekte tinhjerte, sit eget symbol, og af papirprinsessen overlever det eneste varige: pailletten; og således bliver de to ikke ét kød, men ét metal. 2) Blixen viser den højere værdi i begyndelsen ved den detalje, at hun fra Andersen overtager det seksuelles sublimering i dansen. I stedet for hans stivnede ballet forevises Wienervalsens schwung. Axel og Mizzi kommer hinanden nærmere under dansen, men hvad dette betyder, får vi at vide ved en kommentar til et andet par. De er på bryllupsrejse, der omsider tillader dem den fulde intimitet, dog hvad gør de: de søger selskabsdansen, og det er den, der provokerer "den lille Aforisme om det halve og det hele".20 3) Da Mizzis og Lottis code de noblesse forbyder, at de to standhaftige piger accepterer lykken i et ustandsmæssigt ægteskab, en mesalliance, opfinder Axel, som en højere nødløsning, der redder ideen, et feudalt rollespil mellem herskerinde og tjener. Udklædt som Mizzis herskabstjener forstår han, at han er "et Kunstværk af Rang",21 og får lov til en ny, sublim tilnærmelse. Under et ophold på hjemrejsen ledsager han hende med en paraply hen ad perronen. Her og nu "modnedes og fuldkommengjordes Forholdet mellem Axel og Mizzi. Da de standsede foran Døren til hendes Kupé, var det fæstnet i sin endelige og uomstødelige Form. Axel Leth var forsvundet ud af Tilværelsen, og Frantz, Mizzis Tjener, indtog fra nu af hans Plads".22 Ikke for ingenting hedder den forsvundne Leth, bærer han dette afkalds- og sejrsnavn, afledt af Grundtvigs høje frue Constances (= standhaftighed) efternavn. Ligesådan i præteksten: Tinsoldaten og danserinden er forsvundet ud af tilværelsen, tinhjertet og pailletten indtager fra nu af deres plads, "und wenn sie nicht gestorben sind, dann leben sie heute noch". 4) Ikke blot i denne parallel, men gennemgående symboliseres den etisk-æstetiske standhaftighed ved en artificiel, skulpturel fasthed både i præteksten og i interteksten, i den novellistiske tekst dog med langt større pragtudfoldelse. Jeg kan ikke gennemgå symbolplanet ved denne lejlighed,23 kun lige pege på hovedskulpturerne med symbolsk funktion: Laokoon-gruppen og marmorsøjlen til slut.

Det var parallellerne, altså enigheden. Er det så korrekt at konstatere, at Blixen fortæller en modhistorie?24 Det er det, fordi hun modsiger Andersen ved en forskellig tildeling af dyden standhaftighed. Andersen heroiserer den mandlige tjener og tilbeder, vel at mærke som eventyrhelt. Det sociale spring lykkes for ham, ikke i folkeeventyrets utopiske immanens, men i det idealistiske kunsteventyrs transcendens, og alligevel mellem de to poler, som Volker Klotz har fremhævet: "Der Umstand von Hoch oder Niedrig ist wichtig, denn das Märchen legt großen Wert darauf, extreme Gegensätze aufeinander zu beziehen. So daß der arme Soldat die Prinzessin, das verachtete Aschenputtel den Prinzen erringt. Wie in der absoluten Landschaft werden auch auf der abstrakten Sozialskala sprunghaft möglichst weite Strecken zurückgelegt."25 Blixen derimod svarer med et af sine exempla nobilia. De er allesammen rekommendationer forklædt som eksemplifikationer, fordi hun jo som sagt ikke er historiker, men kunstner, der trænger til en motivation; det samme gælder selvfølgelig Andersen. I "De standhaftige Slaveejere" demonstrerer hun den adelige kodes dialektik af den gensidige afhængighed mellem Oppe og Nede. Dialektikken kan kun fungere, hvis ekstremerne forbliver på deres plads, i deres stand - og på denne måde bekræfter verdens hierarkiske orden. Hun ser klassemotivet i opstigeren Andersens eventyrdrøm.

Hvilke biografiske vidnesbyrd findes der om hendes forhold til sin store forgænger, som disse digterværker bygger på? Vi ved fra autobiografiske kilder, at hun i Afrika længtes efter fortiden, også i den forstand, at den rummede hendes hjemlige guldalderkultur - som Andersen tilhører - , men samtidig efter en fremtid med en anderledes litteratur end den hun opfattede som den dengang herskende: den realistiske - en litteratur netop i hans ånd, som hun arbejdede på at deltage i. I et brev fra begyndelsen af 1928 står der: "Jeg tror at hele Tiden længes efter Phantasi og Eventyr i Kunsten, jeg selv læser H. C. Andersens Eventyr med dyb Beundring." Så ønsker hun sig en samlet udgave, og efter at have modtaget den26 senere på året, takker hun bl.a. med sin største hyldest til mesteren:

Nogle Bøger er, foruden en Nydelse, en Oplevelse, og det synes jeg altid at Andersen er. Hvor er Phantasi en vidunderlig dejlig Egenskab, - ja, jeg synes, med Alderen, at den i Grunden er det sande guddommelige, Grundlaget for alt andet, - [...]. Det er Folk uden Phantasi som er "de værste", fordi de ikke kan forstaa, som Oldermændene i "Klodshans"; kun de som har den, kan se Tingenes sande Væsen, alle Døre oplades for dem. - Jeg har siddet herude alene om Aftenen og let himmelhøjt af "I Andegaarden", - jeg maa have truffet "den Portugisiske" et eller andet Sted i Tilværelsen, men kan ikke finde ud af hvor. Og saa kan Andersen være saa ubeskrivelig enkel og rørende i andre Ting, det er som en Violin, - en stor Troldmand er han. 27

Senere, i poetologiske udtalelser både inden og uden for digtningen, passede han hende godt som forbundsfælle ved angreb på realismen og dens væsensgenre, romanen. F.eks. påkalder hun hans assistance i sin eneste prøve på litteraturkritik, det grumme og vittige essay fra 1949 om H. C. Branners Rytteren. Denne voldsomt debatterede roman om samtidens borgerlige søgen efter livsmening gør hun både til grin og tager alvorligt som dens egen mytiske dekonstruktion. Hun hævder, at der egentlig foregår andre ting i den, end digteren har planlagt. Under sin nærmest hallucinatoriske gennemgang af hele den psykologiske udredning hører hun en musik bestående af toner fra myter om kentaurer og om Jesus, fra folkeviser, folkeeventyr og anden modlitteratur.28 Musikken er uforløst og disharmonisk blandet, og det skyldes forfatteren. Men det relevante her er, at hun udtrykker sin opfattelse af romanens selvdekonstruktion hovedsageligt intertekstuelt, ved sammenligninger med Andersens "Reisekammeraten" og flere andre venners værker. Den slags digtning er det, siger hun, som de unge danske forfattere burde genoptage.

Når man så, efter alle disse møder mellem de to topstars, udvider horisonten, men samtidig holder standhaftig fast på den militære metaforik, der bedst klæder tinsoldaten, så kan man drage den slutning, at denne brug af Andersen er en del af den klassiske modernismes ammunition i kampen mod den realistiske normalitet, lige siden 1890ernes symbolistiske skole, hvor Blixen lærte sine æstetiske principper. Hendes kampagne blev særlig kendt, men er alligevel kun én blandt mange i den lange, stadig uafgjorte krig mellem den mytiske, syntetiske skrivekunst på den ene side og de mimetiske, analytiske koncepter på den anden side.

Én gang, allersidst i livet, fik Blixen på opfordring lejlighed til en større samlet stillingtagen til troldmanden: hun skulle indlede et amerikansk-britisk udvalg af hans eventyr. Samlingen udkom i 1962 og indeholder fem tekster: "The Tinder-Box", "The Nightingale", "The Shepherdess and the Chimney Sweep", "The Little Match Girl" og "Thumbelina". Selve opfordringen er igen et tegn på, at parret Andersen og Blixen internationalt set gælder som en oplagt kombination. Hun løste opgaven på karakteristisk vis: hun førte sin argumentation over til en narration. Sikkert på grund af det angrebne helbred blev erindringen om lille jegs tur med Uncle Andersen gennem disse eventyrs verden i en mere plot-gunstig rækkefølge dog ikke meget givende, hverken som historie eller som poetik. Men da den, såvidt jeg ved, ikke har været genoptrykt siden publikationen for tredive år siden på et nu afsides sted, vil jeg som afslutning citere den i fuld længde:

Andersen's Tales - An Introduction by Isak Dinesen

Hans Andersen died before I was born, yet I have the feeling that I know him well, and that he has been a friend of mine.

When I was a little girl and had been put to bed in the evening, my old Nurse used to read one of his tales to me - when I grew up and was married, she gave me a nice, bright-red copy of them with both her and my names in it.29 Then when she had said good night and was gone, and there was only the small night-lamp to light up the room, I used to call out in my thoughts: "Uncle Andersen, come and play with me." "Why, not at all," he answered me. "I have had a long life, and have told my tales to many children. I have made them both laugh and cry. Now I want to be left in peace in my nice, quiet grave here in the Copenhagen churchyard, and not to be worried by spoilt little girls." "Oh, but just for once," I cried. "I do so much wish to have a walk with you." "All right, just for once," he said in the end. "But wait a moment, for it will take me some time to get my long legs into position." Then after a little while I would hear him coming softly trudging into the room and would feel his big hand taking mine. I had been told that the Dead were cold, but I have learned from him that there are people who have got such a rich, sweet glow in their hearts that they will always warm up those they touch.

"And how are we now best to amuse ourselves?" he said.

He had that talent that he could make big things small and small things big. I lived in the country, and there were horses there that I loved to ride on, but they were so big that without assistance I could not get onto them or off them. He now made them quite small, like my kittens, and me, myself, much smaller than I was, and I had some lovely gallops round and round the bedroom with my slippers as hurdles, and, as I was alone, I always won the race. But my little dog, when we were walking together in the woods, he made as big as an elephant, so that I was very proud of leading him, and all the time he remained quite soft and curly, a lovely new kind of elephant. I also had two dolls, who were named Southcarolina and Goodfrida; those he made big, like grown-up ladies in long frocks with trains and tight, stiff stays, so that the three of us could have tea together looking exactly like Aunties and talking about how difficult it is to make little girls sit nicely at a tea-table.

Uncle Andersen could make all things speak, as you yourself will know from his tales. The old black stove in my bedroom door quarreled so terribly that in the end the door banged itself with an ear-rending boom. "I shall never speak to you again!" it squealed. "You are terribly rude," sighed the stove, "but although I am made of iron I have got a soft heart, and I forgive you."

"We will go for a walk tonight, Uncle Andersen," I said, "in the garden of the Emperor of China, and from there into the beautiful wood which runs down to the lake, and we will hear the nightingale sing." "That we will," he said, "and you will learn there that the beings who sing to you of their own accord and from love, when the world comes to look dark round you, will do you more good than the artificial singers, however cleverly they are made."

"And we will go to the place of the water lilies," I said, "where Thumbelina was being placed by the toad." "All right," he said, "so that you will come to know how much nicer things will turn out in the end than they look when you are sitting in the old field mouse's hole underneath the stubble. Why, instead of marrying the blind mole you will come to fly with the swallow."

"We will also," I said, "go to the hollow tree of the old witch." "Oho," he said, "would you like to go down there and to meet the dogs? They look terribly wicked, I warn you, but don't you be afraid of them. They have got what grown-ups call a sense of humor, and so will help you at the gallow's foot. You may think it a little hasty of the soldier to cut off the old witch's head, but I can tell you that she was really such a very bad old witch."

"And should we not," I asked, squeezing his hand, "now that we are climbing steep, dark roads, also go up through the chimney where the shepherdess and the chimney sweep went?" "If you dare to," he answered, "hold onto my hand. From the top of that chimney you can see the wide world. Then I shall like to know if you will be like the little shepherdess. The wide world will be all too large for you, and you will cry because you want to be back in your little bed."

"Not at all," I said, "if you are with me. For you can make big things small and small things big and everything talk, and I am much braver since I have known you than I was before. Just wait till I grow up, and you will see that because I have known you, I am not even afraid of lions."

"But oh, Uncle Andersen," I would then cry out, "but oh, but oh, how could you write such a terribly sad thing as the story of the little match girl? Oh, that poor little child out in the cold and the snow, with nobody to care for her. It is dreadful for me, for however hard I try I cannot forget her." "Hush," he said, "I do not want you to forget her. I myself was once such a poor and forlorn child. I know what it feels like to be all alone and cold and hungry, and to weep in your solitude because nobody cares for you. I want all rich and happy children in Europe and America and in all the world to think kindly of all such poor children and to help them where they can. I want them to keep a warm place in their hearts for a child like the little match girl, who weeps all by herself in the hard winter, in a world in which there are but cold stones to sit on, and no flowers."

"But now we have played together long enough. You are so sleepy that you are seeing a whole wheel of little night-lamps in the dark. Now that I am up, I shall go and play with children in other countries, even in America, which is so far away. Just you tell me, before I go, which of my tales you like best?"

"Oh, I do not know," I said. "I like them all! Let's ask the other children."30

Noter

1. Om Karen Blixens (KBs) intertekstualitet såvel som meget andet i det følgende se Bernhard Glienke: Fatale Präzedenz. Karen Blixens Mythologie. Karl Wachholtz: Neumünster 1986. tilbage

2. Heinz Barüske (udg.): Moderne Erzähler der Welt. Dänemark. Horst Erdmann: Tübingen 1977, s. 9. Udtrykket "Blixens dänische Frau" skyldes Hemingways venskab med KBs svenske ægtemand Bror von Blixen-Finecke (1886-1946), storvildtjæger og playboy, af Hemingway kaldt "Blickie". Se Judith Thurman: Isak Dinesen. The Life of KB. Weidenfeld & Nicolsen: London 1982, s. 88, 384 f. tilbage

3. Ulrich Sonnenberg (udg.): Dänemark erzählt. Zwanzig Erzählungen. Fischer Taschenbuch Verlag: Frankfurt a.M. 1991, s. 238. Om primærreceptionen af Isak Dinesens Seven Gothic Tales, 1934, og Syv fantastiske Fortællinger, 1935, se Glienke: Fatale Präzedenz, s. 8 og 23. Også i USA tjener H. C. Andersen (HCA) som forståelsesbro, men efter E. T. A. Hoffmann, Goethe, 1001 Nat og Decameron. Betegnende nok spiller han ingen rolle i bogens danske primærreception. tilbage

4. Se de nøjagtige tal hos Glienke: Fatale Präzedenz, s. 189. tilbage

5. I hendes tilfælde stammer udtrykket fra Aage Henriksen. Se Glienke: Fatale Präzedenz, s. 199. tilbage

6. Se HCA: Eventyr. Udg. af Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann. Det danske Sprog- og Litteraturselskab. 7 bd. Hans Reitzel/C. A. Reitzel: Kbh. 1963-90. Bd. 1, s. 107. tilbage

7. Se derimod Søren Baggesens tolkning i Dansk Litteraturhistorie. 9 bd. Gyldendal: Kbh. 1983-85. Bd. 5, 1984, s. 150 f. tilbage

8. Jeg har i min KB-bog fra 1986 undervurderet denne ambivalens. Balancen er der forskudt til fordel for æsteticismen. tilbage

9. Ifølge "Digteren" i Syv fantastiske Fortællinger, hvor efter Mathiesens mening kvindernes metode i livet består i "at skyde en Genvej [til Lykken] ved een Gang for alle at erklære Virkeligheden for at være, hvad de gerne vilde at den skulde være, og saa at sige lyse den i Kuld og Køn som selve Idealet". KB: Mindeudgave. 7 bd. Gyldendal: Kbh. 1964. Bd. 2, s. 238. tilbage

10. KB: Mindeudgave 2, s. 238. tilbage

11. KB: Mindeudgave 1, s. 281. tilbage

12. Mattæus 7.15 f i 1819-versionen. tilbage

13. KB: Mindeudgave 1, s. 300. tilbage

14. KB: Mindeudgave 1, s. 306. tilbage

15. Undtagen allerhøjest den tidligt udkastede "Peter og Rosa". Se Hans Andersen og Frans Lasson (udg.): Blixeniana. 10 bd. KB-Selskabet: Kbh. 1976-85. Bd. 8. 1983, s. 155-63 og 277-81. tilbage

16. På engelsk står "The Invincible Slave-Owners" over for "The Steadfast/Constant/Dauntless/Staunch Tin Soldier". tilbage

17. HCA: Eventyr 1, s. 121 f. tilbage

18. KB: Mindeudgave 4, s. 83 f. tilbage

19. Se KB: Mindeudgave 4, s. 94 f. Den er også Schimmelmanns motto i "Digteren"; se KB: Mindeudgave 2, s. 223, 250 og 253. tilbage

20. KB: Mindeudgave 2, s. 253. tilbage

21. KB: Mindeudgave 4, s. 103. tilbage

22. KB: Mindeudgave 4, s. 107. tilbage

23. Se oplysningerne i "referenceinventaret" hos Glienke: Fatale Präzedenz, s. 124. tilbage

24. Af HCAs egne modhistorier kan nævnes "Fyrtøiet", hvor soldaten får prinsessen, og "Det gamle Huus", hvor tinsoldaten ganske vist ikke elskes, men heller ikke glemmes. tilbage

25. Volker Klotz: Das europäische Kunstmärchen. Fünfundzwanzig Kapitel seiner Geschichte von der Renaissance bis zur Moderne. Metzler: Stuttgart 1985 / dtv 4467 1987, s. 13. tilbage

26. Vel nok Hans Brix og Anker Jensens 5-binds udgave, Gyldendal: Kbh. 1919-24. Den anden udgave, hun ejede, en 2-binds fra 1904 (se note 29) røber brug bl.a. ved at indeholde titellister for netop Winter's Tales i begge bind. Se Pia Bondesson: KBs bogsamling på Rungstedlund. En katalog. Gyldendal: Kbh. 1982. s. 131-34. tilbage

27. KB: Breve fra Afrika 1914-31. Udg. af Frans Lasson. 2 bd. Gyldendal: Kbh. 1978. Bd. 2, s. 128 og 179. tilbage

28. Se KB: Essays. Gyldendal: Kbh. 1965, især s. 197-218. tilbage

29. Barnepigen Mallas bryllupsgave var den såkaldte kunstudgave i to bind, Gyldendal: Kbh. 1904 (= 1903). Se Bondesson: KBs bogsamling, s. 132 f. tilbage

30. HCA: Thumbelina and Other Fairy Tales. Introduced by Isak Dinesen. Illustrated by Sandro Nardini and Ugo Fontana. Macmillan: New York and London 1962. VI + 44 s. Introduction s. III-V. tilbage

Jeg takker Kirsten Smith for hård sproglig kritik og Niels Oxenvad for venlig fremskaffelse af HCA-udgaven fra 1962 med forord af Isak Dinesen og for gennemsyn af mit manuskript.


  top Top

Bibliografisk information om teksten:

Glienke, Bernhard: "Standhaftighed på flere ben. Om Karen Blixens reception af H. C. Andersen", pp. 420-33 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top