Denne side har Lars Bo Jensen m. hjælp fra Johan de Mylius, Solveig Brunholm og Odense Bys Museer skrevet til www.hca2005.dk, som ikke findes længere. Siden havde titlen Q&A (questions and answers). Størstedelen af spørgsmålene kom fra Mikkel Stjernberg v. HCA2005, og nogle er føjet til senere af besøgende på hjemmesiden. Læs svar på flere spørgsmål i vores FAQ. /Lars Bo Jensen 13/3/2006

Var HCA en kongesøn?
Nej. Det er en god historie, som er ført frem flere gange, men afvises af alle med nærmere kendskab til HCA og/eller kongehuset. Læs eventuelt mere her!
Hvor høj var H.C. Andersen?
185 cm
Hvad vejede han?
Det ved man ikke – men han var tynd!
Hvilken farve var hans øjne?
Nærmest gråblå. Ubestemmeligt mørke. Det, andre mest lagde mærke til, var, at de lå dybt.
Hvad drak han helst?
Lidt af hvert, øl, vin, portvin. Han fremhæver ikke så meget, så det er svært at svare på, men han har skrevet meget rosende om Albani øl (i et brev d. 15/7 1874 til Dorothea Melchior):
Vi faaer herude paa Bregentved "Albani-Øl", det er nok fra Odense, men indtræffer fra Kjøbenhavn, jeg troer fra et stort Øl-Udsalg i Larslaistræde. Grevinden og jeg drikker det, og jeg kan ikke noksaa rose dette øl, det er ikke saa stærkt som den Porter Frøken Anna drikker, har ikke den Spritussmag der er ved bayrisk Øl, det er lædskende, velsmagende og kraftigt.
Gik han med paryk?
Nej - men han fik håret krøllet.
Havde han gebis?
Ja. Han fik et nyt hel-gebis d. 18. marts 1873 efter at have mistet den sidste tand d. 19. januar efter et liv med megen tandpine. Eventyret Tante Tandpine fra 1872 handler om både tandpine og gebis.
Hvor store sko brugte han?
Hans sko-læster er 33 cm lange (kan ses i H.C. Andersens Hus). Det svarer til en skostørrelse mellem 47 og 50!
Havde han ligtorne?
Ja. I dagbogen for Italiensrejsen (fredag d. 7. marts 1833) skriver han om en udflugt:
Mine Støvler, der vare krøbne ind af Søevandet, og alt forhen for snevre, mine Liigtorne – o, det var en heel Tortur og dog maatte jeg fort fremad!
Hvilke blomster kunne han bedst lide?
Han holdt af alle blomster. Han lavede mange buketter og klippede buketholdere af papir.
Hvad hadede han allermest?
Ildebrand og smålighed.
Hvilke lande rejste han helst i?
Italien, Tyskland, Frankrig, Schweiz og Sverige.
Hvilke forfattere læste han?

HCA læste virkelig meget, såvel dansk som udenlandsk litteratur. Det ville næsten være lettere at svare på, hvad han ikke læste. Men for at nævne nogle af de vigtigste:

Han læste Holberg allerede som barn. Som en del af sin uddannelse læste han en del klassiske forfattere, f.eks. Horats og Aristofanes.

Blandt de vigtigste tidlige inspirationskilder og forbilleder er:
engelske Walter Scott og William Shakespeare, tyske E.T.A.Hoffmann, Heinrich Heine, Jean Paul, Ludwig Tieck, Adelbert von Chamisso og Johann Wolfgang Goethe og blandt de danske Adam Oehlenschläger og Steen Steensen Blicher.

Derudover kan man nævne en række digtere af særlig betydning, bl.a engelske lord Byron, Charles Dickens og kaptajn Marryat, franske Alfred de Vigny og Alexandre Dumas d. ældre, svenske Fredrika Bremer, Atterbom og Bellman samt danske Hans Adolph Brorson, Jens Baggesen, Christian Winther, Carsten Hauch, Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg, Frederik Paludan-Müller, Carl Bagger, Carl Bernhard, B.S. Ingemann, Thomasine Gyllembourg, Søren Kierkegaard m.fl.

Hvilken musik syntes han om?
Han holdt særlig meget af opera.
Hvilke komponister kendte han?
Danske, alfabetisk:
  • Bredal, Ivar Fr. (1800-64)
  • Gade, Niels W. (1817-90)
  • Glæser, Franz (1798-1861)
  • Hammerich, Asger (1843-1923)
  • Hartmann, J.P.E. (1805-1900)
  • Heise, Peter (1830-79)
  • Helsted, Edvard (1816-1900)
  • Holm, Vilhelm (1820-86)
  • Horneman, C.F.E. (1840-1906)
  • Kuhlau, Fr. (1786-1832)
  • Liebmann, Axel (1849-76)
  • Lumbye, H.C. (1810-74)
  • Matthison-Hansen, Gottfred (1832-1909)
  • Paulli, H.S. (1810-91)
  • Rung, Henrik (1807-71)
  • Weyse, C.E.F. (1774-1842)
Udenlandske, alfabetisk:
  • Brahms, Johannes (1833-97, tysk)
  • Cherubini, Luigi (1760-1842, italiensk-fransk)
  • Dreyschock, Alexander (1818-69, tjekkisk)
  • Grieg, Edvard (1843-1907, norsk)
  • Henselt, Adolf (1814-89, tysk)
  • Hgg, J. A. (1850-1928, svensk)
  • Josephson, Jacob Axel (1818-80, svensk)
  • Kalkbrenner, Friedrich (1788-1849, tysk-fransk)
  • Lachner, Ignaz (1807-95, tysk)
  • Lindblad, Adolf Fredrik (1801-78, svensk)
  • Liszt, Franz (1811-86, ungarsk)
  • Mendelssohn-Bartholdy, Felix (1809-47, tysk)
  • Meyerbeer, Giacomo (1791-1864, tysk-fransk)
  • Rossini, Giacomo (1792-1868, italiensk)
  • Schmitt, Aloys (1788-1866, tysk)
  • Schumann, Robert (1810-56, tysk)
  • Spohr, Ludwig (1784-1859, tysk)
  • Verhulst, J.J.H. (1816-91, hollandsk)
  • Wagner, Richard (1813-83, tysk)
  • Weber, Carl Maria (1786-1826, tysk)
Hvilke statsmænd var han fascineret af (og kendte evt.)?
H.C. Andersen var ligesom mange andre på den tid fascineret af Napoleon Bonaparte (1769-1821). Han kendte og værdsatte gehejmestatsminister grev Conrad Rantzau-Breitenburg (1773-1845), som bevirkede, at H.C. Andersen ved kongelig resolution fik en årlig understøttelse på 400 rigsdaler. H.C. Andersen besøgte greven flere gange på slottet Breitenburg og dedikerede afsnittet om Italien i rejsebogen En Digters Bazar (1842) til ham, ungdomsvennen Orla Lehmann (1810-70), der blev en yderst fremtrædende liberal politiker og kong Christian den ottende (1786-1848, konge fra 3/12 1839 til 20/2 1848).
Var han vandskræk?
Nej. Han begyndte at tage svømmeundervisning i 1838.
Hvad var hans forhold til jernbaner?
Han var blandt de første til at prøve at rejse med tog (10. november 1840, fra Magdeburg til Leipzig) og skrive om det (i rejsebogen En Digters Bazar, kapitlet "Jernbanen", 1842), og en flittig bruger af jernbanen sidenhen.
Hvordan havde han det med teknik?
Det interesserede ham levende. Han var meget betaget af nye opfindelser som jernbanen, telegrafen og fotografiet og var en af de første til at prøve det hele:
Jeg har daglig en lille Strid med Ingemann om Opfindelsernes Betydning, idet han sætter Poesien saa høit over Videnskaben, men ikke jeg. Han indrømmer at vor Tid er Opfindelsernes store Tid, men at det er kun i det mekaniske, i det Materielle, at det breder sig ud; jeg betragter dette som de nødvendige Bærere for det Aandelige, de store Grene hvorpaa Poesien siden kan sætte sin Blomst.
(fra et brev til Henriette Wulff d. 5. juni)
Hvad var hans holdning til fotografiet, der jo blev opfundet, mens han levede?
Stor begejstring. Han blev fotograferet en del gange i sit liv.
Kunne han cykle?
Nej. Cykler var opfundet, men absolut ikke et almindeligt transportmiddel i HCAs levetid, og han har ikke prøvet det.
Kunne han ride?
Ja, bl.a. red han d. 24. februar 1834 op ad Vesuv sammen med Henrik Hertz. Red desuden på rejser i Schweitz i 1855 og Marokko i 1862.
Hvad var hans yndlingsårstid?
Han holdt mest af sommeren, ligesom de fleste andre, men kunne finde skønheden i alle årstider. Efteråret med dets flammende farver før vinterens dødelignende tilstand, fandt han særlig poetisk.
Var han a- eller b-menneske
Det er ikke til at svare på. Han kunne stå op kl. 2 om natten for at nå en vogn, og han kunne være længe oppe. Først og fremmest var han energisk og viljestærk. Skulle han op, stod han op.
Kunne han lide at lave mad?
Det gjorde han simpelthen ikke. Han spiste altid som logerende eller gæst.
Var han doven?
Nej! H.C. Andersen opsøgte livet og verden med en helt overvældende energi og var meget kunstnerisk produktiv.
Var han barnlig?
Ja, men ikke barnagtig. Han forstod børn bedre end de fleste voksne, og han var hele livet en fantasifuld person. På den måde var han en barnlig sjæl. Det meste han skrev er for voksne, selv det, der også er for børn, og hans digtning handler i højeste grad om voksne emner.
Havde han søskende, og hvad blev der af dem?
Han havde en ældre halvsøster, der hed Karen Marie (født den 22. september 1799). Hun blev anbragt hos H.C. Andersens mormor og ved moderens senere ægteskab anbragt uden for hjemmet. Rejste til København som blind passager i november 1822 for at opsøge H.C.Andersens. Han var dog på denne tid i skole i Slagelse. Karen Marie ernærede sig som vaskekone i København. Opsøgte H.C. Andersen 1842. Død d. 18. november 1846.
Kunne han lide børn?
Ja, han holdt meget af børn. Hans særlige forståelse for deres måde at tænke og være på viser sig i eventyrene. Han ville dog ikke have børn siddende på sig, når han læste op. Et citat fra et brev, H.C. Andersen skrev til den lille Charlotte (Charlotte Melchior 1871-1926) 23. april 1875, viser lidt af, hvor levende og barnligt han henvendte sig til børn:
Her i Kjøbenhavn faldt Hagel så store som Kaalhoveder, og Sneen fygede, saa at jeg troede: Nu plukker Charlotte alle de hvide Høns i Kjøge og har sendt dem mod Skyerne, saa Fjerene ret kunne drysse ned over Høibroplads, Nyhavn, og hvor der boer Mennesker, som tænke paa Charlotte.
(Bille og Bøgh: Breve fra H.C. Andersen, Aschehoug 2000, s. 921)
Brevet er underskrevet "Din Ven H.C. Andersen".
Kunne børn lide ham?
Ja. Eventyret Den lille Idas Blomster, hvor den unge student fortæller for den lille Ida, er betegnende for den forståelse og varme, der var mellem H.C. Andersen og mange af de børn, han kendte. De fleste børn holdt meget af at høre Andersen fortælle og at se ham lave papirklip til dem. Han lavede også hele billedbøger til børn (bl.a. til Rigmor, Astrid og Christine Stampe, Hans Christian Ørsted (fysikeren H.C. Ørsteds barnebarn), Agnete Lind, Marie Henriques og Charlotte Melchior).
Var han en bangebuks?
Nej. Hele hans kamp for at blive kunstner krævede stort mod og beslutsomhed. Derudover illustrerer bestigningen af Vesuv 24. februar 1834 hen over glødende lava hans til tider frygtløse personlighed: For at se vulkanens nye ildstrøm må de ud på skorpen over ildstrømmen fra dagen før:
Det var rædselsfuldt [dvs. gruopvækkende]. Skorpen brændte os gjennem Støvlerne, saa vi knap kunde holde det ud, og flere Steder var der Spalter, uhyre lange, som vi maatte over, og i disse saae vi kun den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi sunkne i et Ildhav. En Alen fra os bruste som et Vandfald den røde Lava ned ad Bjerget. Ild og store Stene fløi fra Krateret og rislede ned ad Keglen. Svovldampen faldt qvælende for Brystet, og da Jorden brændte under os, kunde vi kun staae der 2 Minutter; jeg følte, mit Liv var i Guds Haand, og svimlede af Henrykkelse.
(tilføjelse dateret 25. februar i et brev til Henriette Wulff)
Var han fingernem?
I høj grad. Hans papirklip viser det bedst: Hans saks, som han altid havde på sig, var temmelig stor ligesom hans hænder, men mange af papirklippene er yderst forfinede.
Dyrkede han motion?
Man dyrkede ikke motion dengang. Livet var mindre stillesiddende, fordi man ikke havde de hjælpemidler, vi har idag. Andersen var et meget aktivt menneske, der bl.a vandrede meget på sine rejser og også kunne transportere sig til fods i Danmark - f.eks. fra København til Slagelse d. 5. januar 1823!
Var H.C. Andersen damernes ven?
Både og. Han fik aldrig noget gengældt kærlighedsforhold til en kvinde. Han var en kejtet og usikker bejler. Så usikker, at nogle har ment at han var homoseksuel. Der var dog en del kvinder, der fandt ham tiltrækkende. På sin Jyllandsrejse i 1830 skrev han i et brev til sin ven Edvard Collin, at:

"...den Dame der kom selv med en Kjærligheds Erklæring til mig, vilde ganske tabe i mine Øine, jeg holder heller ikke stort af de exalterede Damer, selv om de sværme for mig."

Han blev gennem sit liv tilbedt som den succesfulde kunstner. Han fortæller i 1835 (igen i et brev til Edvard Collin), at de unge damer, der alle har læst om Lara og Flaminia i hans gennembrudsroman Improvisatoren, "flokke sig om Digteren".

I 1845 var han til taffel hos Fr. Wilhelm IV af Preussen, hvor han gjorde stor lykke. Johan de Mylius har i sin biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag (Aschehoug 1998), under året 1845, 17. december skrevet at "H.C. Andersen er det store trækplaster i det berlinske selskabsliv – og han ved det selv og gør sig kostbar. Hos flere kunstnere og kulturpersonligheder har man indbudt folk til at komme og møde HCA, men han udebliver fra selskabet."

Malerinden Caroline Barduas søster, Wilhelmine, har i sin dagbog noteret: "Digteren Andersens Nærværelse sætter hele Selskabet fra Hoffet og nedefter i Bevægelse – han er Dagens Løve." Wilhelmine Bardua har i dagbogen beskrevet HCA som "overordentlig talende og ledsagede sin Tale med livlige Fagter" og siger, at han "ser temmelig godt ud".

Om Anna Bjerring skriver Mylius (under 5. juli 1857):

Første dagbogsomtale af Anna Bjerring, en på dette tidspunkt 25-årig lærerinde fra Ålborg. (...) Der består fra denne tid en livslang korrespondance mellem disse to, og de har flere personlige møder. Der er ingen tvivl om, at hun har været forelsket i HCA og har gjort, hvad hun kunne for at få ham. Ved sin død (1902), tager hun HCA.s breve til hende med sig i graven!
Har H.C. Andersen skrevet et eventyr eller et digt om nordvinden?
I eventyret "Paradisets Have" (fra Eventyr, fortalte for Børn, 2. række, 2. hæfte 1839) optræder både norden-, østen, sønden- og vestenvinden.
Hvad mente H.C. Andersen om sit eget udseende:
Han skrev i digtet "Aftenen" fra 1827 (her citeret fra Johan de Mylius' (udgiver): H.C. Andersen. Samlede Digte, s. 82-83):
Se, hist på skrænten står en lang person
med ansigtet så blegt, som salig Werther,
og med en næse, stor som en kanon,
og øjne bitte små, som grønne ærter.
Han synger noget tysk med et "woher?"
og stirrer derpå ud i vesterlide.
Hvorfor mon han vel står så længe der?
Ja Herre Gud! man kan ei alting vide;
dog er det sikkert, har jeg rigtigt set,
en gal, en elsker, eller en poet.
H.C. Andersen er kendt som "Den fynske nattergal", men hvad sang han som barn?

H.C. Andersen improviserede for det meste sine sange, både tekst og melodi. Hans første møde med poesien var hos genboen (i Munkemøllestræde) fru Bunkeflod, hvis afdøde mand, pastor Hans Christian Bunkeflod, bl.a. havde skrevet nogle viser. Han sang hos fru Bunkeflod, men om han sang disse viser, er uvist.

På Odense Teater så han i 1813 Ferdinand Kauers romantisk-komiske trylleopera Das Donauweibchen. Han begyndte at synge melodier fra Das Donauweibchen med sine egne hjemmelavede tekster, han satte sammen af danske og tyske ord. Han gav sig til at spille stykket derhjemme, "– skjøndt jeg ikke vidste flere end de to tydske Ord "Schwester" og "Bruder" (Levnedsbogen).

Senere lærte han vistnok teksten, men brugte stadig egne melodier. Da han ankom til København for at søge lykken, opsøgte han balletdanserinden Anne Margrethe Schall og opførte på stedet noget af den kvindelige hovedrolle i syngestykket Cendrillon eller Den lille grønne Sko, som han havde set to gange på teatret i Odense. Han havde aldrig læst stykket og improviserede både tekst og melodi. Han dansede i strømpesokker og brugte sin hat som tamburin. Det var ingen succes...

Som voksen sang han af og til følgende, alene eller med et publikum, akkompagneret af klaver:

  • Barcarolen af Hérolds syngestykke 'Marie'
  • Kong Christian
  • Te voglio bene assaje (napolitansk folkesang)
  • Kong Frederik den Sjette (Danmark, deiligst Vang og Vænge)
  • Lille Viggo
  • Gurre

De tre sidste har H.C. Andersen selv skrevet teksten til. Han kaldte Te voglio, Kong Frederik den Sjette og Gurre for sine "paradeheste" (Dagbøger II, s. 195).

Hvad har H.C. Andersen betydet for hele verden, og især Danmark?

Det er ikke til at svare kort på, men han er mere udbredt end nogen anden forfatter nogensinde (kun Biblen er oversat til flere sprog). Han læses af alle kinesiske børn i skolerne og er i det hele taget meget kendt og værdsat i Kina og Japan.

Man kan sige, han ligesom filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) kan det særlige at gøre tanker til fortælling. På en særligt nordisk, melankolsk og samtidig vittig måde. Hans eventyr er filosofiske og er samtidigt fortalt med en fantastisk fortælleglæde, sprudlende fantasi samt et smukt og forfinet sprog.

Det er noget andet end f.eks. fransk filosofi, der ikke skal være morsomt, og folkeeventyr, der fortæller myter snarere end filosofi og helt uden Andersens finesse. Hans eventyr kan også det særlige at tale til børn og voksne på en gang, i to lag af teksten.

Hvordan var han som person?

Han var gavmild. Ængstelig for brand. Havde en del bekymringer, men begav sig alligevel ret frygtløst ud i verden på rejser. Det var farligt dengang. Hele hans tidlige karriere krævede stort mod af ham. Han rejste til København næsten uden penge og forbindelser som 14-årig.

Han var forfængelig og så følsom, at hans omgivelser (især den lidt tørre familien Collin) sommetider kunne finde ham latterlig og utålelig. Det var ikke tilfældet med den mere kosmopolitiske familie Melchior eller andre åbensindede ånder, f.eks. H.C. Ørsted, B.S. Ingemann, Bertel Thorvaldsen, Bjørnstjerne Bjørnson m.fl.

Hvor mange sprog kunne H.C. Andersen tale og hvilke sprog?
Foruden selvfølgelig dansk talte han ganske godt tysk, noget italiensk, noget fransk og noget engelsk. Det er svært at vide hvor god han var til sprogene, men hans tyske har været ganske godt, med fejl, som blev opfattet som mere charmerende end irriterende. Han havde hele livet utroligt mange tyske kontakter, så han må nødvendigvis have talt meget tysk. Hans fransk har nok også været godt nok. Hans engelske var tilgengæld ret dårligt.