Denne side har Lars Bo Jensen m. hjælp fra Johan de Mylius, Solveig Brunholm og Odense Bys Museer skrevet til www.hca2005.dk, som ikke findes længere. Siden havde titlen Q&A (questions and answers). Størstedelen af spørgsmålene kom fra Mikkel Stjernberg v. HCA2005, og nogle er føjet til senere af besøgende på hjemmesiden. Læs svar på flere spørgsmål i vores FAQ. /Lars Bo Jensen 13/3/2006
Vi faaer herude paa Bregentved "Albani-Øl", det er nok fra Odense, men indtræffer fra Kjøbenhavn, jeg troer fra et stort Øl-Udsalg i Larslaistræde. Grevinden og jeg drikker det, og jeg kan ikke noksaa rose dette øl, det er ikke saa stærkt som den Porter Frøken Anna drikker, har ikke den Spritussmag der er ved bayrisk Øl, det er lædskende, velsmagende og kraftigt.
Mine Støvler, der vare krøbne ind af Søevandet, og alt forhen for snevre, mine Liigtorne – o, det var en heel Tortur og dog maatte jeg fort fremad!
HCA læste virkelig meget, såvel dansk som udenlandsk litteratur. Det ville næsten være lettere at svare på, hvad han ikke læste. Men for at nævne nogle af de vigtigste:
Han læste Holberg allerede som barn. Som en del af sin uddannelse læste han en del klassiske forfattere, f.eks. Horats og Aristofanes.
Blandt de vigtigste tidlige inspirationskilder og forbilleder er:
engelske Walter Scott og William Shakespeare, tyske E.T.A.Hoffmann, Heinrich Heine, Jean Paul, Ludwig Tieck, Adelbert von Chamisso og Johann Wolfgang Goethe og blandt de danske Adam Oehlenschläger og Steen Steensen Blicher.
Derudover kan man nævne en række digtere af særlig betydning, bl.a engelske lord Byron, Charles Dickens og kaptajn Marryat, franske Alfred de Vigny og Alexandre Dumas d. ældre, svenske Fredrika Bremer, Atterbom og Bellman samt danske Hans Adolph Brorson, Jens Baggesen, Christian Winther, Carsten Hauch, Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg, Frederik Paludan-Müller, Carl Bagger, Carl Bernhard, B.S. Ingemann, Thomasine Gyllembourg, Søren Kierkegaard m.fl.
- Bredal, Ivar Fr. (1800-64)
- Gade, Niels W. (1817-90)
- Glæser, Franz (1798-1861)
- Hammerich, Asger (1843-1923)
- Hartmann, J.P.E. (1805-1900)
- Heise, Peter (1830-79)
- Helsted, Edvard (1816-1900)
- Holm, Vilhelm (1820-86)
- Horneman, C.F.E. (1840-1906)
- Kuhlau, Fr. (1786-1832)
- Liebmann, Axel (1849-76)
- Lumbye, H.C. (1810-74)
- Matthison-Hansen, Gottfred (1832-1909)
- Paulli, H.S. (1810-91)
- Rung, Henrik (1807-71)
- Weyse, C.E.F. (1774-1842)
- Brahms, Johannes (1833-97, tysk)
- Cherubini, Luigi (1760-1842, italiensk-fransk)
- Dreyschock, Alexander (1818-69, tjekkisk)
- Grieg, Edvard (1843-1907, norsk)
- Henselt, Adolf (1814-89, tysk)
- Hgg, J. A. (1850-1928, svensk)
- Josephson, Jacob Axel (1818-80, svensk)
- Kalkbrenner, Friedrich (1788-1849, tysk-fransk)
- Lachner, Ignaz (1807-95, tysk)
- Lindblad, Adolf Fredrik (1801-78, svensk)
- Liszt, Franz (1811-86, ungarsk)
- Mendelssohn-Bartholdy, Felix (1809-47, tysk)
- Meyerbeer, Giacomo (1791-1864, tysk-fransk)
- Rossini, Giacomo (1792-1868, italiensk)
- Schmitt, Aloys (1788-1866, tysk)
- Schumann, Robert (1810-56, tysk)
- Spohr, Ludwig (1784-1859, tysk)
- Verhulst, J.J.H. (1816-91, hollandsk)
- Wagner, Richard (1813-83, tysk)
- Weber, Carl Maria (1786-1826, tysk)
Jeg har daglig en lille Strid med Ingemann om Opfindelsernes Betydning, idet han sætter Poesien saa høit over Videnskaben, men ikke jeg. Han indrømmer at vor Tid er Opfindelsernes store Tid, men at det er kun i det mekaniske, i det Materielle, at det breder sig ud; jeg betragter dette som de nødvendige Bærere for det Aandelige, de store Grene hvorpaa Poesien siden kan sætte sin Blomst.
(fra et brev til Henriette Wulff d. 5. juni)
Her i Kjøbenhavn faldt Hagel så store som Kaalhoveder, og Sneen fygede, saa at jeg troede: Nu plukker Charlotte alle de hvide Høns i Kjøge og har sendt dem mod Skyerne, saa Fjerene ret kunne drysse ned over Høibroplads, Nyhavn, og hvor der boer Mennesker, som tænke paa Charlotte.Brevet er underskrevet "Din Ven H.C. Andersen".
(Bille og Bøgh: Breve fra H.C. Andersen, Aschehoug 2000, s. 921)
Det var rædselsfuldt [dvs. gruopvækkende]. Skorpen brændte os gjennem Støvlerne, saa vi knap kunde holde det ud, og flere Steder var der Spalter, uhyre lange, som vi maatte over, og i disse saae vi kun den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi sunkne i et Ildhav. En Alen fra os bruste som et Vandfald den røde Lava ned ad Bjerget. Ild og store Stene fløi fra Krateret og rislede ned ad Keglen. Svovldampen faldt qvælende for Brystet, og da Jorden brændte under os, kunde vi kun staae der 2 Minutter; jeg følte, mit Liv var i Guds Haand, og svimlede af Henrykkelse.
(tilføjelse dateret 25. februar i et brev til Henriette Wulff)
"...den Dame der kom selv med en Kjærligheds Erklæring til mig, vilde ganske tabe i mine Øine, jeg holder heller ikke stort af de exalterede Damer, selv om de sværme for mig."
Han blev gennem sit liv tilbedt som den succesfulde kunstner. Han fortæller i 1835 (igen i et brev til Edvard Collin), at de unge damer, der alle har læst om Lara og Flaminia i hans gennembrudsroman Improvisatoren, "flokke sig om Digteren".
I 1845 var han til taffel hos Fr. Wilhelm IV af Preussen, hvor han gjorde stor lykke. Johan de Mylius har i sin biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag (Aschehoug 1998), under året 1845, 17. december skrevet at "H.C. Andersen er det store trækplaster i det berlinske selskabsliv – og han ved det selv og gør sig kostbar. Hos flere kunstnere og kulturpersonligheder har man indbudt folk til at komme og møde HCA, men han udebliver fra selskabet."
Malerinden Caroline Barduas søster, Wilhelmine, har i sin dagbog noteret: "Digteren Andersens Nærværelse sætter hele Selskabet fra Hoffet og nedefter i Bevægelse – han er Dagens Løve." Wilhelmine Bardua har i dagbogen beskrevet HCA som "overordentlig talende og ledsagede sin Tale med livlige Fagter" og siger, at han "ser temmelig godt ud".
Om Anna Bjerring skriver Mylius (under 5. juli 1857):
Første dagbogsomtale af Anna Bjerring, en på dette tidspunkt 25-årig lærerinde fra Ålborg. (...) Der består fra denne tid en livslang korrespondance mellem disse to, og de har flere personlige møder. Der er ingen tvivl om, at hun har været forelsket i HCA og har gjort, hvad hun kunne for at få ham. Ved sin død (1902), tager hun HCA.s breve til hende med sig i graven!
Se, hist på skrænten står en lang person
med ansigtet så blegt, som salig Werther,
og med en næse, stor som en kanon,
og øjne bitte små, som grønne ærter.
Han synger noget tysk med et "woher?"
og stirrer derpå ud i vesterlide.
Hvorfor mon han vel står så længe der?
Ja Herre Gud! man kan ei alting vide;
dog er det sikkert, har jeg rigtigt set,
en gal, en elsker, eller en poet.
H.C. Andersen improviserede for det meste sine sange, både tekst og melodi. Hans første møde med poesien var hos genboen (i Munkemøllestræde) fru Bunkeflod, hvis afdøde mand, pastor Hans Christian Bunkeflod, bl.a. havde skrevet nogle viser. Han sang hos fru Bunkeflod, men om han sang disse viser, er uvist.
På Odense Teater så han i 1813 Ferdinand Kauers romantisk-komiske trylleopera Das Donauweibchen. Han begyndte at synge melodier fra Das Donauweibchen med sine egne hjemmelavede tekster, han satte sammen af danske og tyske ord. Han gav sig til at spille stykket derhjemme, "– skjøndt jeg ikke vidste flere end de to tydske Ord "Schwester" og "Bruder" (Levnedsbogen).
Senere lærte han vistnok teksten, men brugte stadig egne melodier. Da han ankom til København for at søge lykken, opsøgte han balletdanserinden Anne Margrethe Schall og opførte på stedet noget af den kvindelige hovedrolle i syngestykket Cendrillon eller Den lille grønne Sko, som han havde set to gange på teatret i Odense. Han havde aldrig læst stykket og improviserede både tekst og melodi. Han dansede i strømpesokker og brugte sin hat som tamburin. Det var ingen succes...
Som voksen sang han af og til følgende, alene eller med et publikum, akkompagneret af klaver:
- Barcarolen af Hérolds syngestykke 'Marie'
- Kong Christian
- Te voglio bene assaje (napolitansk folkesang)
- Kong Frederik den Sjette (Danmark, deiligst Vang og Vænge)
- Lille Viggo
- Gurre
De tre sidste har H.C. Andersen selv skrevet teksten til. Han kaldte Te voglio, Kong Frederik den Sjette og Gurre for sine "paradeheste" (Dagbøger II, s. 195).
Det er ikke til at svare kort på, men han er mere udbredt end nogen anden forfatter nogensinde (kun Biblen er oversat til flere sprog). Han læses af alle kinesiske børn i skolerne og er i det hele taget meget kendt og værdsat i Kina og Japan.
Man kan sige, han ligesom filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) kan det særlige at gøre tanker til fortælling. På en særligt nordisk, melankolsk og samtidig vittig måde. Hans eventyr er filosofiske og er samtidigt fortalt med en fantastisk fortælleglæde, sprudlende fantasi samt et smukt og forfinet sprog.
Det er noget andet end f.eks. fransk filosofi, der ikke skal være morsomt, og folkeeventyr, der fortæller myter snarere end filosofi og helt uden Andersens finesse. Hans eventyr kan også det særlige at tale til børn og voksne på en gang, i to lag af teksten.
Han var gavmild. Ængstelig for brand. Havde en del bekymringer, men begav sig alligevel ret frygtløst ud i verden på rejser. Det var farligt dengang. Hele hans tidlige karriere krævede stort mod af ham. Han rejste til København næsten uden penge og forbindelser som 14-årig.
Han var forfængelig og så følsom, at hans omgivelser (især den lidt tørre familien Collin) sommetider kunne finde ham latterlig og utålelig. Det var ikke tilfældet med den mere kosmopolitiske familie Melchior eller andre åbensindede ånder, f.eks. H.C. Ørsted, B.S. Ingemann, Bertel Thorvaldsen, Bjørnstjerne Bjørnson m.fl.