H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

H. C. Andersen og Christian 8. – endnu en gang

Hop forbi menu og nyheder

Udkast til en anmeldelse af Rolf Dorset: Paradisbarnet (2004) til Personalhistorisk Tidsskrift 2005. Af Vello Helk, fhv. overarkivar ved Rigsarkivet.
Læs også forlagets egen – mere positive – omtale af bogen. Mere om emnet: se FAQ'en. Om HCA's familie: se den korte biografi. /lbj

Rolf Dorset: Paradisbarnet - en bog om H.C. Andersens herkomst. Forlaget Tiderne Skifter, 2004. 266 s.

I juni 1987 introducerede Fyens Stiftstidendes kulturredaktør Rolf Dorset meget positivt Jens Jørgensens bog om H.C. Andersen som Christian 8.s uægte søn. Senere anmeldte han den med nogle spørgsmålstegn. På tærskelen til digterens 200-års dag er han selv nedkommet med en tilsvarende publikation. Selv om han kritiserer visse punkter i Jens Jørgensens fremstilling, er han overbevist om at have sandsynliggjort, at HCA er kongesøn. Han er dog ikke bombesikker, taler til sidst om muligheden at få foretaget en DNA-analyse, men tilføjer, at selv hvis den er negativ, vil den være inderlig overflødig. Han prøver altså at bevise noget, som han dybest set betvivler? Og alligevel betegner han i bogen uden forbehold Christian 8. som HCAs biologiske far (fx s. 148).

Da jeg har ordnet kongehusarkivet fra denne periode, var jeg 1987-88 indblandet i diskussionen. I Personalhistorisk Tidsskrift skrev jeg en kommentar til Jørgen Skjerks længere anmeldelse af Jens Jørgensens bog (PT 108, 1988, s. 38-39). I denne skrev jeg til sidst: "JJ har i en diskussion kaldt sin bog en provokation, men den må snarere betegnes som spekulation". Det har været fristende for Dorset at fortsætte i samme opsigtsvækkende spor, og han har da også fundet sine tilhængere hos nogle anmeldere, der ikke har bredere viden og derfor lader sig lettere overbevise. Henrik Schovsbo fra Fyens Stiftstidende har ingen problemer med bogen og det samme gælder stort set Doris Ottesen i Kristeligt Dagblad. Dog med et lille forbehold, at det er en spændende bog, uanset hvad man så måtte mene om kongebarnsteorien. Jyllands-Postens anmelder Niels Lillelund mener, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for kongelig afstamning: "mit bud er, at de, der i forvejen var overbeviste, vil føle sig bekræftede og vederkvægede, mens de "rigtige" forskere vil ryste på deres i forvejen trætte hoveder". Der er noget om det, især fordi myteskabere synes at være utrættelige.

I Berlingske Tidende mener Jens Andersen, at Rolf Dorset ikke kommer meget længere end sine egne ord: "Det er kun sladder, men det er ganske vist". Det huer ikke forfatteren, han kritiserer valg af anmelderen, der for nylig har publiceret en udførlig biografi af HCA, er altså part i sagen. Han må dog finde sig i, at der blandt hans anmeldere også er personer med indgående forhåndskendskab til HCA. I Politiken slutter Jes Fabricius Møller, at hypotesen om HCA som kongesøn ikke holder vand. Han nævner en verdenskendt parallel, nemlig Bertel Thorvaldsen.

Typisk for Dorset er hans forsøg på at beskrive undfangelsen af HCA, hvor han blander formodninger, rygter og kendsgerninger, lægger kun mærke til det, han ønsker. Hvorfor skulle Elise have dæknavne, når andre damer, som prinsen ifølge dagbogen samtidig havde et meget nærmere forhold til, fx fru Schele (s. 32-33), anføres med deres rigtige navne? Både Laure og frk. Hedemann optræder dog mere neutralt. Men Dorset har sikkert en god forklaring, noget i stil med: da prinsen anede, at forholdet til Elise ville resultere i HCA, gjaldt det om at anonymisere moderen.

Dorset nævner også mig i sin bog. Jeg har anført flere argumenter, som han kun til dels accepterer. Arkivstudier synes ikke at være hans stærke side. Han foretrækker trykte kilder, som har befriet ham "for det mest søvndyssende, der tænkes kan, nemlig at sidde og gennemlæse side efter side af stof, der viser sig aldeles irrelevant – og så i gotisk håndskrift" (s. 7-8).

I modsætning til Jens Jørgensen har Dorset benyttet kongehusarkivet, dog ikke særlig indgående, mest pakken "Korrespondance med og vedrørende forskellige Damer". Det viser efter hans mening, at Christian 8. var særdeles kulant over for kvinder, som han besvangrede, og over for børnene, hvis opvækst han sikredeøkonomisk. Her bliver Dorset også nødt til at nævne Carl Frederik Eide, følgen af prinsens forhold til Johanne Marie Brandvold (ikke: Branvoll) i Norge. Dorset mener endog, at han var reglen, ikke undtagelsen, men forsøger at sno sig udenom ved at påstå, at når han ikke ydede nogen støtte til HCA, skyldes det, at han med rette kunne mene, at det barn var familien Ahlefeldts problem. For de kvinder, han gavøkonomisk hjælp til barnets, i nogle tilfælde børnenes, opvækst, kom fra borgerskabet, som ville være ilde stedt uden den (s. 40-41).

Jeg har redegjort for dette udførligt i en længere artikel (Morgenposten, Odense, 25.10.1987), som Dorset må og eller i hvert fald burde have læst? Der beretter jeg også om et andet barn, datteren Christiane Frederikke, født 11. august 1814, der døde af mæslinger allerede i september 1815. Christian Frederik blev ved med at støtte moderen også efter barnets død. Dorset burde også have læst grundigere nogle af de mange breve, som blev vekslet mellem Carl Frederik Eides far og mor. Det er en rørende menneskelig dokumentation om det nære og dog så fjerne forhold mellem dem. Da barnet blev større, rejste moderen efter prinsensønske med ham til København, og besøget blev gentaget med et par års mellemrum. Det blev aftalt, at han i 10-årsalderen skulle sættes i skole i Danmark, men det udsatte prinsen af hensyn til moderen. Hun var glad, fordi hun havde fået en god mand, der elskede hende og hendes søn, og gratulerede også Christian Frederik til hans bryllup i maj 1815 med prinsesse Caroline Amalie. Han svarede: "Inderlig knytter jeg dig i tankerne til mit hjerte ogønsker dig og den lille alt godt", og fortsatte med at rose sin tilkommende: "Hun er så blid og god, at hun vist, for min skyld, ville elske dit barn, om hun havde lejlighed dertil". Den hjertelige korrespondance fortsatte længe. Carl Frederik kom 1827 efter faderensønske til Danmark, blev udlært i skovbrug, 1842 skovrider i Sorø og virkede der til sin død 1882. Foruden sin gage nød han en fast årlig ydelse på 600 rdl. Til sin fader havde han et nært forhold. De korresponderede med hinanden, brevvekslingen er bevaret, og han havde til enhver tid adgang til ham. Han havde også venskabeligt forhold til sin halvbroder, kronprins Frederik.

Efter Christian 8.s død i januar 1848 kondolerede kongens gehejmekabinetssekretær J.G. Adler ham: " Vel har Du grund til at sørge og klage, en Fader er uerstattelig, selv om han ikke kunde vedkjende sig Navnet". Har Dorset ikke set dette brev? Kan han finde et tilsvarende brev fra Adler til HCA? Nu taler forfatteren mest omøkonomisk støtte, reducerer Christian 8. til en kongelig alimentbetaler. For at give sine påstande større vægt bliver den unge prins nærmest betegnet som en præmietyr, "særdeles fertil", var "far til mindst en halv snes børn uden for sine to ægteskaber" (s. 36). Alt kan bruges, især de mange rygter, men hvor er kendsgerningerne?

Det er rigtigt, at han havde mange damebekendtskaber, men man kan vist ikke betegne alle hans kvindelige kontakter som seksualobjekter? Der er vist også noget, der hedder venskab? Blandt dem er således også en italiensk nonne ved navn Marie Gabrielle.

Da Oldenborgernes kongelinie 1863 uddøde med Frederik 7., blev også dens forskellige forpligtelser opgjort. De årlige ydelser blev 1865 afviklet med et engangsbeløb, udregnet efter modtagerens alder. Her findes flere gamle fordringer af tilsvarende art, altså de oplysninger fra chatolkassen og partikulærkassen, som Dorset savner (s. 91), især hvad uægte børn angår.

Der var Caroline Petronelle Seufert i Wien, der havde underholdt Frederik 6. under Wienerkongressen og nu var en dame på ca. 70 år. Hun havde siden 1815 modtaget et årligt beløb på 1200 hollandske dukater. Hendes aktuelle pension var på 5000 rdl. – eller lige så meget, som højesteretspræsidenten fik i løn. På grund af hendes høje alder slap man her med en afløsningssum på 37.500 rdl. Af og til dukker der imidlertid en historie op, at hun fik penge fra Danmark til sin død 1891 (fx Jyllandsposten, København 7.10.2000), som altså er forkert, er blevet en lille myte, som åbenbart ikke lader sig udrydde?

Blandt andre ældre fordringer kan nævnes prinsesse Charlotte Frederikkes ven i Rom, tegnelærer Carlo Santi, der siden 1841 havde modtaget 1400 rdl. årligt. Her var afløsningssummen ca. 15.000 rdl. I forhold dertil var den årlige gave til Carl Frederik Eide, 600 rdl., ret beskeden, svarende til postmesterløn i Saxkøbing eller Nibe. Hans afløsningssum androg knap 9000 rdl. I disse opgørelser leder man forgæves efter navne som jomfru Fanny (Franciska Caroline Elise Enger) og H.C. Andersen, sidstnævnte måtte som andre kulturpersonligheder nøjes med sin faste årlige understøttelse fra statskassen, blev ikke betragtet som en illegitim oldenborger.

Dorset tror fuldt og fast på den gamle myte, at førstnævnte var en datter af prinsesse Charlotte Frederikke, og antyder, at faderen kunne være Christian Frederik (s. 39). Jeg har selv undersøgt dette problem, læst mange breve med krøllede bogstaver, som beviser, at hun i så fald måtte være svanger en pæn del over ti måneder. Resultatet blev citeret af Morten Kamphøvener, der også gennemhullede de efter Dorsets mening "siden opfyldte" (s. 39) spådomme om grænselandets fremtid helt frem til 2. verdenskrig (Sønderjyske Åbøger 1964, s. 226), men myten lever åbenbart videre. Den er sidst behandlet af Hanne Christensen (19 myter i Sønderjyllands historie, Aabenraa 2002, s. 140-151). Hun behandler den som katten den varme grød, tør ikke afvise den, lader alle muligheder stå åbne. Anders Monrad Møller bemærker i sin anmeldelse, at det er en af de myter om maternitet og paternitet, som af en eller anden grund ender med at "de troende" fordrer omvendt bevisbyrde, således at den arme stakkel forventes at kunne føre bevis for, at disse og hine ikke var forældrene (Sønderjyske årbøger 2003, s. 190). Dette gælder også for HCA.

For at opretholde disse myter må man sommetider, når det ikke er nok med forfalskningsteorier, gribe til andre metoder, i hendes tilfælde hævde, at hun fik støtte fra hemmelige kilder, og se bort fra det logiske, at kongehuset ikke lod sit uægte afkom i stikken, og at støtten kan dokumenteres. Frederik 5.s fire døtre med Catharina Maria Mahs de Hansen blev gift Destinon, Lützow, d"Origny og Fehmann, var på ingen måde ringe partier. Denøkonomiske støtte fortsatte undertiden i flere generationer. Således havde Annette Fehmann, en datterdatter af ovennævnte forbindelse, endnu 1862 en årlig ydelse på 400 rdl. Det er komplet ulogisk, men for mytedannelsen nødvendigt at forestille sig, at kongehuset lod et fyrstebarn forblive en simpel syjomfru.

Alt dette har Dorset ikke læst eller interesserer det ham ikke? Det stemmer jo ikke overens med hans teorier. Boopgørelsen kan han i hvert fald ikke betegne som forfalskning, er en kendsgerning, som det er bedst at glemme?

Dorset gør meget ud af hjælpen fra Fonden ad usus publicos. Her er dog ikke tale om de sædvanlige faste ydelser, men tidsbegrænsede bevillinger, desuden henviser han her inden Christian Frederiks tronbestigelse til Frederik 6., der egentlig ikke havde det så godt med tronfølgeren og nød at ydmyge ham (s. 129). Man må spørge, om denne med hjælpen til sin uægte søn virkelig var så nærig, at han ikke brugte sin egen kasse, men lod disse udbetalinger gå via kongen gennem en offentlig fond? For Carl Frederik havde han vitterligt fundet penge, men denne var måske hans yndlingssøn? En illegitim kongesøn behøvede i hvert fald ikke atøve afpresning eller være bange for, at han ikke fik ridderkors (s. 162). Dorset nævner også, at HCA kun takket være en ihærdig indsats af den holstenske gehejmestatsminister Conrad Rantzau-Breitenburg fik 1838 tildelt en årlig understøttelse på 400 rdl. Samme år søgte han bibliotekarpladsen hos prinsen, men fik ikke stillingen (s. 124).

Det ville have været naturligt, når familien Ahlefeldt ikke længere tog sig af HCA, at Christian Frederik gjorde det, ligesom han gjorde med sine uægte børn i Norge. Hans breve tyder jo på en ægte faderfølelse. Dorset har ikke i den omtalte korrespondance fundet breve, som kunne henføres til komtesse Ahlefeldt. Han bliver nødt tit at bruge mange indirekte "beviser", som er skåret til efter hans læst. Det kan være et morsomt puslespil, men bliver ikke rigtigere af den grund.

Dorset forsøger at afkræfte eller i hvert fald svække mit argument, at det var umuligt at skjule noget i hofkredse (s. 99-100). Jeg har også set andet i kongehusarkivet, erfaret, hvordan kongelige personers gøren og laden blev overvåget. Dorset må også kende gehejmeråd J. P. Traps erindringer, hvor bl.a. disse understøttelser er nævnt. Jeg har jo påvist både denøkonomiske og moralske støtte, og hvis HCA virkelig var uægte barn af Christian 8., ville det komme mere direkte frem, ikke ved hjælp af fortolkede antydninger og konstruerede fortolkninger, men fx som ovennævnte brev fra Adler, der stod kongen meget nær. Dertil kommer, at Christian 8. selv har hjulpet os på vej. Han var et samvittighedsfuldt ordensmenneske, skrev mange egenhændige breve. Men når han skrev forkert eller ville ændre noget, skrev han et nyt, mens det gamle (undertiden flere udkast) har overlevet i hans arkiv. Det gælder bl.a. også hans korrespondance med børnenes mødre i Norge, en detalje, Dorset ikke nævner. Han mener desuden, at den slags viden udelukkende ville være baseret på kongens egne private papirer, påstår endog: "meget, om overhovedet noget, at hente i andre papirer er der ikke". Her ser han bort fra eksempler, som jeg har fremført og som modsiger ham: således Adlers brev og boopgørelsen efter Frederik 7.

Blandt de mange formodninger er, at HCA blev ledt på sporet af "sin sande herkomst" af prinsesse Charlotte Frederikke i Rom (s. 118-121). Dorset undrer sig over, hvorfor HCA efter de første kontakter ikke ville have med hende at gøre. Nu har Dorset åbenbart ikke benyttet prinsessens arkiv, heller ikke hendes hofchef oberst Paulsens papirer, fordi han så måske havde opdaget, at prinsessen var en kronisk løgnerske, der med sine historier satte sin hofchef i pinlig forlegenhed. Det kunne være en årsag til HCAs tilbageholdenhed: prinsessen var i hvert fald ikke et sandhedsvidne.

Som arkivar kender jeg alt for godt denne trang til at bevise sin fornemme herkomst. Nogle slægtsforskere mener, at når godsherren har stået fadder til en undergivnes barn, som bliver opkaldt efter ham, må han have haft mere end en finger med i spillet, men det gælder dog ikke, når fruen gør det. I forbindelse med denne sag har jeg fået adskillige forespørgsler om forfædres mulige kongelige afstamning. Disse har ikke været så berømte, derfor bliver der ikke skrevet bøger om dem, men familietraditionen lever videre og får flere krøller, ligesom denne historie.

Desværre har jeg måttet skuffe alle: der er intet om deres påståede kongelige afstamning i kongehusarkivet. Fx må det betvivles, at et barn, født i 1834, ifølge familietraditionen kan være søn af prins Christian Frederik, fordi han blev døbt Eugène Georg Otto Napoleon, en utænkelig navnekombination i forbindelse med det danske kongehus.

Man må også tage i betragtning, at under enevoldskongerne blev deres uægte børn ikke lagt dem til last, var mest en offentlig hemmelighed, så at sige et af deres prærogativer. Efter enevældens fald blev også deres familieliv normaliseret, med det resultat, at hemmeligheden nu er meget dybere, da ægteskabsbrud ikke anses for passende.

Historikere gør ofte forsøg på at aflive myter, men opgaven synes håbløs, da folk jo elsker dem, ligesom julenisser. Når beviserne er mangelfulde eller mangler helt, træder troen til, og så er det ikke længere muligt at diskutere. Fra ældre tid har vi dem som sagn. Mange tror således fuldt og fast på, at Dannebrog dalede ned fra himlen i Estland 1219. Guldalderens kunstnere har foreviget disse myter, og måske kan vi med tiden i en ny udgave af Christiansborgs gobeliner se fremstillet et møde mellem Christian 8. og H.C. Andersen: den fortabte søn bliver genfundet? Men til syvende og sidst er det egentlig den bekendte fjer, der bliver til fem høns, og det er ganske vist, at Dorsets nye klæder består for en stor del af formodninger båret oppe af en blanding af rygter og tilpassede fakta. Desuden væsentlige fortielser, men ingen anmeldere har et nærmere kendskab til kongehusarkivet, og Dorset skriver godt. Og man kan også benægte fakta, måske endog påstå, at man med vilje har udeladt H.C. Andersen og jomfru Fanny ved opgørelsen af Oldenborgernes understøttelser til deres uægte afkom? At de hørte til en særlig hemmelig gruppe, som ikke engang måtte nævnes i kongehusarkivets ellers i meget lang tid utilgængelige papirer?

HCA bliver i bogen fremstillet som en person med et kæmpestort ego, der elskede at prale af sine fyrstelige forbindelser. Hvorfor hemmeligholdt han sin kongelige afstamning, især efter Christian 8.s og Frederik 7.s død? Hvorfor skulle vi vente på Jens Jørgensen og Rolf Dorset? Han havde vist egentlig grund til at være fornærmet, fordi han i modsætning til sin "halvbror" Carl Frederik Eide og andre 1865 ikke var blevet fundet værdig til en godtgørelse, var ikke blevet anerkendt som kongesøn? Disse penge blev dog ikke uddelt efter rygter, men på grundlag af kendsgerninger, og til disse hører ikke Christian 8.s mindst en halv snes uægte børn inklusive HCA. Vi har sikker viden kun om to.

På nogle punkter nærmer Dorset sig den kontrafaktuelle historieskrivning: hvordan det kunne have været, hvis hans formodninger var i orden. Han er på jagt efter "rigtige" citater, og hvis visse datoer ikke passer i hans kram, må de være forfalsket. Rygter bliver drøftet i fuld alvor, ved hjælp af dem skabes kendsgerninger, hypoteser forvandles til beviser osv. Hug en hæl og klip en tå, byg nyt på, således kan man myter få!

Dorset har ret i, at HCA var en sand kongesøn i folkeeventyrets betydning af ordet (s. 254). Desuden er han for nylig stemt frem som den største dansker. Derfor har han slet ikke brug for disse konstruktioner, kan godt selv stå som eventyrfortællernes ukronede konge.

   Top