Første offentliggørelse: Tyskland, sommeren 1927

Digtet "Det døende Barn" blev trykt i A.P. Liunges avis Kjøbenhavnsposten d. 25. september 1827, side om side med en tysk oversættelse foretaget af HCAs bekendt fra Helsingør, Ludolph Schley. Der er yderligere detaljer om udgivelsen samt links i værkregistret. I december 1828 blev digtet optrykt i Johan Ludvig Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post. Digtets første offentliggørelse var den tyske oversættelse, som blev trykt anonymt og uden HCAs vidende i en avis i Libau i Østpreussen i sommeren 1827 (hvortil Schley var kommet som svensk konsulatssekretær efter at have forladt Helsingør 1826). Kilde: Johan de Mylius: H.C. Andersens liv. Dag for dag (1998), året 1827.

Xavier Marmiers oversættelse af H.C. Andersens "Det Døende Barn"

Den franske forfatter Xavier Marmier skrev en biografisk artikel om H.C. Andersen, "Une vie de poète", der blev trykt i Revue de Paris, Oktober 1837. Oplysningerne havde Marmier bl.a. fået ved et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen blev meget betydningsfuld for Andersens udbredelse og opfattelsen af ham, idet den blev oversat til flere sprog og dannede forbillede. Marmier afsluttede artiklen med en oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", som bringes efter den danske tekst. Oversættelsen er bl.a. gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 (Se bibliografi: AaJ 1338).

Det døende Barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei det maa Du først mig love,
Thi Din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer
Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig,
O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke –
– Moder – see! nu kysser Englen mig!

L'enfant mourant

Ma mère, je suis las, et le jour va finir:
Sur ton sein bien-aimé laisse-moi m'endormir.
Mais cache-moi tes pleurs, cache-moi tes alarmes:
Tristes sont tes soupirs, brûlantes sont tes larmes.
J'ai froid. Autour de nous regarde: tout est noir;
Mais lorsque je m'endors, c'est un bonheur de voir
L'ange au front rayonnant qui devant moi se lève,
Et les rayons dorés qui passent dans mon rêve.

N'entends-tu pas des chants, des chants harmonieux,
Tels qu'un jour nous devons en écouter aux cieux?
L'ange est à mes côtes; il m'appelle, il m'attire;
Je l'entends qui me parle, et je le vois sourire.
Je vois de tous côtés d'admirables couleurs:
C'est l'ange aux ailes d'or qui me jette des fleurs.
Dans ce monde, ma mère, aurai-je aussi des ailes?
Ou bien faut-il mourir pour les avoir si belles?

Pourquoi me presses-tu tristement dans tes bras?
Pourquoi ces longs soupirs que je ne comprends pas?
Pourquoi ces pleurs ardents sur ta joue enflammée?
Oh! tu seras toujours ma mère bien-aimée.
Mais, je t'en prie encor, ne pleurs pas ainsi.
Si je te vois souffrir, hélas! je souffre aussi.
J'ai mal, et la douleur assoupit ma paupière.
Adieu. L'ange m'embrasse. Adieu, ma pauvre mère.

Das sterbende Kind

(oversat af Ludolph Schley)

Mutter, ich bin müde, lass in Deinen
Treuen Armen schlummern nun dein Kind,
Doch verspricht mir erst nicht mehr zu weinen
Heiss und brennend Deine Tränen sind
Hier ist es kalt, und draussen Sturme wehen,
Doch in Traum ist alles licht und klar,
Engelkinder hab ich dort gesehen,
Immer wenn mein Aug geschlossen war.

Sieh! Da steht schon eins an meiner Seite,
Hör, wie süss es klingelt, Mutter, sieh
Doch die Flügel, weiss und glänzend beyde!
Mutter, gab ihn unser Vater die?
Gold und Blumen mir von Augen schweben
Gottes Engel streut sie um mich aus.
Sag, bekomm ich Flügel auch um Leben,
Oder erst in seinen Sternenhaus?

Warum drückst Du meine Hand zusammen,
Warum so an meine, Deine Wang?
Sie ist nass und brennt doch wie die Flammen,
Bey Dir bleib ich ja mein Lebelang.
Laszt nu deine Thränen nicht mehr fleissen
Musz auch weien, wenn Du traurig bist.
O wie müd! - Es will mein Aug sie schliessen
Sieh doch - sieh - wie auch der Engel küszt.

Das sterbende Kind

[ukendt oversætter – fra H.C. Andersen. Sämtliche Werke, Lorck, Leipzig 1853, bd. 7, s. 374.]

Mutter, ich bin müde und ich sehne
Mich, zu schlafen an dem Herzen Dir.
Heiß auf mein Gesicht fällt Deine Thräne,
Weine lkänger nicht, versprich es mir!
Hier ist's kalt und draußen Stürme wehen,
Doch im Traum ist Alles licht und klar.

Horch, Musik! Von ferne klingt es leise;
Ach! zu meiner Seite steht ein Knab',
Flügel hat er, Mutter, schöne weiße,
Die gewiß der liebe Gott ihm gab.
Grün und roth und golden seh' ich's schweben:
Blumen streu'n sie mit den Händen sein.
Sag', bekomm' ich Flügel auch im Leben,
Oder muß ich erst gestorben sein?

Warum hältst Du meine Hand so bange,
Drückst den Mund so fest auf mein Gesicht?
Naß, doch feuerheiß ist Deine Wange.
Mutter, ich bin Dein und laß Dich nicht.
O laß Deine Thränen nicht mehr fließen,
Weinst Du länger, weinen muß auch ich.
Bin so müd; mein Auge will sich schließen,
Mutter, sieh, nun küßt der Engel mich!