Indledning

Af Lars Bo Jensen, april 2005

Susana V. Louro kontaktede mig i 2004 med opfordringer til at bringe digtene fra H.C. Andersens sidste rejsebog, Et Besøg i Portugal i 1866 (1868), på nettet. Susana Louro er selv portugiser, bosiddende i Danmark. Hun har rådgivet Erik Dal om nogle detaljer i Dansk Sprog- og Litteraturselskabs genudgivelse af rejsebogen i H.C. Andersen. Rejseskitser, Borgen 2002, samt medvirket i genudgivelsen af den flotte fotoudstillingsbog Med H. C. Andersen i Portugal år 1866. Fotoudstilling fra Portugal's turistbureau, 1976 og 2005, hvorom Erik Dal i efterskriften i Rejseskitser har skrevet:

Trods eller på grunds af A.s evner som øjemenneske kan man nok få lyst at se, hvordan nogle af de beskrevne steder og mennesker så ud »i virkeligheden«. Et ret imponerende svar er givet i en foto-vandreudsilling, arrangeret af Susana Viegas Louro og bevaret i et foliohæfte fra 1976 (...) De 24 plancher rummer c. 300 fotografier, redigeret så præcist, at billedteksterne »simpelthen« består af HCA-citater med figurnumre i marginen, hertil korte opsatser med historiske og lokale oplysninger og skitser med rejseruten.

Andersen og Portugal

Efter i en del år at have haft Italien som det primære rejsemål i syden, trængte Andersen til fornyelse af ruten og af ånden. Han betonede længslen efter nye rejseoplevelser i dette hjørne af Europa i en effektfuld (men opdigtet) scene i selvbiografien Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, 1847, der ender med digterens blik fra Frankrig ind i Spanien, som han havde måttet opgive at besøge.

I 1862 rejste Andersen til Spanien med Jonas Collin d. yngre som rejsekammerat. Rejsen strakte sig fra 23. juli 1862 til 31. marts 1863, opholdet i Spanien fra 6. september (HCAs "københavnske fødselsdag") til 22. december 1862. Andersen sugede som sædvanlig dygtigt indtryk til sig, hvilket man kan følge i Dagbøgerne og i rejsebogen I Spanien (1863).

Portugal besøgte Andersen i 1866. Der var tale om et besøg, som rejsebogens titel siger. Den portugisiske købmand og danske generalkonsul i Lissabon, Jorge O'Neill, havde 10. maj 1865 inviteret digteren til at besøge sig i Portugal. Under rejsen opholdt Andersen sig hos José Maria O'Neill i Cintra (Sintra) og hos to af dennes sønner, Jorge (George) O'Neill på Quinta do Pinheiro i Palhava og Carlos O'Neill på Quinta dos Bonecos i Setúbal.

Litteratur

Opholdet i Portugal er beskrevet udførligt i bl.a. Jens Andersen: Andersen. En biografi bd. 2, Gyldendal 2003, se især s. 267-288. Se desuden Erik Dals efterskrift i Rejseskitser s. 276-284 og Poul Houe: "Ude er hjemme. Om H.C. Andersens 'Et Besøg i Portugal 1866'", i Danske Studier, 1988, s. 115-32 og Hans Aage Paludan: "H.C. Andersens Rejse i Portugal", i Edda XXXIII, s. 471-93.

Udgaver

Et Besøg i Portugal i 1866 udkom i sin tid ikke som en selvstændig bog, men som en del af Samlede Skrifter, bd. 28, 1868. Tre af bogens digte, "Henriette Wulff (I det brændende Skib paa det rullende Hav)", "Paa Nytaarsmorgen! (Du Evighedens Gaade, du Lys for min Forstand)" og "En Stemning (Jeg Guds Verden har seet)" var udgivet andre steder før de blev bragt i rejsebogen. Et Besøg i Portugal i 1866 blev genoptrykt i andenudgaven af Samlede Skrifter, men har ellers været forholdsvis overset i mange år. Den er ikke medtaget i Det danske Sprog- og Litteraturselskab udgivelse af Romaner og Rejseskildringer I-VII, Gyldendal 1943-44, men blev genudgivet 100 år efter førstetrykket, i 1968, med noter og indledning af Poul Høybye, på Det Berlingske Bogtrykkeri, København. Og igen i 2002, dog som en del af ovennævnte Rejseskitser, der samler allehånde mindre rejsetekster af H.C. Andersen. Det er således stadig en bog, der fører et diskret liv.

Citeret udgave

Uddragene nedenfor er citeret fra H.C. Andersen. Rejseskitser. Tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Erik Dal. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, forlaget Borgen, 2002, ISBN 87-21-02010-8. Anmeldt af Anders Bay i TijdSchrift voor Skandinavistiek vol. 24 (2003), nr. 1.

Links

Uddrag

Udvalget er foretaget af Susana V. Louro og tilrettelagt af Lars Bo Jensen for H.C. Andersen-Centret.

Fra kapitel I:

Hvilken Overgang at komme fra Spanien ind i Portugal ! det var som at flyve fra Middelalderen ind i Nutiden. Rundt om saae jeg hvidtede, venlige Huse, indhegnede Skove, dyrkede Marker, og ved de større Stationer vare Forfriskninger at faae. Man ligesom fornam en ny Tids Beqvemmeligheds Brise fra England eller den øvrige levende Omverden. Malerisk smuk, med sine hvide Huse i det Grønne, skinnede i Høiden for os den første portugisiske By, Elvas.

Side 182

Fra kapitel II: "Pinieros"

(...) den store Aqvæduct: Arcos das aguas livres, »de frie Vandes Bue«. Grønne Høider med Haver og Byens Mure skjule næsten aldeles Lissabon; kun en Del af den vestlige Forstad og de mod øst liggende Høider med Klostre og Caserner ere at see. I Horizonten bag Byen og Floden løfter sig Palmella med Bjergene St. Luis og Monte Arrabida.

Fra Havens brat nedgaaende Muur er Udsigten især behersket af den mægtige Vandledning, der paa fem og tredive Buer strækker sig hen over Dybden; høje Træer og fire Etagers Huse ligge som for dens Fod. øverst er en hvælvet Gang, høi og bred nok for Arbeidsfolkene, som jævnlig maae rense og istandsætte Canalen, der har smaa, aabne Taarne, gjennem hvilke den friske Luft kan virke paa det rindende Vand; det er et Slags bedækket Galeri, med en aaben smal Gang for Fodgængere.

Side 185

Hvor Alt i dette Land er skjønt!
Den danske Mark med Korn og Grønt,
Og Sydens Cacter, Olietræer,
En Sol saa varm, en Luft saa skjær,
Alt ved det store Verdenshav,
Et Hjem saa danskt, Gud her mig gav,
Trofaste Venners Hjerteslag,
Er som Musik for mig hver Dag;
Derfor jeg veed, derfor jeg troer,
En Digtning fra mit Hjerte groer,
Der tone skal fra Strand til Strand,
Camoens, dit skjønne Fædreland.

Side 186f

"Her er nu saa roligt og sikkert som i Danmark," sagde man til mig. "De kan sove trygt som laae De i Kjøbenhavn; Røverne, som for Aaringer siden huserede, ere hængte; vi have en glubsk, aarvaagen Lænkehund, og ladt Gevær i Soveværelset; De kan faae det Samme, om De vil."

Side 189

Fra kapitel III

Om Louis de Camoens, Portugals største episke forfatter (født 1517), skrev "Lusiaden" inspireret af Homers "Iliaden":

Til den sidste Stund, i Sorg og Savn, i den yderste Armod, elskede han sit Fædreland. I et af sine sidste Breve skriver han derom: "Snart er mit Liv til Ende, og da ville Alle erfare, hvor kjært jeg har mit Fædreland!" Det, hvorom han synger:

"Høit, som Europas Pande,
Er Lusitanien sat,
Her slippe Jordens Lande;
Og her i Havets Vande
Faaer Solen Ro hver Nat."

Side 193f

En af de betydeligste Nulevende [portugisiske digtere] er Antonio Feliciano de Castilho, født i Lissabon ved dette Aarhundredes Begyndelse. Han er gift med en Landsmandinde af os Danske, Frøken Vidal fra Helsingør.

(...

Den kjære Castilho talte saa livlig, saa ungdomsfrisk, han arbeidede i denne Tid paa at oversætte Virgil; Sønnen, der ogsaa er Digter og meget talentfuld, hjelper den blinde Fader; Datteren er den yngste og har prægtige øine, fyldt med Sydens Sol, jeg improviserede til hende et lille Digt om Stjernerne, jeg før havde seet om Natten, men nu saae ved den lyse Dag.

"Ved Natten var Stjernerne min Behag,

Men nu har jeg seet den ved den lyse Dag."

Side 194ff

Fra kapitel IV, "En Maaned i Setubal"

[I Campagnen]

Jeg følte mig saa opfyldt af den hele Naturdeilighed, i denne lette, milde, varme Luft, det var som en Kirkegang i den store, fremmede Gudsnatur; jeg følte en Tryghed i Gud, Følelsen fik Ord:

Er Du i Verden vide,
Du er dog Hjemmet nær,
Gud aander ved din Side
I Luft og Blomst og Træer;
Du høre kan hans Stemme
I Dig og rundten om,
Og føle Du er hjemme
Hvor Du i Verden kom.

Og stedes Du i Fare,
Er uforskyldt i Nød,
Han vil Dig vel forsvare,
Og der er ingen Død,
Og der er ingen Smerte;
Vort Jordlivs Stjerneskud
Er fra en Moders Hjerte
At flyve op til Gud.

side 205f

Hvor Aftenen er deilig, forfriskende mild,
Og Stjernerne store og klare!
Ildfluer, som Gnisterne fra en Ild,
Hen over Orangerne fare.
Jeg hører det rullende Verdenshav,
Min Hjemvei, den snoer sig om Jorden,
Den friske Luftning sit Kys mig gav,
En Hilsen derhjemme fra Norden.
I den det klinger om Atterkomst,
Gud lade de Tærninger trille!
Mit Danmark, du deiligste Kløverblomst,
Saa sød, saa frisk og – saa lille!
Jeg skrev dette lille Vers ind i en Stambog og føiede til:
Deroppe i Nordens græsgrønne Dal,
Med alle de gamle Minder,
Vil Tankerne flyve til Setubal.
Til Venner og til Veninder.

Side 207

[Aftenstemninger]

Den sidste Aften gik jeg ind iBrancanes' Klosterhave; her var en Stilhed, en Eensomhed, en forfriskende Duft fra Træer og Buske; Stjernerne funklede; mit Sind var tungt, mit Hjerte fuldt af Veemod, min Stemning blev Sang:


Jeg Guds Verden har seet,
Jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, røde og hvide!


Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde?


I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det Levende blive det Døde?


Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte mægtige øde?

Side 214f

Fra kapitel V

[Cintras Deilighed]

»Her er jeg i dit deilige Danmark!« sagde José og udtalte af varmt Hjerte sin Kjærlighed for det Land, hvor han havde tilbragt de tidligste Ungdomsaar.

Man siger, at enhver Nation finder i Cintra et Stykke af sit Fædreland, jeg fandt Danmark her; jeg troede at gjenfinde mangen kjær Plet fra andre skjønne Lande, det grønsværklædte Kent, Brockens vildt omkastede Steenblokke; jeg kunde her troe mig ved Genfersøens Bred og i Leksands Birkeskove. Alt vexlede forunderligt rigt. Her stod Laurbærtræet med sin sortrøde Frugt, her løftede og bredte sig Geranierne som store Buske, og Fuchsien stod som Træ. Fra Kastanier og Bananer hang Slyngplanterne i en Fylde, der maatte minde Sydamerikaneren om hans Hjemstavns Skove.

Tæt ovenfor Haven saae man fra Veien ud over Cintra, hvis gamle Slot har Udseende af et Kloster med smaa tilklistrede Bygninger. De mange, smaa Haveterrasser prangede alle med Springvande; to kuppelagtige Skorstene, ikke ulige Champagneflasker, dominere den hele Bygning, der mangler al Skjønhed.

Side 224f

Før jeg forlod Pinieros og Vennerne her, skrev jeg i Fru O'Neills Album:


Naar, om Gud vil, snart jeg vandrer
I den danske Bøgesal,
Vil min Tanke ofte flyve Til det skjønne Portugal.


Dvæle længst da paa Pinieros,
Hvor jeg fandt mit danske Hjem;
Jeg staaer atter paa Terrassen, Alle Syner flyve frem:


Aqvæducten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en Ven,
Sødt at mødes, tungt at skilles, Mon I huske mig igjen?

Side 228

Fra kapitel VI.

(...) meer og meer blev levendegjort Erindringen og Forestillingen om min Ungdoms Veninde Jette Wulff's skrækkelige Død paa det samme Hav, da Dampskibet Austria, som hun var paa, brændte, al den Rædsel jeg derom havde læst, følt og lidt under, jeg havde igjen hendes Død saa levende i Tanke og Fornemmelse.


I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav, Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort øre.

Side 231

Jeg stod længe i den stjerneklare Nat og saae paa det stortrullende Verdenshav, og da jeg igjen søgte ind i Salen og strakte mig paa Sophaen, var Sindet forfrisket og glad i Hengivelse til Gud:


Du Evighedens Gaade,
Du Lys for min Forstand,
DuKkjærlighed og Naade
Saa stor den rummes kan.
Fra Dig alt Livet vælder,
Til Dig alt Liv gaaer hen,
Til Dig jeg Hoved helder,
Du Barnets store Ven.


Jeg øinene vil fæste
Fortrøstningsfuld paa Dig,
Hvad der er mig det Bedste,
Det vil Du give mig!
O lad den Tro ei briste
Hos mig i Angstens Stund,
Og i den allersidste
Kys mig med Fadermund.

Side 232f

Autograf tilhørende Hugo O'Neill, Setúbal, gengivet i efterskriften til Et Besøg i Portugal i Rejseskitser, s. 277

Efter Camões

Her hvor Europas Billede forkynder
At Lusitanien er dens Hoved-Pragt,
Her Jorden slipper, Havet her begynder,
Hvor Solen seiler ud til Glands og Magt.

H.C. Andersen.