H.C. Andersen centret

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Femtende Bind. - Titelblad: ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 211 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Poesien (se Nr. 555). p. 1
Recension (se Nr. 56). p. 2
Til min Moder (se Nr. 34). p. 3
Sjælen (se Nr. 17). p. 4
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 6
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 7
Rimedjævelen (se Nr. 20). p. 8
Rabbi-Meyer (se Nr. 342). p. 13
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 17
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 18
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 19
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 21
Mai (se Nr. 204). p. 24
Sommerflugt og Hvile (se Nr. 206). p. 27
August (se Nr. 207). p. 33
Gefion (se Nr. 181). p. 37
Aarets Børn (se Nr. 365). p. 38
En Reisende (se Nr. 347). p. 40
Et Digt om Konerne (se Nr. 357). p. 40
Skovbal (se Nr. 271). p. 42
Klintekorset paa Møen (se Nr. 57). p. 43
Slaaentjørnen (se Nr. 556). p. 48
Rosen paa Kisten (se Nr. 557). p. 49
Kjærlighed (se Nr. 130). p. 49
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 50
Fædrelandet (se Nr. 380). p.54
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 55
Mosters Skjærmbræt (se Nr. 65). p. 56
Nogle Viser:
I. Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn (se Nr. 373). p. 59
670. II. Ved en Vens Afreise til Paris! (Hør Venners Stemme: drik og spiis!) (Saml. Skr. XII, 54). p. 60
671. III. (Vi er i Marts, men Martsviol) (Saml. Skr. XII, 55). p. 61
672. IV. (Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat) (Saml. Skr. XII, 56). p. 62
V. Det er Liv at reise (se Nr. 418). p. 63
VI. Sang, skreven og afsjungen paa Fregatten Bellona (se Nr. 383). p. 64
VII. Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840 (se Nr. 391). p. 65
673. VIII. Ved Festen for Architekt Bindesbøll (Som Du tænkte det staaer nu Museet) (Saml. Skr. XII, 60). p. 66
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 66
En Guddoms Tanke er Du, Poesi! (se Nr. 202).p. 68
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 71
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 72
Hjertets Melodier:
I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 72
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 73
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 73
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242). p. 73
V. (Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav) (se Nr. 135). p. 73
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 74
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige!) (se Nr. 137). p. 74
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr:) (se Nr. 105). p. 74
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 75
Studenten (se Nr. 43). p. 78
Stakkels Mary Anne (se Nr. 601). p. 80
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 81
Prolog og Epilog:
674. (En Aftenunderholdning med Bevilling) (Saml. Skr. XII, 78). p. 86
(Høistærede! - jeg tror De vil mig kjende) (se Nr. 497). p. 87
Elbkongens Brud (se Nr. 163). p. 87
Til J. P. E. Hartmann:
I. (Hvad Herligt ude Du har seet og hørt) (se Nr. 298). p. 89
675. II. Den 14de Mai. (Maimaaned pynter med Grønt vore Skove)(Saml. Skr. XII, 82). p. 90
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 91
Phantasistykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 93
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 95
Kometen (se Nr. 55). p. 96
Kometen 1835 (se Nr. 78). p. 100
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 104
De to Fugle (se Nr. 212). p. 105
Spillemanden (se Nr. 117). p. 106
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 107
Pjat, Pjat! (se Nr. 100). p. 108
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 109
Sange af: Ravnen. 1832.
1. Matrosernes Sang. (Naar Bølgerne dandse om Merset lidt) (se Nr. 196). p. 110
2. PantalonesVise.(Mo'erlille sidder med Briller paa) (se Nr. 196). p. 111
Sange af: Bruden fra Lammermoor. 1832.
1. (Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat) (se Nr. 183). p. 112
2. (Mandens dybe, bittre Sorg) (se Nr. 183). p. 113
3. (Stem gamle Minstrel Harpen nu) (se Nr. 183). p. 113
4. (Der sidder to Ravne paa Træet hist) (se Nr. 183 og Nr. 230). p. 114
Sange af: Festen paa Kenilworth. 1836.
1. (Brødre, meget langt herfra) (se Nr. 285). p. 114
2. (Hvad Hjertet her sig klynger til) (se Nr. 285). p. 116
3. Drikke Sang. (Bacchus er den største Mand) (se Nr. 285). p. 117
4. Romance. (Hyrden græsser sine Faar) (se Nr. 285). p. 118
Skildvagten (se Nr. 88). p. 119
Kong Frederik den Sjette:
I. (Danmark, deiligst Vang og Vænge) (se Nr. 346). p. 123
II. Sørge-cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 124
III . Sang ved Afsløringen af Mindestøtten (se Nr. 478). p. 127
IV. Sang ved Indvielsen af Frederik den Sjettes Asyl (se Nr. 420). p. 128
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 130
Jagtsang (se Nr. 337). p. 132
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 133
Weyse. (Ved hans Jubilæum) (se Nr. 444). p. 135
Holger Danske (se Nr. 59). p. 135
Taaren (se Nr. 97). p. 137
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 138
Formens evige Magie (se Nr. 173). p. 142
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 146
Amors Spillekort (se Nr. 68). p. 146
Svinene (se Nr. 19). p. 147
Varulven (se Nr. 171). p. 149
Min Vise (se Nr. 182). p. 150
Indledende Smaavers til Hartmanns sex Characteerstykker (se Nr. 543 / 548). p. 152
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 153
Rosen (se Nr. 188). p. 154
Fyen I (se Nr. 140). p. 155
Fyen II (se Nr. 129). p. 155
Phantasus (se Nr. 32). p. 155
Min Undskyldning (se Nr. 108). p. 157
Herregaarden og Børnene (se Nr. 201). p. 158
September (se Nr. 208). p. 165
October (se Nr. 209). p. 169
Paaskesang (se Nr. 290). p. 172
Billeder fra Jylland:
I. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum) (se Nr. 115). p. 175
II. Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 176
III. Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 177
IV. Længsel med Potterne (se Nr. 124). p. 180
V. Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 181
VI. Maleri fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 182
VII. Phantasi ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 184
VIII. Reise-Capriccio (se Nr. 128). p. 185
Vignetter til danske Digtere (se Nr. 174). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Illustrated by twelve large designs in colour after original drawings by E. V. B. [i. e. the Hon. Mrs. Boyle]. Newly translated by H. L. D. Ward and Augusta Plesner. Sampson Low, London 1872. [stort format 94 s.]

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/618, A-1019, 1950/86)

Blæksprutten, 1904: s. 25: H.C. Andersen i O'ense fødtes / Der han sine Børnesko har traadt. / Snart hans Navn var li'saa stort som Goethes / Men hans Tøj sad ikke nær saa godt. / Han paa Æventyrets Englevinger / Svang sig op, den gamle Kavaller, / Mens han digted med den Pegefinger, / Man endnu i Kongens Have ser. /

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Søndag offentliggør i Dag et hidtil utrykt Digt af H.C. Andersen. Det er et Lejlighedsdigt, en Bryllupssang, som blev brugt ved en privat Festlighed paa Nysø,hvortil Digteren havde medbragt sin Sang i flere af ham selv udskrevne Eksemplarer. Vi bringer hosstaaende Digtet i Facismile. Søndag, . [Datering? på bagsiden er en artikel af C.A. Clemmensen - formentlig fra 1922. Digtet kan ikke være fra 17.11.1847, da var HCA ikke på Nysø. Jonna Stampe blev gift 2.2.1850. Elise = Elise Stampe (1824-68), svigerinde til Christine Stampe og søster til Hendrik S., forblev ugift]. Mel.: Han gik til Ludlams Hule.

Der ude er saa sølet
Der er saa vaadt og graat,
Man gaaer og er forkjølet
Og det er ikke godt.
Her inde er det Sommer,
Som aldrig før det var,
Her er to RosenBlommer
Her er et Brudepar.

Vi sidde her i Klynge,
Med Kjoler uden Slæb,
Men vi af Hjertet synge,
Hver med vort lille Næb,
med Koldt og med lidt Kage
Her i Elises Bo
Vi Hvedebrødets Dage
Vil feire for de to.

I see at i vort Øie
Et Glædes Blus er tændt,
Men Versene sig bøie
Saa Visen snart er endt,
Vi klinke og vi nikke,
Vi Alle, stort og smaaat,
Vor Vise duer ikke,
Men Hjertet det er godt!

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den franske Minister og hans Frue, Madame Hermite, havde igaar Eftermiddags indbudt til et stort og udsøgt Selskab til Theog kunstnerisk Underholdning. Berlingske Tidende, 15.2.1928.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Professor ved Kunstakademiet i New York, Billedhuggeren Georg Loeber, der er født af danske Forældre og ofte har gæstet Danmark, har til Jubilæet skænket Odense-Museet et stort Relief af H.C. Andersen. Dagens Nyheder, 3.4.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH X-B-12)

H.C. Frydendahl: Maanedsskrift for den fynske Øgruppe. November 1935. heri s. 175-76: Digt til Hans Christian Lund (1765-1846):

Ej kender Storhed Venskabs Stemme, Ej Guld og Magt fremkalder det, Kun eet jeg ved og kan ej det glemme: at sandt Venskab gør vor Bane let.

Desuden har HCA skrevet til C. Leontin Lund:

Hvad der er smaat for de store, er stort for de smaa, og er de gamles Forstand i Færd med at gaa i Staa, da kan et lille muntert Ord i Latter dem faa.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/431)

MORITZEN, JULIUS, Hans Christian Andersen. Books Abroad IX, pp. 137-40. Foromtale af bogen: "Dansk-amerikansk Journalist fra Odense skriver stor H.C. Andersen-bog", Fyns Venstreblad, sep. 1932. - "Odenseaner udgiver stort biografisk Værk om H.C. Andersen. Det har taget mig 30 Aar at gøre Bogen færdig, siger Julius Moritzen." Fyns Tidende, 11. Dec. 1938.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/539, 1966/36)

H.C. Lund, de gamles By, København: Et rim af H.C. Andersen: Om han river Bogen i Stykker, det siger ej stort. Værre har de store imod mig gjort. Fynsk Hjemstavn, Maj 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H.C. Lund, De gamles By, København et vers skrevet under opholdet i Helsingør - til Hans Christian Lunds fader, C. Leontin Lund: "Ej kender Storhed Venskabs Stemme, ej Guld og Magt fremkalder det. Kun eet jeg veed ogkan ej det glemme: at sandt Venskab gjør vor Bane let."
"Hvad der er smaat for de store, er stort for de smaa, og er de gamles Forstand i Færd med at gaa i Staa, da kan et lille muntert Ord i Latter tit dem faa.
Guds Fred med dem, som villig letter, den kummerfulde Broders Nød, som slukker Tørst og Hunger mætter, o, var det kun med sparsomt Brød; thi Gud ser ei paa den Riges Haand, Men paa den fromme Givers Aand. Fynsk Hjemstavn, 8. Aargang, November 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Vagabonden: Den store H.C. Andersen-Fortolker, Jacob Texière, der har et særligt stort Publikum her i den verdensberømte Digters Fødeby, fylder paa Fredag 60 Aar. Fyns Stiftstidende, 30. Januar 1939. "Jeg har aldrig anstrengt mig for at ligne H.C. Andersen", Berlingske Aften, 28.1.1939; "Texiere efterlyser den rette Ærbødighed for H.C. Digteren forudsaa i sine Eventyr Flyvemaskinerne og Diktaturet", Ekstrabladet, 28.1.1939. Oplæsning af Snedronningen, Politiken, 2.11.1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Lensgrevinde Wedell og Fru Skovrider Biilmann redegjorde for de store Arrangementer ved Børnehavefesten Søndag den 1. Juli. Man ønsker at skabe en Fond, der emd Tiden kan blive saa stort, at der kan rejses et fuldt moderne Daghjem i Hammel. Ved Festen vil Parken staa til Publikums Raadighed og der bliver talt af Lensgrevinde Wedell og Amtmand Schau. Der bliver Oplæsning og en Udstilling af H.C. Andersen-Minder. Aarhus Stiftstidende, 22. Jun. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Svenstrup: Citerer fra Andersens besøg i Valencia, 1862-63 Grenaa Folketidende, 16. marts 1949.

Foran en Boutikaabning, der indtog hele Husets Brede, hang et stort Klædningsstykke; det saae ud som en Stormklokke, men af Linned, spændt ud med Staaltraad eller Spanskrør. Det var det Klædningsstykke, man nu tildags kalder Crinolinen og hvori Fruentimmerne blive alle lige tykke, saavel de unge Piger, som de gamle Koner; det er, som om de have Paraply om Tyndlivet, Noget, der ikke har med Naturen eller Vor Herre at gjøre. Dette store Strutud hang der, og da det bredte sig saa forfærdeligt vidt foran den hele Boutik, saa havde man behængt det med alt det Nips af Klædningsstykker, man kunde finde i Boden: Børnestrømper, Halsklæder, Baand og Vifter. Crinolinen var Skilt for Boutiken, Stormklokken, der ringede til Huset, Klokken uden Knevl; Señora maa krybe i Klokken, hun er da selv Knevlen i Crinolinen. Jeg faldt ordenlig i Tanker ved det Syn, jeg tænkte fremad. Ja, om tusinde Aar, da gaae Fruentimmerne ikke med Crinoline, man nævner ikke det Navn; det staaer da kun i gamle Skrifter, og læses disse, og Menneskene da see i Billeder, hvorledes saadan en Crinoline saae ud og vor Tids Damer saae ud med den paa, saa raabe de ganske høit: "Du forbarmende Gud!" de lee, de more sig. "Det var dog en latterlig Dragt!" De læse om dens Oprindelse, det er da et Sagn; de læse om Keiserinden, ung og smuk, der i qvindelig Blyhed opfandt denne Klædning, som skjulte for Verden at hun var Moder; og Klædningen klædte; kløgtig var hun, hun var klog, hun var smuk, og det vilde de Alle være, og saa fik de Alle Crinoline, de Tykke og de Tynde, de Lange og de Korte; det saae rædsomt ud! hvor maa hun have leet, den smukke, den unge, den kløgtige Opfinderinde, hun, som havde en Tanke derved. Og saa gik de om i Aaringer, i hendes Land, i Nabolandet, i alle Lande; Knevelen ringede ud: "det er skjønt! det er behageligt, det er saa uendeligt køligt!" Det var anno crinoline, Cholerine, Plage og Pine! Her foran Valencias Boutik klokkede den Kjøbere; jeg tegnede den af, her er den i sin Størrelse, saa stor, at den skjuler al videre Beskrivelse af Valencia.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Folmer Schiøtt: bl.a. om digtet "Nær Odense Munkemølle":

En Stue, et lille køkken -
og dog alt saa stort og godt,
der leged jeg juleaften
som siden paa intet slot.
Og risengrøden og gaasen
Og gnavposen - hvilken fest.
Vor jord er velsignet -
det føler i Barndomshjemmet man bedst.

Nyborg Social Demokrat, og Fyns Socialdemokrat, 24.12.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Contes , I. Traduction de J.-J. GATEAU. Préface de ANDRÉ MAUROIS. Les Presses de la Cité, Paris. 20 pl., 144 pp.
Forord pp. 3-4; indledning af Poul Höybye pp. 5-6. - Illustreret af Victor Brockdorff. Foromtale: Aalborg Stiftstidende, 5.8.1950; ved André Maurois i: Ce Matin 21.12.1951 - Politiken, 14.11.1951; Ny Dag, 11.12.1951; Social-Demokraten, 28.11.1951; Helge Wamberg: "Dansk bog-mand fik sukces i Paris: Forlagsboghandler Sven Nielsen fejrer sin 50 aars dag i dag med at udsende første bind af stort H.C. Andersen-værk paa fransk, Politiken, 13.11.1951; H.C. Andersen paa fransk med forord af Maurois, Kristeligt Dagblad, 14.11.1951; H.C. Andersen paa Fransk - uden Charme, Aarhus Stiftstidende, 19.11.1951. La Croix de la Haute Marne, 9.3.1952; La Croix de la Lorraine, 20.1.1952; Libre Artois, Arras, 10.1.1952; Le Comtois, Besançon, 29.12.1951.
Dansker illustrerer fransk nationaludgave af H.C. Andersen. Ekstrabladet, 14.8.1950. Cf. (noten til) nr. 1941 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1951/85)

Men Rådhuset i Oslo stenger eventyrdikteren og barna ute. Stort festmøte i Aulaen, flere foredragsturneer etc. 1100 skolebarn i Folketeatret. Inger Hagerup: Prolog ved Folketeatrets festforestilling. Aftenposten, 30.3. Dagbladet, 31.3. Morgenbladet, 19. og 30.3. Morgenposten, 30.3. Nationen, 2. og 30.3. Vårt Land, 30.3.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Festen begyndte med et rigtigt Eventyr - 566,39 og en Amerika-Rejse til en odenseansk Dreng. Kongen hyldede Odense som Byen med det glade Smil. "Hans eget Liv var i sandhed et stort Eventyr". Flensborg Avis 2.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

et stort og farverigt vægtæppe med H.C. Andersens "Kejserens nye klæder" som motiv er i disse dage udstillet i vinduet hos "Haandarbejdets Fremme i København. Tæppet er fremstillet af kunstnerinden Margrethe Lundberg og er en del af det inventar, som organisationen Frihedskampens Veteraner skænker World Veteran Federation til det danske værelse i hovedkvarteret i Paris. Information, 7. april 1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jacob Tønnesen, Skagen: Eventyrdigteren H.C. Andersen stod ved Anna Brøndums (Anna Anchers) vugge, den 18. august 1859. Derfor maa hun blive til noget stort, sagde hendes fromme moder. Fyns Tidende, 18.8.1959; Aalborg Amtstidende, 19.7.1959.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

GRØNBECH, BO, H. C. Andersens eventyrverden. 2. reviderede udg. Hans Reitzel, København. 166 pp. (Falkebog, 19.)
Denne bog er stort set identisk med den afhandling jeg forsvarede for den filosofiske doktorgrad i maj 1945 [nr. 1189 ovf.]. Blot er de to indledende kapitler blevet trukket sammen til et par korte bemærkninger [..]. - Anm.: C.J.E. [Carl Johan Elmquist], Politiken, 25.7.1964; Peder Hesselaa, Fyens Stiftstidende 1. jul.; Randers Amtsavis, 4.7.1964.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Palle Petersen, Synspunkt: Der bruges mange penge og kræfter på at gøre verdenopmærksom på, at det i dag er 100 år siden, H.C. Andersen døde. Og død er han stort set for dem, han skrev for - børnene, skriver børnebogsforfatteren Palle Petersen i dette synspunkt om børnebogens Krise, Anders And og den store digter fra Odense. Ekstrabladet, 4.8.1975.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H. C. Andersens Album , I-V. Udgivet af Kåre Olsen, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. Lademann, København 1980. - Udgaven omfatter ét bd. (24 + 287 pp.) i stort format, med facsimilegengivelse af Det store Album m.v. (NkS 1299 g, I-IV, fol.) og HCA's første stambog (Coll. Saml. 14,4 ^o ), samt to kommentarbd. (med fortløbende paginering, 955 pp.). - Anm.: Hans Andersen, Jyllands-Posten 2.4.1980; Aksel Brahe, Fyens Stiftstidende 2.4.1980; Paul Carlsen, Aarhuus Stiftstidende 9.4.1980; co., Frederiksborg Amts Avis 4.8.1980; Erik Dal, Anderseniana , 3. rk., 3:4, 1981, pp. 275-78; Flemming Everfelt, Frederiksborg Amts Avis 2.4.1980 (o.fl.st.); Allan Fridericia, Land og Folk 5.8.1980; Per Gudmundsen, Aktuelt 13.5.1980; Niels Houkjær, Kristeligt Dagblad 2.4.1980; Henrik Neiiendam, Weekendavisen 11.4.1980; Ole Schierbeck, Politiken, 9.3.1980; watz., Lolland-Falsters Folketidende 12.4.1980. - Cf. Hans Hertel, Da H. C. Andersen klippede og klistrede, Information 27.7.1982. - Cf. også Aage Damm, En stor og pragtfuld opgave, De grafiske Fag , 76, 1980, pp. 72-74, Flemming Fiurendal, En udgivelse. Den storslåede H. C. Andersen-udgivelse 'Mit store Album' forelagt af Lademann på digterens 175-års dag, Det danske Bogmarked , 126, 1980, pp. 428-30, samt Kirsten Weber, H. C. Andersens album, Meddelelser fra Rigsbibliotekaren , 31:2, 1980, pp. 12-17.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Larsen, Børge, H. C. Andersen-forsker i stort norsk format. Kristeligt Dagblad 4.5.1981. - Om Chr. Svanholm.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Rindel, Gerd, Ej blot til lyst. En romanbiografi om H. C. Andersen . Hans Reitzel, København 1990. 183 pp. - Skrevet for børn og unge. - Anm.: Jens Kistrup, Berlingske Tidende 21.12.1990; Marianne Rosen, Information 10.12.1990; Kristeligt Dagblad 24.7.1992; Weekendavisen 12.10.1990; Bent Mohn, Politiken 17.11.1990. - Cf. Bodil Hedeboe, "At drømme stort om sig selv", Dansk Noter, 1991, nr. 3. pp. 42-48.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Da HCA på begge sider af årsskiftet 1833-34 opholdt sig i Rom, havde han i Via Sistina et stort hjørneværelse med udsigt og blomster på den lille altan. Danair Magasinet. 1, 1990, s. 23-26.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1990/30)

Præsentationsfolder for: H.C. Andersen. Nyhavn.
Forsiden: Der er så meget Stort og Godt Som Verden knap faaer vide! H.C. Andersen.
s.3: Flemming Johansen, dir. Ny Carlsberg Glyptotek.
s. 4-5: Elias Bredsdorff: "Jeg tror, jeg besidder Digteraand".
s. 6-7: Kjeld Heltoft: H.C. Andersen lever.
s. 8-9: Jens Bing, museumsinspektør: "Derfra min verden gaaer".
s. 10-11: Christian Bjørn, arkitekt: Europas skulpturhave.
s. 12-13: Ghita Nørby: H.C. Andersen og Det kongelige Teater. Niels Oxenvad: Fra Odense til Kongens By. Jan Laybourn, turistchef: Det er ganske vist. Niels Jørgen Kaiser, adm. dir. Tivoli: Velkommen til H.C. Andersen. Nyhavn.
Niels Birger Wamberg, lektor: Andersen og hele hans hus.
Idegruppen: Jørgen Rossen, Suste Bonnén, Flemming Johansen, Kjeld Heltoft, Niels Birger Wamberg, Annegrete Lassen. Oestermann, Richard, 'Hvor skibene ligge og vinden pibe i sejlene'. Danmarksposten , 1991, nr. 10, pp. 6-7. - Om HCA-huset i Nyhavn 69. - "Et smukt skelet gør ingen kejser. B.T. . - "Digterens hus har turisttække", B.T., 23.juli 1992.
"Eventyret om H.C.A.-hus får måske en brat slutning." Jyllands-Posten, 27. feb. 1992. Rolf Dorset: København satser på H.C. Andersen. Udnævnelsen af Johan de Mylius, til direktør pr. 1. januar for H.C. Andersen Nyhavn, kan indebære øget konkurrence mellem Odense og hovedstaden og digteren. Fyens Stiftstidende, januar 1991. - Per Dabelsteen: "H.C. Andersen-hus må lukke." Politiken, 24.9.1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/367)

Bruun Rasmussens Auktioner, 25.-26. marts 1993. Stort klip: 34 x 40 cm røg op på 80.000 kr. Politiken, 20.3.1993.
En drøm om Andersen: En amerikansk antikvarboghandler, Justin Schiller, støvsuger det skandinaviske marked for sjældenheder af H.C. Andersen. Jyllands-Posten, 4.4.1993.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1994/B-94)

Dirk Heisserer: Wellen, Wind und Dorfbanditen. Literarische Erkundungen am Starnberger See. Diederichs. Stuttgart 1996. 328 s. Heri s. 302-09: Eine Erinnerungsblume - om besøget i juni 1852 hos Kong Max II på "Der Roseninsel". Dagbog 19. juni 1852 kombineret med MLE

"Vor den Ruinen einer alten Wallfahrtskirche stand ein blühender Holunderstrauch, der König brach einen Zweig ab und gab ihn mir zur Erinnerung."
Das Gefolge hielt sich etwas zurück, der König lud mich ein, neben ihm auf einer Bank dicht am See Platz zu nehmen, er sprach von meinen Dichtungen, von allem, was Gott mir verliegen hatte, sprach davon, wie wundersam das Los der menschen ind er Welt sich gestaltete und von dem Trost, der darin liege, wenn man sich an den herrgott halte. In der Nähe von dem Platz, wo wir saßen, stand ein großer blühender Holunder, der Anlaß gab, von der dänischen Dryade darin zu sprechen, wie sie sich im Märchen "Holunderweibchen" offenbarte, ich erzählte von meiner letzten Dichtung, der dramataishcen Behandlung derselben Figur, und als wir am Strauche vorübergigngen, bat ich um die Erlaubnis, eine von seinen Blüten zur Erinnerung an diese Stunde pflücken zu dürfen; der König brach selbst eine ab und reichte sie mir, sie wird nun zwischen lieben Andenken verwaht und erzählt von dem Abend hier.
Ved Taflet hædrede Kongen mig med at udbringe en Skaal for min Musa, og da vi reiste os, indbød han mig til en Seiltour; det var graat Veir, men Skyerne i Flugt; ved Søen laae en stor lukket Baad, pyntelige Roerkarle presenterede med Varerne og snart og let glede vi hen over Vandet; jeg læste ombord Eventyret: "den grimme Ælling" og under livlig Samtale om Poesie og Natur kom vi til en Ø, hvor just paa Kongens Befaling en smuk Villa blev bygget; tæt ved var gjennemgravet en stor Høi, man antog den for en Kæmpegrav, som de hos os i Norden, her var funden Knokler og en Flintesteens Kniv. Følget holdt sig noget tilbage, Kongen bød mig tage Plads hos sig paa en Bænk tæt ved Søen, han talte om mine Digtninger, om Alt hvad Gud havde givet mig, talte om, hvor forunderligt Menneskenes Lod i Verden blev, og den Fortrøstning, der laae i at holde sig til Vor Herre. I Nærheden af, hvor vi sad, stod et stort blomstrende Hyldetræ, det gav Anledning til at omtale den danske Dryade deri, som den aabenbarer sig i Eventyret "Hyldemoer ", jeg fortalte om min seneste Digtning, den dramatiske Benyttelse af samme Person, og da vi gik Træet forbi, bad jeg om Tilladelse til at plukke een af dets Blomster til en Erindring om denne Stund; Kongen brød selv een af og rakte mig, den gjemmes nu mellem kjære Minder og fortæller om Aftenen her.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

John Borgkilde: Gammelnyt: For et par år siden skete et stort tyveri fra H.C. Andersens Hus. Men forsikringen dækkede, og de kommende dage ser vi på, hvad museet fik for pengene. Fyens Stiftstidende, 28.2.1999.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Oversættelse til nudansk (anno 2000) af dr. phil. Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret v. Syddansk Universitet, i Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, København 2000, p. 568.

Michael Seidelin: Fortiden studeres i højere og højere grad på Internettet af forskere og historisk interesserede. Nu vil Odense samle museer, arkiver og lokalhistorisk bibliotek i et stort brugervenligt center. Politiken 1.9.2001.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Wredstrøm, Lars, "H. C. Andersen-året bliver stort i Kina". Børsen 9.3.2004.

Lars Ole Knippel: Statsminister Anders Fogh Rasmussen udpegede i går syv nye H.C. Andersen ambassadører i Kina. Jyllands-Posten 28. feb. 2004. Amalie Kesteler: Begivenheden var præget af stort presseopbud og kaos. Kristeligt Dagblad 29. feb. 2004.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fyens Stiftstidende fødselsdagstillæg 2. april 2005. Hanne D. Frette: "H.C. Andersensk anderledes" (om Piet Heins tilknytning til HCA) - "I H.C. Andersens hjulspor" (Bergholdt kører busture i HCAs spor); Malene Birkelund: "Lyset fra komediehuset" - "Hvad skorstenen gemmer" (om HCA-klip i restaurant) - "Legekammeraten var en prins" (HCAs mor arbejdede på Odense Slot)- "Man skal passe sin have" (om Barndomshjemmet) - "Festfyrværkeri af en fødselsdag" (om fejringen i Odense) John Borgkilde: "Hendes Livs Eventyr" (om Anette Wilhjelm Jahn); Rikke Hyldgaard "Drømmen om et andet liv" (om Kirsten Thorup) - "Ved Andersens og egen hjælp" (om Carsten Bech og Flittig Skoledrengs legat) - "Middag til Andersen" (om menuen til 70 års fødselsdagen) - "En drøm om Balletten"; Marianne Koch: "Jeg kunne måske have lært Andersen noget om kvinder - "I digterens fodspor (rute gennem Odense med og uden guide) - "På fynsk herregårdstur" (i bil og til fods på fynske herregårde) - "Tolv med motorsaven" - en udgået elmeallé ved HesteHaveGård er af Allan Bo Jensen blevet bearbejdet til eventyrfigurer link ; "Her lå H.C. Andersen på ærten" (Claudia Sehestedt Juul viser rundt på Lykkesholm) - "Et kig ind i Andersens Glorup" (Alice Moltke-Hvitfelt på Glorup) Mads Graves Larsen: "Et godt sted for syge børn" (om H.C. Andersen børnehospital); Ivar Juel Nordentoft "Angstens Damp" (rejser på jernbane); Helga Wilson Svindinge "Andersenland som skæbne" (om Lykkesholm).
Rikke Hyldgaard: "Kvinden bag Lars Seeberg"; Malene Birkelund: "Figurerne sagde stort tillykke"; Ivar Juel Nordentoft: "Rock, ild og kaos på havnen" og "Da Odense festede i 1955", Helle Andersen om "Odense Fortællekreds" der kom til Åløkkeskolen; Marianne Koch: "Andersen og Kierkegaard er ens" (om Harold Blooms forelæsning på SDU); Lene Dalsgard Jensen: "Eventyrbibliotek klædt på til fest, Digterens forelskelse i Riborg Voigt i centrum, når han fejres i Faaborg"

(Bibliografisk kilde: HCAH + guiden)

pp. 5-22: Henrik Lübker: “kun en Improvisator!” – H.C. Andersens fald og genopstandelse i Italien.
Summary: “Just an Improvisatore!” – The Fall and Resurrection of Hans Christian Andersen in Italy
pp. 23-36: Bruno Berni: H.C. Andersens romerske dagbøger.
Summary: The Roman Diaries of Hans Christian Andersen
pp. 37-58: Martin Lotz: J. W. Goethe & H.C. Andersen – to nervøse genier og deres selv-terapi.
Summary: Andersen and Goethe – Two Nervous Geniuses and Their Attempts of Self-cure
pp. 59-74: Ejnar Stig Askgaard: Mens Læberne udsige Formens “De”.
Summary: While the Lips Pronounce the Formal “You”.
pp. 75-84: Thorleif Christiansen: Et brev fra H.C. Andersen til kaptajn From Møller. [ ]
Summary: A Letter from Hans Christian Andersen to Captain From Møller.
pp. 85-94: Aage Jørgensen: H.C. Andersen og Møn.
Summary: Hans Christian Andersen and the Island of Møn.
[Aage Jørgensens artikel er desuden trykt i: Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 2011.]
pp. 95-123 Ib Ydebo: “En Digter, der uden stort og fremragende Talent dog leverer meget Smukt og Underholdende” – H.C. Andersen i den goldschmidtske presse.
Summary: What the Press of Goldschmidt Told About Hans Christian Andersen.
pp. 124-25: Biografiske oplysninger om forfatterne.
p. 126: Forkortelser.
Forlaget Odense Bys Museer. Odense. 2011.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

RASMUSSEN, ANDERS JUHL, “Livet er et stort underligt poetisk digt”. Kristeligt Dagblad 3.1.2012. - Om “Levnedsbogen”.

Hvis pengene - godt 300 millioner kroner - kan findes, så får Odense i 2020 et H.C. Andersen Eventyrhus med tilhørende magisk have. Her skal H.C. Andersens eventyr sættes i centrum med fokus på indlevelse og oplevelse, men også med masser af læring. Det bliver et sted for hele familien, for turister og for skoleelever. Det nye hus samler historien om Andersens liv og et nyt eventyrligt univers, hvor publikum kan dykke ned i hans fortællinger. Selve bygningen, som skal huse Eventyrhuset, får et areal på 5600 kvadratmerter, hvoraf to tredjedele etableres under jorden for at skabe så stort et magisk haverum som muligt midt i byens centrum. Vinderforslaget er udarbejdet af det japanske arkitektfirma Kengo Kuma & Associates. Fyens Stiftstidende, 2. og 3. april 2016.
H.C. Andersen i nye klæder. Interview med Henrik Lübker. Fyens Stiftstidende, 9. april 2016.

(Bibliografisk kilde: HCAH)