H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Historien om seksualiseringen af HCA

Hop forbi menu og nyheder

Se også Spørgsmål og svar om H.C. Andersen.

Denne oversigt henter både stof og inspiration i Dag Heedes forskningsoversigt s. 9-40 i bogen Hjertebrødre, 2005.

Niels Kofoeds H.C. Andersen og Goethe eller Verdensåndens alfabet (2005), som er omtalt nedenfor, udkom efter Heedes bog og er følgelig ikke omtalt der. Det samme gælder Ejnar Askgaard: Hans Christian Andersen. Eventyret om H.C. Andersen fortalt af Odense Bys Museer, 2005

Ole Thomsen har givet Hjertebrødre en kritisk og perspektiverende anmeldelse i litteraturmagasinet Standart 2 (2005): 50-51. Se også Wolfgang Behschnitt i NORDEUROPAforum 1/2006, Kirsten Wechsel i Scandinavian Studies 2006, Iben Tandgaard i Weekendavisen 1.4.2005 og Mogens Brøndsted i Nordica 22 (2005): 252-253

Albert Hansen – homoseksuelle helte

Carl Albert Hansen Fahlbergs artikel i Magnus Hirschfelds tidsskrift Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufen med titlen: "H.C. Andersen: Beweis seiner Homosexualität", 1901, var den første i en lang række af afhandlinger, der berører Andersens (homo)seksualitet. Albert Hansen (artiklen blev udgivet under dette navn) var selv homoseksuel og ønskede at afdramatisere – og afkriminalisere – homoseksualitet ved at indsætte HCA i en række af store, homoseksuelle mænd: bl.a. Alexander den Store, Cæsar, Leonardo da Vinci og Michelangelo. Argumenterne for Andersens homoseksualitet fandt Hansen i digterens forelskelser i mænd, hans nervøsitet, feminitet, huslighed, forfængelighed, sygelighed m.m., samt ikke mindst i hans kunstneriske geni.

Karl Giese – samklang

Karl Giese, Magnus Hirschfelds livsledsager, anså også Andersen for homoseksuel og fandt især sjælelig samklang i Andersens Mit Livs Eventyr samt romanerne Improvisatoren og O.T., i artiklen "Andersens Wesen und Werke", i tidsskriftet Der Eigene 9(1921-22), Heft 3 (1. del af artiklen), og Heft 5 (2. del).

"For jeg vil sige til de mange, og det drejer sig om rigtig mange, som ikke har læst hans romaner: den mand, der med sine eventyr har givet skønne stunder til så mange, giver i sine romaner, særligt til den voksne urning1, ja, netop til ham, en verden, som vi føler os sammenvokset med, og som lader os genopleve de sarte, stille rørelser, som livets nødvendige maskespil har kvalt." (Dag Heedes oversættelse af Giese, citeret fra Hjertebrødre, s. 19)

Hjalmar Helweg – psykopati

Psykiateren Hjalmar Helweg gik skarpt i rette med Albert Hansens artikel og overhovedet alle (udenlandske2) påstande om, at Andersen skulle have været homoseksuel. Han gør det imidlertid ikke særlig effektivt af med teorien, men kredser i stedet om muligheden. Han forsøger som et modtræk at diagnosticere Andersen som en form for psykopat: H.C. Andersen har ikke gennemgået en normal, vellykket udvikling. Han er som følge af denne mislykkethed seksuelt usikker og uformående over for kvinder. Så usikker, at Helweg fantaserer over, hvorvidt Andersen ville have kunnet modstå en homoseksuel tilnærmelse på rette tid og sted. Overordnet set konkluderer Helweg, at Andersen var en forkvaklet eller mislykket heteroseksuel.

Klaus P. Mortensen – åndelig længsel

i Svanen og skyggen (1989) argumenterer Klaus P. Mortensen imod enhver tanke om digterens homoseksualitet – han var helt bestemt heteroseksuel, og alle særheder såsom de mange temmelig hede breve til f.eks. Edvard Collin kan bortforklares som ren åndelig længsel.

Flere tyske homoseksualiseringer. Litterær camouflage

Hans Mayer skrev om Andersen o.a. i bogen Aussenseiter, 1975, og her tog han udgangspunkt i Søren Kierkegaards kritik af Andersens kvindagtighed i Af en endnu Levendes Papirer (1838) og så Andersens forfatterskab som (gennemskuelig) camouflage af den forbudte (homo)seksualitet og hans liv som fyldt med tegn på angst for afsløring.

Heinrich Detering behandler Andersen i sin doktorafhandling Das offene Geheimnis. Zur literarischen Produktivität eines Tabu von Winckelmann bis zu Thomas Mann, 1994. Detering argumenterer imod Helwegs heteroseksualisering af Andersen og finder i breve og forfatterskab en argumentationsbase for det "modsatte" synspunkt, nemlig at Andersen var erotisk afvigende; at hans begær var "homoerotisk", og at det ikke bare er synligt, men påfaldende. Det undrer Detering, at der er så lang en tradition for at diskutere, hvorvidt H.C. Andersen var homoseksuel eller ej, idet det er "schlechterdings unübersebar", at Andersen vedvarende forsøger at artikulere "dezidiert homoerotische Neigungen und Sehnsüchte" og "sich als erotisch abweichend verständlich zu machen – gegenüber anderen und zuerst gegenüber sich selbst" (udgaven Göttingen: Wallstein Verlag 2002 s. 174), altså at HCA vedvarende bestræber sig på at artikulere decideret homoerotiske tilbøjeligheder og længsler og at gøre sig forståelig som erotisk afvigende overfor andre og overfor sig selv. Detering analyserer bl.a. Agnete og Havmanden, "Den lille Havfrue" og "Skyggen" med henblik på sære kønsroller mellem mand og kvinde og tavshed fortolket som umuligheden af at kunne sige dét, altså bekende homoerotisk begær.

Wilhelm Von Rosen – seksualitetshistorie

Wilhelm Von Rosen polemiserede i sin doktorafhandling Månens kulør. Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, 1993, imod Detering. Ikke fordi von Rosen hævder, at Andersen ikke var homoseksuel, men fordi han finder det forkert at kategorisere ud fra skellet homo- eller heteroseksuel. Denne skelnen er ikke universel, som det synes hos Detering, argumenterer von Rosen. Den er derimod en konstruktion, en opfindelse, som hører til i en afgrænset historisk periode.

Von Rosens polemik skyldes altså en grundlæggende forskel på tilgangen til Andersen og historien. Denne forskel er af teoretisk og metodisk art og befinder sig stadig i kernen af diskussionen om Andersens seksualitet. Von Rosen er konstruktionist, og det har bl.a. den konsekvens, at han ikke vil anerkende spørgsmålet om, hvorvidt Andersen "var homoseksuel" eller ej, fordi ikke blot ordet, men også dets identitetsskabende betydning er anakronistisk i forhold til H.C. Andersen. "Homoseksualitet" og den homoseksuelle kønsrolle blev skabt fra og efter o. 1870, hvor homofobien også blomstrede, men havde ingen betydning og realitet i det meste af Andersens liv og således ikke i de fleste af de mandeforhold, der prægede hans liv.

Von Rosens synspunkt får mange til retorisk at spørge, "om homoseksualitet ikke fandtes før ordet", underforstået at det gjorde det. Von Rosens og andres historiske studier tyder på, at det har fandtes til mange tider og steder; som mulighed for kærlighed og genitalseksuel handling. Men rollen, identiteten og stemplet "homoseksuel" har ikke altid fulgt med. Og begrebet selv er, som rollen, identiteten og 'label', af stor betydning. Som von Rosen dokumenterer, var homofobi stort set fraværende i størstedelen af Andersens liv, hvilket betød, at følsomme mandevenskaber, kys og omfavnelser, som man kender det fra romantikken, ikke var skrækindjagende, som det blev det sidst i 1800-tallet, netop efter "homoseksualitet" fik ord og (forøget) bevidsthed.

Homofobien og hele den gennem ritualer og besværgelser stadigt fornyede skelnen mellem hetero- og homoseksualitet er således i høj grad et moderne fænomen, omend homoseksualitetens genitalseksuelle handlinger også før 1870 var forbudte ifølge loven. Homoseksualitet blev ildeset og sygeliggjort.

Som Johan de Mylius lægger vægt på i denne sammenhæng, spillede troen og Bibelens ord en meget stor rolle dengang. En rolle som går ud over det sociale og juridiske. Homoseksualitet var – og er – i det perspektiv en synd.

Alt dette har naturligvis haft stor betydning for disse mænds liv. Således angår konstruktionisme ikke kun hvad vi siger, men også juridiske og sociale forhold. Wilhelm von Rosens argumentation er således ikke blot ordkløveri, men tager (meget grundigt) udgangspunkt i historisk dokumentation i undersøgelsen, der (også) har fokus på begrebers betydning for menneskelivet.

Henning Bech – stemninger

Henning Bech har skrevet om Andersens seksualitet i artiklen "A Dung Beetle in Distress", i Journal of Homosexuality, vol. 35: 3-4 [= Jan Löfström (red.): Scandinavian Homosexualities. Essays on Gay and Lesbian Studies], 1998, s. 139-61.

Bech diskuterer ikke med fortidens homo- og heteroseksualitetskonstruktører i Andersen-forskningen, men skitserer med udgangspunkt i eventyret "Skarnbassen" og digterens dagbøger, hvordan man hos Andersen finder stemninger og skildringer af livsforhold, der er beslægtede med og prototypiske for den homoseksuelle mandsrolle fra slutningen af 1800-tallet samt det senmoderne liv i almindelighed, på tværs af køn og seksuelle kategoriseringer. Kort fortalt: Andersen taler ind i de homoseksuelles erfaringsverden, fordi han ligesom de var et (over)følsomt bymenneske – hvilket med tiden er blevet en almen tilstand i vestlige lande.

When Andersen appears to us "homosexual," and appeals to us as homosexuals, it is not merely, nor perhaps primarily, because we may share a name with him. It may not even be because we can recognize ourselves in, or somehow empathize with, the feelings he had for other men. More essential, perhaps, are the basic existential tunings he experienced.
(Bech: "A Dung Beetle..." s. 153)

Uartige biografier

Siden årtusindskiftet er to Andersen-biografier løbet med stor opmærksomhed i både medier og forskning. Det drejer sig om Jackie Wullschlagers Hans Christian Andersen. The Life of a Storyteller, 2000 (da. 2002), og Jens Andersens Andersen. En biografi I-II, 2003. Begge er grundige og udbredte, og begge går imod den traditionelle og hidtil dominerende heteroseksualiserende tendens i Andersen-forskningen.

Før og bag Wullschlagers biografi ligger desuden Alison Prince: Hans Christian Andersen. The Fan Dancer, London 1998, hvori HCA konsekvent anses for homoseksuel. Jvf. også Michael Maar.

Jackie Wullschlager

Wullschlager har læst von Rosen og ladet sig inspirere. Hun påpeger de hyppige trekanter med to mænd og en kvinde i Andersens kærlighedsliv og rejser spørgsmålet om Andersens seksualitet. Det (homo)seksuelle tema skabte en vis panik i Danmark i 2002, hvor man efter biografiens oversættelse til dansk opdagede en fodnote, hvori det hedder (her citeret efter den engelske original), at

The silence of Danish commentators, from Andersen's own time until the present day, on the subject of his homosexual relationships, is remarkable. Andersen's diaries leave no doubt that he was attracted to both sexes; that at times he longed for a physical relationship with a woman and that at other times he was involved in physical liaisons with men. (s. 382, min fremhævning. LBJ)

Wullschlager udtrykker undren over tavsheden i dansk forskning om det (homo)seksuelle i Andersens liv, men tager ligesom von Rosen afstand fra at kategorisere Andersen som homoseksuel, fordi det er anakronistisk.

Jens Andersen

Jens Andersens store biografi om H.C. Andersen, Andersen. En biografi I-II, 2003, kommer også omkring nationaldigterens seksualitet. Også Jens Andersen har læst Wilhelm von Rosen og er med Dag heedes ord den mest konsekvente kritiker af heteroseksualitetskonstruktionen af H.C. Andersen. Jens Andersen gør det, som Heede efterlyser, nemlig at seksualisere litteraturhistorien, nu hvor seksualiteten er blevet historiseret, og følgelig vil han ikke anvende de anakronistiske og forenklende kategorier homo- eller heteroseksuel til at opfatte H.C. Andersens begær og rige følelsesliv. Jens Andersen tvivler stærkt på den danske forskningstraditions argumenter for H.C. Andersens heteroseksualitet og kritiserer dens blindhed for eller ligefrem fortrængninger af digterens kærlighed til sit eget køn, selvom temaet springer i øjnene i mangehånde biografiske kildeskrifter.

I disse korrespondancer med især yngre mænd udfoldede digteren en side af sig selv, som en stor del af den etablerede H.C. Andersen-forskning gennem de sidste 120 år, selv efter Wilhelm von Rosens banebrydende doktorafhandling i 1993 om Andersens kærlighed til sit eget køn, mere eller mindre har fortrængt. Andægtigt og respektfuldt har man i generationer holdt sig til den overleverede historie om H.C. Andersens ulykkelige forelskelser i kvinder som Riborg Voigt, Louise Collin og Jenny Lind. Men går vi disse kærlighedshistorier efter i sømmene, knirker de som Lille Claus' hestehud under bordet hjemme hos bondemanden i "Lille Claus og Store Claus". At det i højere grad var Andersens eget køn, som lagde beslag på hans drømme og tanker, er en sandhed, som Andersen-forskningen i en stor homofobisk bue første gang gik udenom i 1882, da Edvard Collin udgav sin bog om H.C. Andersen og det Collinske Hus; en bog, der – som flere siden har påpeget – hviler på underligt slørede og modstridende forklaringer på digterens sjæleliv og forholdet mellem de to mænd, der var nære venner i mere end 40 år. (Jens Andersen: Andersen, 2003, bd. 1, s. 279)

Dette skal ikke forstås som om JA med breve vil bevise, at HCA var homoseksuel. Tværtimod advarer han mod sådanne kortslutninger:

Man skal med andre ord vare sig for at læse og fortolke H.C. Andersens længsler og drømme om et mere intimt forhold til Edvard Collin som et bevis på digterens homoseksualitet. Derved får man nemlig kun øje på en flig af digterens erotiske væsen, der rummede kærlighed til langt mere end ét menneske og ét køn. (...)

Andersen var en sjælden blanding af impulser, og ved at putte ham ned i kasser med påskrifter som "homoseksuel", "heteroseksuel", "biseksuel eller "aseksuel får vi slet ikke øjnene op hans overdådige natur og for den tids mere nuancerede, rummelige opfattelse af, hvad mandens rolle i livet egentlig er. (Andersen, bd. 1, s. 247. Min fremhævning. LBJ)

Jens Andersen vil langt fra gøre Andersen homoseksuel, men heller ikke heteroseksuel. Han tager den historiske afstand alvorligt og lægger vægt på romantikkens platonisme som den form for mandekærlighed, Andersen foretrak: "kærlighedsfølelsen" (Andersen, bd. 1, s. 247ff).

Dag Heede – queering

Dag Heede kritiserer i Hjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet (2005) den normaliserende/heteroseksualiserende tendens i hovedparten af den danske H.C. Andersen-forskning. Han er bl.a. inspireret af det "blik for H.C. Andersens blik for muskelsvulmende arbejdere, pæne præster, smukke munke, billedskønne ynglinge og veldrejede militærpersoner", Jens Andersen udfolder i sin biografi (Hjertebrødre s. 34f)

Hjertebrødre indeholder foruden forskningsoversigten, som ligger bag den nærværende introduktion, analyser af udvalgte motiver i eventyr og andre tekster samt mere omfattende analyser af romanerne Improvisatoren og O.T.. Hjertebrødre afdækker og forfølger "Spor: hjertebrødre og kvindelig", nærmere betegnet de overordentlig nære mandevenskaber og de mange piger og kvinder, der må lade livet, så mændene kan få fred – sammen. Sporene er mange og overbevisende.

Det teoretiske grundlag for Heedes analyser er queer theory (især Eve Kosofsky Sedgwick), og der tages desuden udgangspunkt i Foucault (La volonté de savoir, 1976), derrida'sk dekonstruktion og flere andre 'bevægelser'.

Heedes vision er en 'queering' eller 'mærkeliggørelse' af hele den danske litterære kanon. Han har selv taget flere andre skridt på vejen med studier i Karen Blixen Det umenneskelige. Analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen, 2001) og Herman Bang (Herman Bang – mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer, 2003). Hans tidligere studerende Maja Bissenbakker Frederiksen har taget sig af dele af Johannes V. Jensen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Kirsten Thorup i medaljeafhandlingen Begreb om begær, Odense 2005.

Den litteraturvidenskabelige mærkværdiggørelses formål og metode er ikke at gøre forfatterne og litteraturen homoseksuelle. Men det er en målsætning at åbne øjnene for den slags og at synliggøre og kritisere heteroseksualiserende konstruktioner af litteraturhistorien. Disse optræder med anonym selvfølgelighed, idet heteroseksualitet forudsættes at være "det naturlige", det som ikke er noget (særligt). Denne magtfulde anonymitet skal queer læsninger afdække. Resultatet, som man ser det i Hjertebrødre, er ikke subversivt på "hetero-tænkningens" præmisser. Altså ikke som en underliggende position, der skal hives frem i opposition: "han var i virkeligheden homoseksuel". Der er tale om en tredie position og tænkning om et tredie, drilsk køn.

Skåret ud i pap: H.C. Andersen var ikke 'homoseksuel', og han var absolut ikke 'heteroseksuel' (Hjertebrødre s. 18)

Niels Kofoed – alkymistisk androgynitet eller Digteren foran bordellet

Niels Kofoed behandler også Andersens seksualitet i sin H.C. Andersen og Goethe eller Verdensåndens alfabet, C. A. Reitzels Forlag 2005. Bogens overordnede fokus er på idéhistoriske og æstetiske linier fra Goethe til Andersen, med især alkymi som en vigtig baggrund for Goethes tænkning.

Goethes forfatterskab handler iflg. Kofoed som helhed om ligevægten mellem det mandlige og det kvindelige i personligheden. Andersens liv "handlede om" det samme, og Andersen stræbte, stadig iflg. Kofoed, efter denne ligevægt, altså det hermafroditiske, hvori i dette perspektiv ligger en guddommelig ligevægt, helhed og renhed.

Under opholdet i Napoli kulminerede H.C. Andersens moralske anfægtelser med hensyn til seksuallivet. Han kunne ikke få sig selv til at besøge bordellerne, således som hans rejsefæller gjorde det – ikke mindst Hertz. Det var ikke blot et spørgsmål om skyhed, om moral eller æstetik, men om en dybtliggende konflikt med hensyn til hans kønsidentitet. Han var selv både mand og kvinde og derfor i ubalance og ude af stand til at forlige modsætningerne i sit væsen. Under opholdet i Rom var han nær besvimet, da Albert Küchler fik en kvindelig model til at blotte overkroppen i sit atelier, og samtidig nød han synet af havnearbejdernes maskuline, nøgne kroppe, når de arbejdede med at losse skibene langs Tiberen. Hans seksualitet var uden retningsbestemt kraft.

I Goethes teori om urplanten og farverne genkendte han stadierne i en udvikling der førte gennem afkald, opløsning af legemet, død og genfødsel til en forening af modsætningerne i billedet af plantens tokønnethed og farvelærens røde farve. Ligesom de vises sten kaldes et farveskær eller kvintessens, undertiden også hermafrodit, således bliver hermafroditten som symbol et udtryk for fuldkommenhed. Adam havde jo før syndefaldet båret Eva i sit legeme. (s. 35, min fremhævning. LBJ)

Ejnar Askgaard – ulykkelige forelskelser

Askgaard behandler H.C. Andersens forelskelser i en række kvinder i Hans Christian Andersen. Eventyret om H.C. Andersen fortalt af Odense Bys Museer, Odense 2005.

Det skal nævnes, at bogen er meget kort og ikke har et videnskabeligt sigte. Bogen er "et minde fra et besøg i disse museer for H.C. Andersen. Dens mål er at vedligeholde kendskabet til værket og digteren (...)" (forordet, s. 8). Den præsenterer imidlertid en væsentlig stemme i diskussionen om Andersens seksualitet.

Askgaards grundlag er kulturhistorisk, og han lægger vægt på forskelle på dengang og nu. Ligesom især von Rosen og Jens Andersen gør han opmærksom på de anderledes omgangsformer dengang, hvor det var mindre påfaldende, ja normalt at udfolde følsomhed mellem mænd, i breve og sociale former. Han lægger desuden vægt på kønsadskillelsen og på nødvendigheden af at have "dannelse, stand, indkomst og kapital" (s. 48) for at giftes i de højere sociale lag, som Andersen omgikkes.

Andersen kredsede i 1830'erne i sine breve om sin mangel på penge som en forhindring for at indgå i et ægteskab. Da han havde det økonomiske fundament, klagede han over sin alder. Disse argumenter har de, der interesserer sig for homoerotiske forhold, forsøgt at udlægge som en tvivlsom undskyldning, som en måde at agere heteroseksuelt, mens han – måske – i virkeligheden ikke var heteroseksuel. Askgaard tager, på grundlag af historiske betragtninger om køn og kultur, Andersen på ordet.

Der var mænd involveret i Andersens forhold til kvinder, og der kan i flere tilfælde argumenteres for, at det var mændene, der var de egentlige genstande for Andersens begær, jf. især Wilhelm von Rosen og Jens Andersen (bl.a. Andersen, bd. I s. 216ff). Det er omvendt hos Askgaard, og begrundelsen er især tidens skarpere adskillelse af kønnene. Vejen til en kvinde skulle gå gennem mænd. Det ville være højst upassende at gøre sådanne tilnærmelser til kvinderne på egen hånd. Man måtte have familiens, dvs. faderens accept.


1) Iflg. Heede "et idealistisk betonet ord for en mandeelskende mand opkaldt efter Platons beskrivelser af 'eros uranos'". også Albert Hansen anvendte denne betegnelse for Andersen.

2) Helweg refererer dog ikke til Karl Giese.