H.C. Andersen skrev digtet "Det døende Barn" under sit ophold på latinskolen i Helsingør ved den strenge rektor Simon Meisling. Meisling havde forbudt Andersen at digte – han skulle ikke spilde sin tid på det pjat! – men Andersen skrev alligevel dette vellykkede sentimentale digt. Han kunne ikke dy sig for at læse det op, og digtet vandt hurtigt anerkendelse. Digtets sentimentale stil og emne var ikke usædvanlig dengang, tværtimod var det følelsesladede på mode.

Digtets første offentliggørelse var Ludolph Schleys tyske oversættelse, som blev trykt anonymt og uden HCAs vidende i en avis i Libau i Østpreussen i sommeren 1827. Her var Ludolph Schley kommet til som svensk konsulatssekretær efter at have forladt Helsingør 1826. Schley havde lært HCA at kende i Helsingør. Kilde: Johan de Mylius: H.C. Andersens liv. Dag for dag (1998), 25. september 1827.

Digtet blev offentliggjort for første gang på dansk i A.P. Liunges avis Kjøbenhavnsposten d. 25. september 1827, side om side med Schleys oversættelse. I december 1828 blev digtet optrykt i Johan Ludvig Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post. Se yderligere detaljer om udgivelsen samt links i værkregistret.

Digtet blev oversat til grønlandsk af missionæren Knud Kjer i 1829 og fransk af Xavier Marmier i 1837. Det blev nyoversat til tysk til udgivelsen i Sämtliche Werke, 1853.

Museet H.C. Andersens Hus har bidraget til disse sider med viden om udgivelserne samt facsimiler af den danske tekst og Schleys tyske oversættelse og Kjers grønlandske oversættelse, begge i Kjøbenhavnsposten.

Det døende Barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei det maa Du først mig love,
Thi Din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer
Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig,
O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke –
– Moder – see! nu kysser Englen mig!